Right on targIT

Right on targIT - indlæg fra 2004

De danske elselskabers bredbåndsinvestering

I forbindelse med debatten om hvorvidt det er forsvarligt, at danske elselskaber investerer milliarder af kroner i at opbygge et alternativt fibernet er det min opfattelse, at der mangler et vigtigt aspekt i debatten, nemlig den bindingsperiode, som TDC havde, da deres net blev etableret.

Der tales for elselskaberne om, at det vil være nødvendigt at binde kunderne i op til ti år for at få det til at løbe rundt. Dette synes at være et højt tal, som straks man hører det, gør det forståeligt for alle, at det er fuldstændigt muligt at finansiere og at elselskaberne derved taber borgernes penge. Og det ville jo være dumt.

Men hvor lang tid kunne TDC binde deres kunder for at afskrive TDCs (eller de fire gamle teleselskabers) investeringer i at lægge kobber ud til alle danske husstande, som ønskede en telefon? Så vidt jeg husker, startede telefonien i Danmark omkring 1900-tallet, og hvis man derfor regner frem til liberaliseringen i 1996, så kan man - ja, polemiskt er det - hævde, at teleselskaberne havde en bindingsperiode på 96 år for deres første abonnenter. I sammenligning med dette synes 10 år da ikke så meget. Om ikke andet kan man argumentere for, at de fleste danske hjem fik telefon i 60erne, det giver så en bindingsperiode på nogle og 30 år.

Dengang var TDC et halv-offentligt foretagende, som ikke skulle opnå profit, men bare få det til at løbe rundt, just som elselskaberne har det i dag. Og det er endda så heldigt, at elselskaberne faktisk har nogle penge; de skal ikke engang ud og låne dem.

Så som jeg ser det, så er elselskaberne da nogle af dem, der bedst kan løfte at etablere et fibernet for hele Danmark - de har pengene og ekspertise i at grave ledninger ned og garantere service på et vist niveau. Og hvis de er snu, så ihukommer de Finn Helmers ide og lægger 10GB fiber ned. Så er det også fremtidssikret.

Faktisk synes jeg, at Henning Dyremose selv har leveret det bedste bevis på, at elselskabernes planer giver mening. Det gjorde han ved at advare mod disse selvsamme planer.

I det jeg går ud fra, at Christiansborg gerne vil have et alternativ til TDCs net, kan politikerne dér jo evt. pege på, hvordan et sådant fibernet ellers skal finansieres - vil FT selv finansiere det?

Musikbranchens indflydelse i dansk kulturpolitik

Kulturministeren har foreslået, at nyudgivet musik først skal være tilgængelig efter fire måneder på biblioteket. Mao. indføres en karensperiode, så man som bibliotekslåner først fire måneder efter den første salgsdato kan låne musikken på nettet. Forslaget er en håndsrækning til musikbranchen, som fortsat lider af svigtende salg.

Det er ikke første gang, at musikbranchen tilgodeses. Tidligere er ophavsretsloven ændret, så der gælder specielt stramme regler for musik- og filmværker (i modsætning til f.eks. bøger, malerier, etc.). Se § 12, stk.4 og 5. Denne ændring blev også gennemført, fordi musikbranchen havde det svært. Også stramningerne i §75 (forbud mod værktøjer, der kan fjerne kopibeskyttelse) kan læses i dette lys.

Så her er et godt eksempel på, at musikbranchen har formået at få sin dagsorden presset igennem, til trods for, at man sagtens kan argumentere for, at bogbranchen heller ikke har det nemt i Danmark for tiden. Men denne branche har åbenbart ikke været så dygtige til at råbe op (selv om der ellers findes masser af meget velformulerede folk i branchen).

Men man kan undre sig over, at musikbranchen har held med sit foretagende. Det nyeste forslag ser ikke umiddelbart ud til at få en stor tilslutning, men forsøget er da gjort.

Måske ville kulturministeren hjælpe dansk musik ved at få slækket brancheorganisationernes greb om dansk musik. Det er ikke alle musikere, der er glade for nogle af de metoder, som brancheorganisationerne har valgt at bruge.

Så hvis musikken igen tilhørte de udøvende kunstnere i stedet for deres organisationer og pladeselskaber, ville hver musiker jo selv kunne bestemme, hvordan hendes musik skulle nydes. Det er bare en ide, men forslaget er hermed givet videre.

Brug Højteknologifonden til køb af TDCs kobber

Da staten i form af daværende finansminister Mogens Lykketoft solgte sine aktier i det daværende TeleDanmark til Ameritech (TeleDanmark købte selv nogle af dem), tjente staten omkring 30 mia. kr. på salget. Disse blev prompte brugt til at høvle af på udlandsgælden.

Nu er regeringen ved at etablere en Højteknologifond. Pengene fra fonden skal forøge Danmarks innovationsevne, konkurrenceevne og en hel del andre ting - alt sammen meget godt.

Jeg har et forslag til, hvad pengene i Højteknologifonden skal bruges til. Jeg foreslår, at man eksproprierer TDCs rå kobber (og skiller TDCs kabelnet fra). Hermed kan man måske få noget konkurrence på at udbrede internet til danskerne til ordentlige priser.

Grunden til, at jeg foreslår dette nu er, at FORA under Økonomi- og Erhvervsministeriet har udgivet en rapport, som antyder, at det netop er på bredbåndsprisområdet (og uddannelsesområdet), at den er gal.

Hvad man i 1997 forsømte at gøre, enten pga. grådighed (salgsprisen havde været noget lavere, hvis kobberet ikke var fulgt med), i misforstået godhed mod TDC eller pga. uoverskueligheden ved at skille kobberet ud, bør man derfor gennemføre nu. Det var dengang ikke nemt at skille TDCs forretninger fra dets kobbernetoperationer, og det bliver ikke nemt at gøre det nu (det er ekspropriation), men jeg er nu alligevel af den opfattelse, at det skal ske.

Når man i tilfældet DSB/Banestyrelsen i detaljer kan definere, at plakatstanderen tilhører Banestyrelsen, mens plakaten i den er DSBs (jeg mener, at det sådant det forholder sig, men er ej sikker), så må det også være muligt at udskille kobbernettet fra TDC.

Det sker næppe - og grunden er vel penge. Men det er da ærgerligt, at gerrighed eller
hvad det nu var i 1997, nu så mange år senere skal ødelægge Danmarks chancer for at blive absolut førende indenfor bredbåndssamfundet.

Om ikke andet kunne man måske sikre sig, at TDC ikke både kan sidde på det rå kobber og samtidigt være den førende kabeltvoperatør med dertil hørende internetadgang. Dette ville ikke engang være dyrt for staten, da en anden operatør ville kunne købe det af TDC til noget nær markedspriser. Kabeltv-nettet er jo ikke blevet ringere - det skal bare ikke ejes af TDC.

Forslaget er hermed givet videre. Det første bliver godt, men dyrt. Det sidste bliver godt og skulle være ca. gratis for staten. Det kan jo ses som en prøve for politikerne.

Spam-kommentarer i min blog

Et interessant fænomen har gjort sig gældende på min blog: mine engelsk-sprogede indlæg er blevet udsat for spamangreb. Det skal forstås på den måde, at der i kommentarfeltet, hvor alle jo kan skrive, hvor kloge og relevante mine indlæg er ( :-) ), i stedet er blevet indsat reklamer for dubiøse varer og tjenester. Se et eksempel på dette her. Indlægget er blevet besøgt af en bot to gange med en dags mellemrum.

Det er jo interessant - og faktisk godt tænkt. Nogle har lavet en bot, som drøner rundt og finder tekstbokse, som den kan dumpe reklamer i. Og en ret intelligent en af slagsen: kun mine engelsk-sprogede indlæg er blevet spammet. Et hurtigt blik på linkene antyder, at der er tale om piller, hasardspil mm., som annonceres, altså typiskt spamindhold. Jeg læser disse indlæg som eksempel på, at min blog har en kæmpe læserskare, siden der er nogle, der gider lægge reklamer i den. Tak til alle mine læsere for at have gjort dette muligt!

