Right on targIT
fredag 23. april 2004 kl. 12:02

Paswwordudlevering: briterne er snu!

Der har for nyligt været en historie om passwordudlevering, som siger noget om, hvor dumme computerbrugere er. Det startede (svjv) på The Register, hvor man fik at vide, at 60% af nogle adspurgte briter på en togstation ville udlevere deres password mod at få et påskeæg eller en lignende symbolsk præmie. Siden har man set historien mange steder med en tilføjelse om, at det nok ikke kun er briterne, den er gal med.

Det er jo sagen i en nøddeskal, der viser, hvor dumme computerbrugere er, og hvor svært det er at sikre sine systemer mod så stupide brugere.

Jeg synes dog, at historien mangler bekræftelse af, at passwordet er det rigtige. Det har jeg intetsteds læst noget om, så indtil da vil jeg formode det modsatte.

Og så er det jo dem, der fik en præmie mod at lyve, der er de snu: De fik et chokoladeæg mod at finde på noget, der kunne lyde som et password. De andre, der sagde nej, havde enten ingen fantasi eller var bare jævnt kedelige.

Så derfor, kære læser, skulle du blive udsat for et sådant spørgsmål, så svar "xyz12" eller "min kærestes navn" eller hvad der nu falder dig ind og få en præmie. Når du så har fået din præmie, kan du så spørge om, hvordan man vil sikre, at passwordet er reelt...

Kommentarer

Kommentarfunktionen er ikke aktiv for dette indlæg.