Selv om jeg lige har pustet mig op, må jeg nok indrømme, at mit publikum til den slags indlæg nok er mindre, men til gengæld er det jo dejligt nemt at lave. Er det spam - altså ulovligt? Jeg tror det ikke: der er jo ikke tale om, at reklamerne sendes ud pr. e-mail, tværtimod opsøger man jo selv reklamerne. Hvis den slags indlæg var ulovlige, ville et indlæg af en person med et link til et firma vel også være ulovligt?

Så her er der en fidus - spam, der ikke er spam i lovens forstand.

PS.: Måden at undgå det på må være teknisk: man skal som kommentator indtaste et tal, som er angivet i en billedfil ved siden af tekstboksen. Det kan - svjv selv de smarteste botter - endnu ikke klare. Det vil sikre, at der skal et menneske indover i processen.

Konkurrencestyrelsens ressortkup skudt ned af Folketinget

En dag sad der nogle mennesker i Konkurrencestyrelsen og ærgrede sig over, at der var for lidt konkurrence på teleområdet. Dette mente de at kunne gøre noget ved, så i forbindelse med deres rapportering om deres aktviviteter, inkluderede de et afsnit, som redegjorde for den manglende konkurrence på teleområdet. Der var dog lige den hage ved området, at det ikke sorterede under Konkurrencestyrelsen, men under IT- og Telestyrelsen, som ligger under VTU, hvor Konkurrencestyrelsen ligger under Erhvervsministeriet. Så egentligt var der ikke så meget, som Konkurrencestyrelsen (og nu gider jeg ikke skrive det ud længere, fra nu af hedder det KS) kunne gøre ved sagen. Specielt ikke, når Helge Sander fra VTU indskærpede, at det var hans ministeriums gebet.

KS havde dog stadig det indtryk, at konkurrencen på telemarkedet lod meget tilbage at ønske. Da så en mobiloperatør, 3, ansøgte om at få forlænget bindingsperioden fra 6 måneder til 12 måneder, så KS en mulighed for at gøre noget ved markedet. Man kan selvfølgelig stille spørgsmål ved, hvor meget mere konkurrence man får i markedet ved at _forlænge_ bindingsperioden, men lad nu den slags detaljer ligge. KS gav 3 lov til at binde kunderne i 12 måneder for selve abonnementet, men ikke på SIM-kortet. Man kunne derfor som kunde godt få låst SIM-kortet op efter seks måneder, men man skulle stadig betale seks måneders abonnement mere. At dette reelt betød, at kunderne nu reelt var bundet til 3 i et helt år pga. deres monopol på 3G-mobiltelefoni, er også en detalje.

Den forurettede part reagerede temmeligt stærkt og skældte ud over, at KS kunne finde på at regulere på et område, som Folketinget havde besluttet skulle reguleres af IT- og Telestyrelsen (herefter ITST). VTU var sure på KS, og Helge Sander ville mødes med teleordførerne, men der skete ligesom ikke meget mere i sagen.

Indtil i dag. Her skriver medierne, at Folketinget nu vil blande sig i sagen (artiklen har også link til tidligere artikler, som - bedre end jeg - redegør for forløbet. Hvis der er uoverensstemmelse mellem artiklerne og min udlægning, viger jeg). Et bredt flertal i Folketinget er utilfredse med, at bindingsperioden skal forlænges - faktisk ser flertallet den hellere forkortet, ja endda skåret helt væk.

Det var jo ikke lige det, KS havde håbet på. Nu er der foreløbigt kun tale om Folketingets hensigter, men står de til troende, står KS nu her efter deres forsøg på at påvirke konkurrencen på teleområdet med en tilkendegivelse fra Folketinget, som temmeligt direkte siger, at de har trukket i den forkerte vej. Læg mærke til, at Folketinget ikke har sagt noget om hvis ressort området er - det er noget som ministrene aftaler, og som Statsministeren i sidste ende afgør, hvis ministrene ikke kan blive enige.

Til trods for, at KS under hele sagen har proklameret, at de mener området hører under KS, så kan KS ikke have været uvidende om, at dette område ikke var deres gebet. Det er klart formuleret, at ITST forestår reguleringen på teleområdet - man kan bare tænke på, hos hvem 3G-licensauktionen blev afholdt). Det har dog ikke afholdt KS fra at forsøge at få indflydelse på teleområdet.

Man kan i bakspejlet undre sig over forløbet og over, at KS har fået lov til at forsøge at blande sig på den måde. KS mener vel sagtens, at ITST ikke har forestået reguleringen ordentligt, og at de i stedet skal gøre det. Det er muligt, at man internt i systemet har forsøgt at få området tildelt i stedet, men dette er ikke lykkedes. Den ansvarlige minister, Bendt Bendtsen, har bedt sine tropper om at opføre sig ordentligt, men dette synes ikke at være sket. Mener KS, at de i kraft af Bendt Bendtsens høje stjerne i regeringen kan mase sig frem på bekostning af Helge Sander, selv om Bendt Bendtsen beder dem holde igen?

I alle tilfælde fremtræder KS bagefter som et temmeligt vildt dyr, som åbenbart ikke har noget imod at forsøge at tilrane sig andre ministeriers ressorter og ikke tager imod beskeder fra deres egen minister.

Nu er sagen jo ikke slut, men foreløbig kan man tænke over et par ting:

* Hvis KS vil have mere konkurrence på teleområdet, hvorfor forlænges bindingperioden så for mobilabonnementer?

* Hvorfor blandede KS sig, til trods for, at de burde vide, at det ikke var deres ressort?

* Hvorfor blev der ikke grebet ind - og da det så skete (i dag), hvorfor var det så Folketinget, der greb ind?

Det er jo ren Kongekabale (og apropos denne film, kan man spørge, hvor IT-pressen var, da alt dette skete?)

Fortsættelse følger. Det bliver spændende at se, hvad KS nu vil gøre.

Det danske mobiltelefonmarked viser vejen

Konsolideringen er i fuld gang på mobilområdet. De små frække lavprisselskaber blev for frække for de store og blev opkøbt. Orange og Telia blev enige om at fusionere. Sonofon gennemgår fyringer. TDC har til gengæld ikke de store problemer på mobilområdet - til gengæld har de fået større problemer med Song Networks-opkøbet end først antaget. Det hele sker fordi brugerne vil have lavere priser.

Mobilselskaberne vil forsøge tilføre en masse værdi for brugeren. Derved sikrer de sig en god malkeko, som sprøjter penge ud. Men, som jeg i dette forum tidligere har været inde på, så skal mobiltelefonselskaberne måske bare prøve at være rigtigt gode til at levere bits gennem luften og ikke mere - intet indhold, tjenester eller hvad de nu kan finde på.

Sporene fra WAP skræmmer - her formåede teleselskaberne aldrig at få ordentligt indhold på deres sider og ingen andre gad levere indhold, da de ikke tjente på det. I stedet var i-mode en stor succes - måske fordi 91% af omsætningen her gik videre til indholdsleverandør, mens infrastrukturleverandøren tog 9%. Selv nu tager teleselskaberne omkring halvdelen, når en bruger køber en ringetone eller lignende. Så det er nok tvivlsomt, om de har lært noget.

Det er som sagt fristende at forsøge at levere indhold og værdi i stedet for bare trivielle bits og derved kunne tage en større del af kagen. Det er også sjovere at skulle levere alle mulige sjove tjenester end bare at skulle sørge for at ens forretningsgrundlag går på at være dygtige til at optimere det nuværende netværk og udbygge det bedst muligt.

Men, en ting er hvad teleselskaberne gerne vil, en anden er, hvad brugerne er parat til at betale for. Her synes billigselskabernes succes at pege på, at forbrugerne ikke gider betale for meget andet end bits. En prisundersøgelse for Norden viste, at Danmark var klart billigst på priser for mobiltelefoni.

Så forbrugerne har vist vejen: man ønsker ikke advancerede tjenester, man ønsker lave priser. Og teleselskaberne ved det vel også godt: de forsøger at tiltrække erhvervsfolk, som taler mere og bruger dyrere tjenester, TDC eksporterer Telmore-løsningen til andre lande, og selskaberne tilknytter lavprisfirmaer til deres produktportefølje.

Ikke mange andre lande har så lave priser som Danmark på mobiltelefoni. Det danske marked var blandt de første (det første?) til at lancere skrabet forbrugerservice med tank-op på nettet. Og med fremkomsten af GPRS kan alle data, som ellers kunne afkræves højere priser (MMS for eksempel), sendes som just data - simple og billige data.

Jeg læser alt det her som et tegn på, at Danmark viser vejen for mobiltelefoni: det skal være billigt og simpelt. De danske mobilselskaber burde udnytte den ekspertise, de har opbygget indenfor billig telefoni og etablere lignende løsninger i udlandet. Det vil også hjælpe på det hjemlige marked. TDC er i gang. Der er ingen grund til, at konkurrenterne ikke også kommer i gang.

Internettet er noget gammelt bras

De fleste mennesker har vist indtryk af, at internettet kører meget godt og er meget effektivt. Ikke desto mindre hører man nu fra eksperter, at det langt fra er tilfældet.

En rapport Internet Mark 2 konkluderer, at udbredelsen til nye kunder er gået i stå (mao. er det for dyrt for mange), mens erfarne brugere er irriterede over nogle skavanker, nettet med dets nuværende struktur har. Her kan nævnes spam og manglende pakkeprioritering, hvilket nu resulterer i, at alle data er lige vigtige - og ergo lige langsomme om at komme frem.

Det er ikke mere end en uge siden, at Intels CIO Pat Gelsinger sammen med Vint Cerf gjorde sig til talsmand for, at der skulle laves en ny overliggende struktur på nettet, da alt for mange forskellige applikationer gjorde sådan et nyt lag nødvendigt.

Man aner i begge tilfælde, at mere regulering fra statsside synes at være en af løsningerne. Dette er interessant nyt for et internet, på hvis vegne John Perry Barlow i The Economy of Ideas frabad sig indblanding fra andre, i og med at internettet var et unikt medium og derfor ikke bare kunne forstås (og reguleres) som den fysiske verden.

I mellemtiden er vira, malware, spyware, spam og alskens andre ubehageligheder spiret frem, og problemerne hober sig op. Nød lærer i sandhed nøgen kvinde at spinde.

Fagre nye verden

Jeg var med på Dansk ITs IT-jurakonference torsdag og fredag. En af de ting, som man tager med sig derfra, er indtrykket af, at bureaukraterne er meget glade for den moderne teknologi, som omgiver os i dag. Med bureaukrater tænker jeg både på vores hjemlige embedsmænd og EU-folkene i Bruxelles.

En af de ting, som blev gennemgået på konferencen er de nye logningsregler, som Justitsministeriet (stadig) arbejder på som en reaktion på terrorangrebene i september 2001 (just tre år i dag) og Spaniensbomberne (just et halvt år i dag). Der er tale om regler, som gør, at de store ISPere skal logge ca. alt, hvad man som internetsurfer gør, IP-numre, startstidspunkt, sluttidspunkt, trafiktype (http, ftp, etc.), og meget mere.
Man er dog godt klar over, at dette logningsmonster vil være meget omfattende, så mindre entiteter (biblioteker, små boligforeninger, mm.) er undtaget fra reglerne. Så meget for at være sikker på, at alt logges - og at loven dermed faktisk vil måske virke.

Udover, at ministeriet har været meget lukket om denne proces og lang tid om det, så har arbejdet med loven også været kendetegnet ved, at ISP'erne har haft meget lidt at skulle have sagt. Det er god latin ved udarbejdelsen af love at inkludere interesseorganisationer for de mennesker eller firmaer, som loven henvender sig til. Modeordet er her dialog; loven er blevet skabt i dialog med de berørte brancher. Dette har ikke være tilfældet overhovedet i dette arbejde, men et stort møde følger senere på måneden - det første ud over en times orientering tidligere. Nå, nok surt opstød, vi må videre.

Et andet eksempel er det nye udbudsdirektiv fra Kommissionen (Dir. 2004/18/EF), som opstiller regler for, hvordan udbud skal foregå. Her er det også muligt at benytte elektronisk kommunikation som kommunikationsmetode, men allehånde regler er blevet opstillet i denne forbindelse. Disse er opstillet i direktivets art. 42, stk. 5 og dikterer meget hårde krav, som umuligt kan opfyldes for almindelig papirpost, dedikerede server, dedikerede rutiner, etc.

I begge tilfælde sidder man tilbage med fornemmelsen af, at fordi en yderligere registrering eller logning kan lade sig gøre med fagre nye verdens teknologi, så skal det udnyttes. At det ikke har kunnet lade sig gøre i hundredevis af år med papirpost eller lign. er uden betydning. Man kunne ønske sig en lidt mere nuanceret tilgang til disse emner, specielt hvis man vil sikre, at elektronisk kommunikation også benyttes - i stedet for at fedte det ind i tung regulering, som kvæler barnet i fødslen.

Forstå mig ret, jeg er ikke modstander af, at moderne teknologier skal reguleres, for selvfølgelig skal den det (hvis man er imod regulering, vil jeg retorisk gerne høre, om man så også er tilhænger af al den spam, der sendes). Men at man - fordi mulighederne er der - springer i modsatte grøft og sovser den nye teknologi ind i regulering, bare fordi man kan, hjælper ingenlunde med at udbrede tilliden og brugen af den. Og det er jo ellers noget, som politikerne på bjerget gerne ser.

Microsoft spille på Linux' hjemmebane?

Der er så vidt jeg kan se sket en interessant ændring i konkurrenceforholdet mellem Windows og Linux.

Windows har alle dage været kendt for sine features. Udtrykket "It's not a bug, it's a feature" forklarer meget godt, at man i udviklingen af Windows ikke satte sikkerheden højest, men derimod en masse lækre, skøre eller iriterende detaljer, som gennemsnitsbrugeren typisk formåede at sætte pris på. Hvis valget stod mellem om noget gjorde det nemmere for brugeren mod at det var sikrere at bruge, blev sikkerheden nedprioriteret.

Heroverfor stod Linux, som qua sine rødder i Unix og et mere nørdet image blev udviklet med sikkerhed tænkt ind i designet fra bunden af. Af samme grund havde (og har) Linux ikke så mange skøre features, som en tilsvarende Win-box vil have. Linux er af samme grund blevet ansat for mere sikkert. Open source-folkene har argumenteret for, at dette skyldes bedre kode, mens MS-folkene har sagt, at det simpelt hen skyldes den væsentligt mindre udbredelse, som ikke MS-produkter har. Mon ikke begge parter har ret; sandheden ligger nok et sted midt imellem.

Grundet de to udviklingsmiljøers forskelle i fokus, har MS også været mere aktive med at udvikle nye ting. Onde tunger vil påstå, at det er for at udvide deres monopol til andre områder, men det har været utænkeligt at forestille sig, at Linux ville udvikle en Tablet-PC eller .net . Linux har langt hen af vejen været reaktiv og først gjort noget, når Microsoft havde været proaktive indenfor et område. Microsoft var mao. typisk de første til at inkludere noget nyt i deres produkter, hvorefter Linux også fik det tilføjet. Når det så er sagt, er der talrige eksempler på, at MS har lånt og ladet sig inspirere kraftigt af deres konkurrenter og at Linux selvfølgelig ikke alene implementerer, hvad andre har fundet på. Men giver det mening at forestille sig, at Linux var først med en Tablet-PC? Og giver det mening for Linux at kunne hælde milliarder af dollars i forskning og udvikling?

Men med annonceringen af, at Longhorn vil indeholde færre nye features og med det efterhånden nogle år gamle sikkerhedsinitiative Trustworthy Computing in mente kan man ane, at Microsoft nu efterhånden skifter til den udviklingsopskrift, som Linux typisk har brugt: først og fremmest skal sikkerheden være i orden, og hvis der skal vælges mellem sikkerhed og nye features, viger sidstnævnte. Dette har indtil Longhorn-annonceringen mest haft indtryk af at være noget man har sagt, men nu skræller man bevidst features af Longhorn, så nu sker det også i praksis.

Konklusionen må være, at MS begynder at udvikle efter en Linux-inspireret opskrift: sikkerhed fremfor alt. Hermed bevæger MS sig ind i et nyt område, hvor Linux klart er på hjemmebane. Dette antyder også, at den svigtende sikkerhed i MS-produkter for alvor er begyndt at blive opfattet som et problem for MS.

Bankernes buestreng flosser

Det har været nogle hårde dage for bankerne og deres interesser. To gange indenfor et par dage har Erhvervsministeren (han hedder Bendt Bendtsen) gået stik imod bankernes interesser i et par sager. Først gav ministeren tilladelse til, at mobiltelefonoperatører kan fungere som banker, også hvad angår taletidskunder. Og senere antydede ministeren, at det måske ville være bedst, hvis der alligevel - trods bankernes modstand mod det - kom billedidentifikation på Dankortet. Ministeriet anbefalede dette i et notat, og lagde op til en mindelig løsning, hvor kortindehaveren kunne betale for at få sit billede på kortet.

Efter min opfattelse illustrerer begge tilfælde, at bankerne har sat sig op på en piedestal og har insisteret på at have ret, uden at tænke over de konsekvenser, som deres beslutning betyder for alle andre - kort sagt samfundet. Det er i bankernes optik bedre, at m-handlen over mobilos lægges død for en stor gruppe brugere (taletidkortsbrugere), end at bankerne ikke får lov til at drive denne forretning. Og det er også bedre at hive billedidentifikationen af Dankortet for at spare nogle penge i stedet for at lytte til alle de mange kortholdere og kortmodtagere, som ikke brød sig om den lavere sikkerhed, dette uværgerligt ville afstedkomme.

Ministeriet har nu afvejet de forskellige aktørers interesser og har fundet, at der er andre - og meget tungere - argumenter end bankernes. Men det mere grundlæggende problem med brug af Dankortet er ikke løst: trods de enorme besparelser, som bankerne har fået ved at få som godt som alle danskere til at bruge kortet, indføres der nu gebyr på brugen af kortet i nogle tilfælde. Børsen (se indlæg længere nede i denne blog fra den 23. juli) påviste, at bankerne allerede inden det øgede gebyr tjente penge på Dankortet og at dette overskud ikke ville falde med indførelsen af gebyr på brugen af Dankortet - til trods for, at der blev udstedt et dyrere kort - tværtimod.

Man kan derfor håbe, at disse to små nederlag for bankerne antyder en begyndende erkendelse af, at bankernes aftale med Erhvervsministeriet nok var lidt for favorabel for bankerne og at brugernes (både kortmodtagere og kortindehavere) interesser blev tilsidesat i for høj grad. Derfra og til at ændre aftalen er der nok et meget stort skridt: det bliver dyrt for ministeren at løbe fra sin aftale. I mellemtiden må vi andre så råbe så højt, at ministeren alligevel gør det.

Fortsættelse følger.

(Jeg iler med at sige, at udtrykket bankerne bruges i mangel af et bedre udtryk. Det er generaliserende og ret sort/hvidt, og jeg vil gerne ændre det den dag, et bedre dækkende udtryk præsenteres. I mellemtiden må bankerne lide under mit begrænsede ordforråd.)

Top100-nørder

Wired (selve diagrammet er desværre ikke på nettet) har lavet et diagram, hvori 100 IT-personligheder listes ud af x-aksen efter hvor seje de er, mens de efter y-aksen listes efter, hvor nørdede de er.

Mest nørdet og usej er Bill Gates, mens den mest seje nørd (selvfølgelig, fristes man til at sige, jf. mit tidligere indlæg) er Steve Jobs. I den modsatte ende findes Ralph Nader, den trejde præsidentkandidat, som åbenbart hverken er sej eller nørdet. Endelig er Cornel West (?) kåret som den mest seje ikke-nørd.

Der er mange flere end disse fire, og man har yderligere givet dem farve efter beskæftigelse. Man ser, hvordan teknikere ligger i øverste højre hjørne, mens underholdningsbranchen er rigt repræseneteret i 1. kvadrant. I tredje kvadrant (hverken sej eller nørdet) findes politikere og forretningsfolk, mens fjerde kvadrant har en del mediefolk.

Så meget for den amerikanske udgave. Det vil være helt oplagt at lave en dansk udgave af samme diagram.

Masser af navne springer frem: Hvor skal Martin Thorborg ligge? Hvad med Helge Sander? Damgaard-brødrene? Casper Christensen? Tøger Seidenfaden? Statsministeren? Janus Friis? etc. etc. Den narcissistiske kan også overveje, hvor man selv hører til?

Det er bare om at gå i gang. Ideen er hermed givet videre.

Apple - den nye fæle?

Apple har alle dage haft et godt omdømme i computerbranchen. Apple-computere er pæne at se på, nemme at bruge, giver brugeren øgede muligheder og er i det hele taget for kreative, hippe mennesker. I momodsætning hertil findes Windows- eller Linux-maskiner, der er for nørder, teknikere, kontormus og andre kedelige personnager.

Apple er derfor også set som en modsætning til specielt onde Microsoft, som misbruger dets dominerende situation og låser brugeren fast, halser bagefter hvad angår innovation (jf. den ældgamle diskussion om hvem der først brugte musen som inputmetode; Gates, der besøgte Apples udviklingsafdeling og stjal med arme og ben derfra, osv.) og ikke opfordrer til glæde og kreativitet. Mere kyniske sjæle ville sige, at når nu Apple ikke kunne være dominerende selv, så kunne de i stedet udgøre en modpol til kedelige, dominerende Microsoft.

Senest har Apple lanceret Ipoden og den tilhørende musikservice Itunes, som er blevet endog meget populær. Tjenesten kom på det rigtige tidspunkt, var fra et respekteret hardwarefirma, som musikbranchen kunne stole på og de to produkter understøttede hinanden på bedste vis. Satsningen har givet et massivt kapitalindskud til Apple, og et helt nyt forretningsområde, hvor die-hard fans priser Ipodens og Itunes' kvaliteter. Et nyt område at rekruttere disciple fra er født.

Med den enorme udbredelse, som Itunes har, er Apple tæt på at have udryddet al konkurrence indenfor området - og det inden slaget egentligt gik i gang. Jeg iler med at sige, at det endnu er for tidligt at erklære slaget om online-musik for overstået, men for nuværende har Apple helt klart fat i den lange ende. En bunke andre musiktjenester, anført af Microsoft og Real, arbejder hårdt på at ændre dette.

Jeg synes dog at ane tegn i sol og måne om, at Apple ikke er spor bedre end deres onde, kedelige konkurrenter, hvis de ellers mener det kan betale sig, og at de dermed på længere sigt kan ødelægge deres gode renomme:

Apple har for nuværende som sagt et nærmest monopollignende tag på online-musikmarkedet. Og de er parate til at forsvare dette tag med temmeligt hårde midler: Da Real tilbød software til at ændre kopibeskyttelsen på Itunes, så de kunne afspilles på Reals afspillere, var Apple meget lidt glade for dette og truede med sagsanlæg mod Reals software. Denne aktion er i modstrid med Apples image, hvor en hacker-mentalitet langt hen af vejen er blevet accepteret som et udtryk for kreativitet.

Noget kunne derfor tyde på, at Apple er parat til at ofre en del goodwill på deres "gammeldags" forretningsområder mod til gengæld at kunne få et de-facto monopol på online-musikdistribution. Deraf følger så også, at Apple seriøst satser på dette nye forretningsområde i en sådan grad, at man er parat til at kannibalisere de gamle forretningsområder - eller også håber man på, at Apples fans er så dedikerede, at de accepterer den slags opførsel.

Tanken er nærliggende, at hvis Apple kan få et monopol på online-musikdistribution, vil de opføre sig lige så grimt for at forsvare det, som de konkurrenter, firmaet typisk er blevet set som en modpol til.

Så måske er Apple om fem år at regne som en af de fæle grundet deres monopl på online-musikdistribution og deres metoder for at forsvare dette.

Mænd er for dumme til udseendebaseret adgangskontrol


Her er en historie fra Security Pipeline om, at mænd i tilfælde af billedbaserede password alt for ofte vil vælge de kønne modeller, og at den form for adgangskontrol derfor er så godt som ubrugelig, da der reelt kun vil være ganske få muligheder pr. side, som brugeren går igennem for at vælge sit password.

Jeg har blødt overskriften lidt op i forhold til den oprindelige: "Men Are Pigs, According To Password Security Researchers " Men meningen er jo den samme: Vi er nogle værre grise.

Use-net-pirateri igen igen


Så er den gal igen!, som Tæskeholdets Jan Gintberg bekendtgjorde i 1997.

Denne gang er der tale om, at Usenetservere kan bruges til piratkopieret materiale. Dette turde være velkendt; thi da så godt som alle kan sende materiale til disse servere, er det svært at sikre, at der ikke fra tid til anden vil blive sendt materiale, som krænker nogle rettigheder. Usenetserverindehaverne ved dette, og er de første til at fjerne materialet, når de bliver gjort opmærksomt på det. Der er tale om et meget omfattende arbejde med at holde øje med de tusinder og atter tusinder af nyhedsgrupper, der findes, så det kan ikke lade sig gøre at fjerne materialet, inden nogle brokker sig.

Denne gang er det Poltiken, som skriver om sagen. Det direkte link er her, men det er tvivlsomt, om det vil være tilgængeligt i al evighed. Man fornemmer en fornærmelse over, at UNI-C ikke vil gøre noget ved det kæmpeproblem, som Politiken nu har rejst.

Man ihukommer, hvordan JP for føje tid siden omtalte det samme problem. Den gang gik det ud over TDC, som var en piratericentral mm. Sagen havde en lidt anden vinkling, idet man påtalte, at TDC sparede båndbredde (=penge) ved at have det piratkopierede materiale liggende lokalt i stedet for hver gang at skulle ud og hente det. På lederplads kaldte JP TDC for en hælericentral. JP blev senere dømt for injurier i byretten i Aarhus.

Nu mangler vi bare en leder i Politiken indeholdende ordet "hælericentral" for at gøre farcen komplet.

Henning Dyremose stadig MF'er?

Henning Dyremose er en mand, som har sine meninger. Disse meninger er også ofte af en sådan karakter, at det firma, han er chef for, TDC, også vil nyde godt af dem.

Henning Dyremose har udtalt sig negativt om elselskabernes forsøg på at etablere et alternativt netværk, og just i dag synes han så, at det er uretfærdigt, hvis en tilbagegivet UMTS-licens skal sælges billigere end den pris hans eget firma købte licensen til. Skrot licensen, siger Henning Dyremose.

Det er da fint nok, at han har den slags meninger. Og det er da også fint nok, at han fremsætter dem. Men jeg tvivler stærkt på, at de hjælper TDC. Som udtalelserne fremstår, er de jo klart forsøg på at få TDC positioneret bedre, end det ellers vil være. I de to tilfælde aner man misundelse over, at et andet selskab kan købe en licens billigere, end hvad TDC selv gav for den. Hvad angår kabelnetværket, er bekymringen mere reel, men stadig fornemmer man, at TDC er bange for at få lidt konkurrence.

Med den baggrund som gammelt monopolteleselskab, som TDC har, burde hr. Dyremose måske være lidt mere åben overfor konkurrence, end evigt og altid at brokke sig over, at der er nogle, der vil udfordre TDCs forretningsområder. Det forbedrer ikke just folks indtryk af den gamle telekæmpe med den slags udtalelser.

Nu er Henning Dyremose jo gammel politiker, og det er vel også givet, at han stadig har kontakter til Folketinget, omend mange af hans gamle kolleger ikke længere sidder i Tinget. Jeg er dog bange for, at hr. Dyremose overvurderer sin indflydelse på Danmarks politikere. Der er en meget bred opbakning bag liberaliseringen af den danske telebranche, og selv ikke en nok så højtråbende tidligere finansminister kan efter min mening ændre denne linje.

Så måske skulle hr. Dyremose i stedet for formålsløst at brokke sig og derved yderligere bære ved til rygter om TDCs monopolbål næste gang stikke piben ind og ikke sige et ord.

Linux eller ingen softwarepatenter

En interessant udvikling indenfor Open Source-miljøet er sket i München. Byen blev kendt i OS-kredse, da bystyret valgte at skifte til Linux og dermed starte det hidtil største migrationsprojekt fra Windows over til Open Source.

Nu meddeles det så, at projektet er skrinlagt, angiveligt fordi man er bange for, at softwarepatenter vil ødelægge det hele.

Om ikke andet rejser denne udmelding et interesant problem for OS-folkene. Selvfølgelig vil OS-folket (eller i hvert fald de mest højtråbende) hverken have Windows eller softwarepatenter. Men, hvis man nu skal vælge mellem enten at have Linux på en række computere i en offentlig administration og se, hvordan det virker, eller skal man opgive inden projektet er kommet i gang, fordi der måske vil opstå problemer med softwarepatenter? Man kunne jo se, hvordan det gik og så tage de problemer, der muligvist ville opstå med softwareproblemer, når de kom.

Men nej. Og det illustrerer efter min mening fremragende, at OS-folket stadig væk ikke er parat til at være forretningsfolk: Man vil hellere råbe softwarepatenter og stille sig fornærmet over i et hjørne og surmule, end man vil forsøge at arbejde med at få Linux til at køre i en offentlig administration. På den måde har man taget hele OS-bevægelsen som gidsel, selvom der ikke i sig selv er noget modsætning mellem softwarepatenter og Open Source (IBM er et eksempel på dette). Fremgangsmåden er velkendt: kan man ikke få det hele, vil man slet intet have.

Og det er jo synd, at sådan en skråsikker holdning skal ødelægge et ellers interessant projekt, som jo ikke bare ville give erfaringer i München, men som også kunne bruges mange andre steder. Hvis OS-folkene vil have, at Linux mm. skal være et reelt alternativ, så må de lære at indgå kompromiser i stedet for altid at ville have ret - helt ret.

Forresten, så kunne det jo være, at Linuxprojektet kørte helt af h..... til, og at man så valgte at give op, inden det blev alt for dyrt og besværligt at gå tilbage. Og så var det jo så heldigt, at en syndebuk kaldet softwarepatenter gik forbi.....

Endelig skal jeg måske sige, at projektet ikke er lukket - det er skrinlagt, mens man undersøger de økonomiske følger. Men det har jo ikke forhindret softwaremodstanderne i at råbe op, se f.eks. kommentarerne til ovenstående artikel.

Mere Dankortballade for bankerne

Det ser efterhånden ud til, at Finansrådet faktisk spændte buen for hårdt.

Da Finansrådet efter Forbrugerombudsmandens udmelding forsøgte at ignorere henvendelsen (man var på ferie), begik man her en fejl (eller også var alle relevante medarbejdere faktisk på ferie). I stedet for faktisk at adressere problemet, fik det lov til at rumle videre i pressen. Over weekenden påviste Børsen, at Finansrådet også før ændringen til chipkort tjente penge på ordningen, og denne analyse blev så vidt jeg har forstået ikke modsagt at Finansrådet. Samtidigt påviste Børsens analyse, at bankerne ikke ville tjene mindre på Dankortet i fremtiden.

Nu melder en række politiske partier så ud, at der skal billede på Dankortet, og at aftalen i almindelighed skal genforhandles. Det er et flertal uden om regeringen, og man kan dårligt forestille sig, at Finansrådet vil få en bedre aftale, når/hvis den genforhandles. Måske gør Finansrådet bare klogt i hurtigt at give sig, inden politikerne for alvor finder ud af, hvad aftalen gik ud på. Men de er vel alle på ferie.

Finansrådet spænder (måske) buen for hårdt

Det er fascinerende, hvad bankerne (typisk i form af Finansrådet) kan komme afsted med at gøre i Danmark. Men denne gang har de måske alligevel spændt buen for hårdt.

For ikke så længe siden besluttede de at sabotere den offentlige digital signatur-løsning, af grunde som jeg mener har at gøre med misundelse over, at deres signaturløsning ikke blev valgt (man kan overveje, hvorfor bankernes løsning ikke blev valgt, når de nu havde ca. 1,7 mio. brugere derude mod TDCs ganske få brugere (sagde nogen standarder og åbenhed?)) og dermed angst for, at bankerne ikke kunne udøve kontrol på samme måde, som hvis de sad på formatet.

Nu er det så for jeg ved ikke hvilken gang, at bankerne bruger Dankortet som rambuk. Denne gang er der sendt nye Dankort ud, som indeholder et smart card. Det er jo i sig selv ganske fint; det er i hvert fald et skridt fremad mod bedre sikkerhed. Desværre har bankerne nu så travlt med at få forretningsdrivende skubbet over på denne løsning, at de sikkerhedsmæssigt tager to skridt tilbage: man udelader underskrift og billede på de nye chipbaserede kort. Og det er de færreste handlende, der har Dankort-terminaler, som accepterer chipkort.

Lad os prøve at huske på, hvorfor Dankortet blev bragt på bane: man var i bankerne trætte af at sidde og indløse checks. Derfor var tankegangen, at kunne man overbevise danskerne om, at man skulle bruge betalinskort i stedet, ville man kunne spare en masse penge på at skulle behandle færre checks. Dette ses også i den ordning, der blev lavet: bankerne tog et stort ansvar for misbrug og tab, da det stadig var en god forretning for dem at få forbrugerne til at skifte til Dankort. Og det lykkedes i stor stil efter en sløv start: danskerne bruger Dankortet som aldrig før.

Men som bekendt vil mere have mere. Så da danskerne nu i bredt omfang benyttede Dankortet, var det oplagt for bankerne at begynde at tage penge for det. Man startede med nethandelen, hvor man forlangte gebyr og vandt (der er en større risiko for misbrug ved nethandel)! Senere fik man erhvervs- og økonomiministeren overtalt til at støtte, at der kunne tages gebyr på almindelige transaktioner (50 øre).

Og nu som sagt sendes så et mindre sikkert kort på banen. Finansrådet ved godt, at det er usikkert, men håber, at det kun er en overgangsperiode, til alle handlende har en ny terminal, der kan læse smart cardet i Dankortet. Men, som Ombudsmanden skriver: »De økonomiske omkostninger, der er ved at påføre kortet billede og underskrift sammenholdt med den tillid, brugervenlighed og sikkerhed dette ville give, findes ikke at være en rimelig begrundelse for ikke at bibeholde både billede og underskrift,« (Jyllandsposten, 13. juli 2004).

Det er en god ting, at ikke bare DH&S og Forbrugerrådet er imod dette tiltag. Det er en god ting, at Ombudsmanden nu går ind i sagen. Måtte han have held til at få folk råbt op.

Går som katten om den varme grød

Dick Cheney sagde forleden "Fuck yourself" til en demokratisk senator, da denne stillede spørgsmål om Halliburton, som Cheney har haft (og har?) nære forbindelser til.

Dette omtales i en artikel, hvor man ikke ville skrive "fuck yourself", men alligevel sikre, at alle ved, hvad der tales om:

"(Vice President Dick Cheney recently used the command form of the same word on the Senate floor when he told a senator to engage in an anatomically improbable activity normally reserved for porn movies...)".

Fra Wired.

Orange og Telia

Lettere forsinket blev min spådom (om at der ved udgangen af 2003 ville være fire mobiloperatører i Danmark, 3 inkluderet, se længere nede i denne blog) for 2003 opfyldt. Det lå jo i kortene, der var konstant rygter om konsolidering, og nu er det så sket. Telia køber Orange for 4,5 mia kr.

Det sjove er, at der - udover nogle redundante medarbejdere, som mister deres job - ikke synes at være nogen tabere i denne handel. Alle er glade:

Telia styrker sin forretning i Danmark med mange flere abonnenter og en konkurrent mindre. Orange kommer trods grimme tab i længere tid ud af Danmark med skindet på næsen og fik en pæn pris for sine danske aktiver. Det vigtigste må dog være, at de kommer ud af Danmark. Der er vel en grund til, at handelen blev indgået. De to parter i handelen kunne begge se deres fordele ved at indgå handelen.

Men også forbrugerne, konkurrenterne og samfundet ser ud til at være glade. Nogle konkurrenter først:

Sonofon får lige pludseligt mulighed for at købe en 3G-licens meget billigt.Jeg kan ikke forestille mig, at prisen vil blive højere end hvad konkurrenterne har betalt. Konkurrenterne har en licens, og hvilken anden operatør er der derude, som har lyst til at byde en licens op? Jeg kan ikke komme i tanke om nogle. Sonofon må være glade.

TDC får i lighed med Sonofon en konkurrent mindre. Det er vel bedre end det samme antal konkurrenter. TDC er nærmest ligeglade.

Forbrugerne skal ikke forvente højere priser - det vil ITST sørge for med deres regulering af markedet. Måske vil tempoet på prisfald gå ned. Man kan argumentere for, at priserne snart ikke kan komme meget længere ned.

Hvad angår samfundet, så kan man sige, at salget til anden side af en hidtid ubrugt licens i værste fald være betyde status quo, i bedste fald en hastigere udbygning af et 3G-net. På den anden side kan man sige, at det er et nederlag for dansk telekomregulering, at Orange må give op. Men det er ikke nødvendigvist et problem for samfundet. Samfundet er gladt.

Nu skrev jeg, at alle er glade. Jeg tvivler dog på, at 3 er særlig glade for denne handel. De får med stor sandsynlighed Sonofon som konkurrent. Dette vil betyde, at en stor gruppe af abonnenter, som muligvis ville skifte fra Sonofon for at få 3G-telefoni, nu ikke længere har behov for at skifte. Så i modsætning til alle de andre, så får 3 ikke en konkurrent mindre. Det eneste, der kan siges at være til fordel for 3 er, at tempoet for skift til 3G-telefoni måske vil gå op. Det vil betyde flere kunder for 3, men også for deres konkurrenter. 3 kan ikke være særligt glade i disse dage.

Softwarepirateri - BSAs nyeste tal

Så kom de seneste tal fra BSA om omfanget af ulicenseret softwarebrug i verden. Den danske vinkel har været, at selv om vi har en pirateriprocent (jeg har aldrig rigtigt forstået udtrykket pirateri, men sådan er det nu engang, så lad os bare bruge det ord) på 26% i Danmark, så er vi bedst i Europa og på en global tredjeplads. Det er jo - trods al elendigheden - da fint nok for Danmark.

Det sjove er, at der ikke rigtigt stilles spørgsmål ved undersøgelsens påstande. Dette er klart et partsindlæg, og BSA har klart en ret til at skrive og mene, hvad de gør. Faktisk kan man jo sige, at BSA ikke ville leve op til sin rolle, hvis de ikke gjorde. Men at pressen ikke undersøger påstandene nærmere, ikke indhenter kommentarer fra andre, ikke lader en statistiker kigge på tallene og deres påstande, det er lidt for ringe.
Jeg er hverken statistiker eller økonom, men her er mit forsøg på at gendrive et par af påstandene:

BSA hævder uden at blegne, at hvis al software i verden var licenseret og ergo lovligt, så vlle markedet være på 480 mia. DKK, mens der kun blev solgt for 300 mia. DKK. De resterende 180 mia DKK ville komme skattevæsen, softwareværdikæden, mm., til gavn og give arbejdsplader, guld og grønne skove.

Man skal vist ikke have haft mere end sin tredje forelæsning i aldeles grundlæggende økonomi for at være blevet introduceret til begrebet priselasticitet. Dette går kort sagt ud på, at der sælges mindre af en given vare, hvis prisen på denne stiger. Det er mærkeligt, at BSA kan slippe afsted med at sige, at de sidste 180 mia. kr. vil blive realiseret, hvis der ingen pirateri var. BSA mener mao., at alle, der har prøvet piratsoftware, straks ville betale licensen, hvis de blev stillet overfor valget om enten at betale licens eller slette programmet fra deres computer?

Det er også interessant, at man argumenterer for alle de skatteindtægter (134 mia kr. for et 10 procentpoints drop i pirateriet), der vil komme, hvis software blev indkøbt på lovligt vis. BSA mener mao., at de penge, der _ikke_ bruges på at købe software, heller _ikke_ bruges på at købe noget som helst andet for (og derved afføder skatteindtægter). De ligger bare inderst i pengeskabet og venter på at blive brugt til software, ikke til noget andet.

(Og så har jeg slet ikke nævnt al den software, der sælges, fordi en ond familiefarpirat har prøvet et program og bagefter fundet det så godt, at han har valgt at betale licensen for det eller fået firmaet overtalt til at bruge det. Der findes emm ingen undersøgelser af dette. Det nærmeste er vel inden for p2p-området, hvor der er en del, der tyder på, at øget kendskab til varerne afstedkommer mersalg, som er større end tabet på kopiering).

Summa summarum: Pressen har ikke ressourcer, tid eller kompetence til at matche de ressourcer, mm., som BSA bruger på området og er derfor BSA underlegen. Det var den pæne version.

Den mindre pæne er, at det tog mig ca. ti minutter at finde ovennævnte argumenter mod BSAs påstande. Det havde pressen åbenbart ikke tid, ressourcer - eller kompetence - til at gøre.

Paswwordudlevering: briterne er snu!

Der har for nyligt været en historie om passwordudlevering, som siger noget om, hvor dumme computerbrugere er. Det startede (svjv) på The Register, hvor man fik at vide, at 60% af nogle adspurgte briter på en togstation ville udlevere deres password mod at få et påskeæg eller en lignende symbolsk præmie. Siden har man set historien mange steder med en tilføjelse om, at det nok ikke kun er briterne, den er gal med.

Det er jo sagen i en nøddeskal, der viser, hvor dumme computerbrugere er, og hvor svært det er at sikre sine systemer mod så stupide brugere.

Jeg synes dog, at historien mangler bekræftelse af, at passwordet er det rigtige. Det har jeg intetsteds læst noget om, så indtil da vil jeg formode det modsatte.

Og så er det jo dem, der fik en præmie mod at lyve, der er de snu: De fik et chokoladeæg mod at finde på noget, der kunne lyde som et password. De andre, der sagde nej, havde enten ingen fantasi eller var bare jævnt kedelige.

Så derfor, kære læser, skulle du blive udsat for et sådant spørgsmål, så svar "xyz12" eller "min kærestes navn" eller hvad der nu falder dig ind og få en præmie. Når du så har fået din præmie, kan du så spørge om, hvordan man vil sikre, at passwordet er reelt...

Flashmobs - hvad var det nu lige, det var?

For føje tid siden var der nogen omtale i medierne - i hvert fald IT-medierne - af flashmobs - altså det fænomen, at en gruppe mennesker blev informeret om at mødes et bestemt sted et bestemt tidspunkt og gøre noget bestemt.

Man kan vist i mellemtiden roligt sige, at gassen er gået af ballonen. Jeg har ikke hørt om noget møde arrangeret i Danmark i lang tid, og den aalborgensiske flashmobhjemmeside er ikke opdateret siden 31. marts _sidste_ år.

Man kan vel næppe kalde flashmobbing for vaporware, for der var jo demonstrationer af, at det kunne lade sig gøre. Man kan vel sige, at produktet viste sig at sælge dårligere end ventet. Eller at det ligesom med sms tager noget tid, inden det bliver hipt.

Sun-Microsoft-aftalen

Så indgik Sun og Microsoft en aftale, som løste alle deres juridiske slagsmål i de næste ti år. MS betaler i det hele knap 2 mia. USD og får så licens til at bruge SUNs teknologi. Sun får til gengæld nogle penge i kassen og arbejdsro.

Det tør være rimeligt klart for MS, hvorfor aftalen var interessant:
* Forlig mod endnu en sagsøger, hvorved MS slipper for udgifter til advokater, mm.
* Mulighed for at licensiere Suns teknologi, specielt Java og serversideteknologi
* Forlig med en af klagerne til EU-kommisionen over MSs monopolopførsel.
* Heraf følgende stærkere forhandlingssituation mod EU-kommissionen.
* Forlig med den sandsynligvist skarpeste kritiker af MSs produkter.

For Sun var der også fiduser i aftalen:
* Penge i en efterhånden noget tom kasse (fyringer af 3300 mennesker er blevet annonceret for at begrænse underskuddet).
* Mulighed for at licensiere Microsoft-teknologi. Dette skal nok ikke undervurderes.
* Forlig i en lang, dyr og opslidende sag. Samtidigt går EU-kommissionen videre.
* Samarbejde med den ledende softwareudvikler.

Ovenpå alt dette må man sige, at Sun synes at have været meget opsat på at indgå et forlig. Med indgåelsen af forliget falder en stor del af den goodwill, som Sun havde blandt teknikere, bort. En stor del af den virksomhedsidentitet, som Sun har haft, har været baseret på at være en modpol til MS. Denne vil også forsvinde.

Ikke desto mindre er aftalen indgået. Det korte af det lange må være, at Sun virkeligt fattes penge, og har indset, at så lang tid de har MS imod sig, vil det ikke blive bedre. Og derfor har ment, at aftalen var det bedste, de kunne få.

Læren må være klar: man er enten gode venner med MS eller også bliver man gode venner med firmaet. Når endda Sun, som har bundet så megen prestige og identitet op på at være anti-MS må strække våben, synes der ikke at være nogen vej udenom. Som aktør i softwarebranchen i dag må man sikre sig, at MS er med en; ikke imod.

I det hele taget giver denne aftale indtryk af, hvor stærkt MS står. Konkurrenter forliger deres sager med MS. Monopolet synes ikke i umiddelbar fare for at blive svækket; Linux er trods megen snak endnu ikke en aktør på desktoppen. Regulering efter monopollovgivningen har ikke syntes at bide på MS, enten strander sagen i retssystemet, mens MS i mellemtiden erobrer markedet, eller aftaler, der mest har karakter af nålestik mod MS, indgåes.

Teknisk, juridisk og finansielt kan jeg ikke se, hvad der skal svække Microsoft i den nærmeste fremtid. På den måde har aftalen med Sun ringe betydning, men må tværtimod bare ses som en påmindelse på MSs styrke.

God påske.

15-årige Jon købte ikke BT: læste avisen på Internettet

BTs spiseseddel havde i går en historie om 15-årige Jon (jeg er ikke sikker på navnet), som havde begået selvmord. Det gruopvækkende var i denne forbindelse - udover selve selvmordet, som nok ikke i sig selv ville kvalifcere ham til spisesedlen - at han havde fundet selvmordsopskriften på nettet.

Ville BT have råbt lige så højt, hvis han havde fundet selvmordsopskriften på biblioteket eller fået den fra nogle venner eller havde set en film (filmen "Wilbur begår selvmord" kunne her være et godt sted at starte*)? Ville BT have råbt lige så højt, hvis han havde brugt internettet til at finde information om forebyggelse af selvmord, f.eks. om telefonlinjer, hvortil man kunne ringe, hvis man gik i selvmordstanker? Ville BT have råbt lige så højt, hvis.. (fortsæt selv).

Internettet er efterhånden - som reklamer i det offentlige rum også har fastslået - kommet for at blive. Internettet er et medium, en budbringer, som afspejler de ting, som optager mennesker. Efterhånden er det kun en meget lille minoritet, der ikke har prøvet det. De fleste mennesker kender derfor mediet ret godt og dermed også dets fordele og ulemper og ved, at internettet ikke er hverken godt eller ondt. Internettet har om noget bare gjort det meget nemmere at finde information, som fandtes i forvejen.

Ikke desto mindre kan man fra tid til anden stadig se den slags overskrifter, hvor internettet som medium lægges for had, fordi en eller anden form for grim information findes her, hvad enten det er pædofiligruppens hjemmeside (se fint blogindlæg her om just dette) eller en folketingspolitiker, der brokker sig over tilgængeligheden af porno på nettet for store og små. Jeg tror, jeg stopper her; læseren har nok forstået, hvad jeg mener.

Det undrer mig, at man stadig kan finde tilhørere til, at internettet er ondt og skal forbydes og begrænses og at man kan lave spisesedler som ovennævnte. Jeg tror som skrevet ikke, at det er fordi man kan overbevise folk om, at det er ondt. Jeg tror som skrevet heller ikke, at man kan spille på en frygt for det ukendte hos folk; dertil kender for mange det for godt. Jeg kan ikke rigtigt se, hvorfor en sådan spiseseddel skulle fænge.

Nu er jeg ikke avismand, og mon ikke BT har mere styr på, hvad der sælger aviser end jeg har. Jeg tror derfor, at der må være en grund til, at de gjorde som de gjorde. Kan nogen forklare mig, hvad jeg har misset?




* Man har i "Wilbur begår selvmord" gjort meget for at undgå, at filmen kan bruges som inspiration til selvmord. Detaljer i forbindelse med hans selvmord skulle således med vilje være udeladt fra filmen.

En uges spam

Efter en behagelig ferie i det italienske, beklageligvis med sporadisk gprs-dækning (det lykkedes mig at sende en mms, men aldrig at tilgå min post), er man nu tilbage i Danmark til ens indbakke. Her lå der efter en uges fravær 68 stykker e-mail, som var af kommerciel og uønsket karakter. Det er ca. 10 i snit pr. dag og kunne være meget værre - omend jeg nu synes det er irriterende nok.

Om farligheden af vedhæftede filer i e-mail

Jeg synes lige, at bloggens læsere skal have dette citat med:

"Opening attachments in e-mail is one par with group needle-sharing after having unprotected sex in a Third World orgy."

Citatet er fra en Register-artikel.

Så desperate er SCO

Linux-selskabet (okay, måske et dårligt udtryk) SCOs chef har just sendt et brev til den amerikanske Kongres , hvori han påstår, at Linux er anti-amerikansk, kort sagt bør forbydes. Læs mere om brevet på f.eks. http://comon.dk/index.php?page=news:show,id=16434.

At inddrage Kongressen i forsøget på at få gennemført mærkelige ting er ikke nyt. Man ihukommer Qualcomms forsøg på det samme. Her argumenterede Qualcomm for, at der ikke skulle opstilles GSM-netværk i Irak, men derimod CDMA-baserede netværk (som Qualcomm så faktisk sidder på rettighederne til), også selv om det nærmeste andet CDMA-baserede land ville være Sydkorea. Opmærksomme læsere husker, at dette ikke blev udgangen på den sag: selvfølgelig blev det besluttet at sætte GSM-netværk op i Irak.

Faktisk virkede indslaget lige omvendt. Omend en marionetfigur blev brugt til at foreslå foreslaget (det var den lokale kongresmand Darrell Issa, og ikke Qualcomm selv), fremstod Qualcomm i industrien som desperate i deres forsøg på at få nogen til at bruge CDMA. Qualcomm blev til grin og fremstod bagefter ikke mere seriøse som forretningspartnere.

Nu har SCO så forsøgt det samme. Andres erfaringer tyder ikke godt. Aktionen kan måske derfor netop bedst beskrives som et eksempel på, hvor desperate SCO efterhånden er.

Foreslår ny lov parallel til Godwins lov

Godwins lov siger, at som længden af en internettråd stiger, går sandsynligheden for, at Hitler eller nazister nævnes, mod 1. I samme åndedrag er det tradition i nyhedsgrupper, at hvis en debattør bruger Hitler- eller nazistargumenter, har denne automatisk tabt, og videre diskussion er nytteløs.

Foranlediget af visse debatter vil jeg foreslå en lignende lov, denne gang gående på udtrykket lemming eller lemminger. At beskyde modstanderen for at være dette lille prægtige dyr er en anden måde på at sige, at modstanderen ikke har dannet sig sin egen selvstændige mening om sagerne, og at debattøren ved bedre. Endvidere ligger der i udtrykket, at debattøren selv har set lyset, i modsætning til det store flertal, som er domt og dovent, som bare halser med de andre, med strømmen.

Jeg håber også, at Godwin-lovtraditionen følger med over, således at hvis en debattør bruger lemmingeargumentet, har vedkommende tabt diskussionen.

Så skal vi til det igen

Nyt fra Eolas patentsag mod Microsoft i USA: Dommeren har dømt, til trods for, at patentet er genstand for geneksamination ved den amerikanske patentstyrelse (USPTO).

Snart når nyheden også Danmark, og så kan vi begynde at høre de sædvanlige kommentarer for (og specielt imod) softwarepatenter.

Er ophavsretskrænkelse tyveri eller ej?

Man hører så jævnligt folk i diskussionsfora (jeg tænker her specielt på Computerworlds diskusssionsforum) argumentere for, at ophavsretskrænkelse ikke er tyveri, når det angår musik og film,

1) da pladebranchen er nogle dumme svin, som selv er ude om det,
2) da man jo ikke stjæler noget fra andre, fordi alternativet var, at man ikke selv købte det, hvis man skulle betale fuld pris,
3) da man jo ikke vil beholde det, men allerhøjst lytte til det og så bagefter evt. købe musikken,
4) da det er en del af ens rettigheder at dele musikken med en ven (og nå ja, resten af Kazaas brugere),
5) da (find selv på flere argumenter).

Nu er der så kommet mistanke om, at Kiss har stjålet kode fra en ungarnsk videprojekt under GPL, og så skal man bare høre:

1) GPL kan ikke gradbøjes
2) GPL er ikke en rettesnor
3) GPL baserer sig på ophavsretsloven, som lige pludselig er god nok,
4) det er ikke i orden, at man låner uden at underkaste sig lånerens licens,
5) (find selv på mere).

Tilbage er vel kun at bemærke, at der synes at være forskel på reaktionerne afhængig af, hvem skurken er. Er det et GPL-projekt, er der ingen nåde, mens sagen er en helt anden, når det gælder musik og film.

< nyere indlæg | ældre indlæg >

Ugenr.dk · BMI.fit · Coder’s Toolbox