Christians udmærkede weblog

Stjernen over Vesterbro

Solen skinner altid på stjernerne. I hvert fald på os her i Kaalundsgade. Men tidspunktet på døgnet taget i betragtning kunne jeg godt regne ud, at det ikke var solens skyld, at gaden lå badet i lys. Mon det så var fjernsynet, der var ude og filme og havde sat projektører op? Nej, så meget spændende sker der heller ikke her i 1664 København V. End ikke en perifer Stein Baggger-forbindelse kan vi prale af.

Det viste sig såmænd at være kommunen, der havde monteret nye gadelamper, og dem er der sørme knald på. Væk er alle vinterdepressioner, og glemt er julestress og finanskrise. Som en ekstra bonus behøver beboerne i stuen og på første sal ikke længere at have lys tændt i de rum, der vender ud mod gaden.

Således oplyst burde det være let for samme kommunes embedsmænd at konstatere, hvor meget affald der ligger og flyder på gaden. Og med lidt held vil de sende en af deres mange fejemaskiner, der plejer at køre rundt inde i Indre By, herud hinsides voldene, hvor vi andre bor, og hvor pizzabakker og papkasser kan ligge og flyde i ugevis. Det vil være lækkert.

Apropos lys over land og – især – by er det jo sæson for ophængning af lysende tingeltangel og gran i bløde buer over gaderne – en ældgammel tradition, som er omtalt allerede i Johannesevangeliet. De mest ihærdige er i gang allerede i første halvdel af november, hvor Bondam giver sin officielle velsignelse til ophængning af julepynt. Og det er lækkert. Endnu mere lækkert er det, at de handlende på Værnedamsvej ventede til sidst i november med at hænge deres udsmykning op. Det skal de have ros for. Hver ting til sin tid.

(Retfærdigvis skal det siges, at jeg egentlig synes, at kommunen gør mange fine ting for at gøre byen lækker, hvis fortjeneste det så end er.)

Om lidt kommer Anders, og vi skal have and til aften, og i morgen skal vi se Nøddeknækkeren på Gamle Scene. Jeg skal kun købe én julegave i år, og den har jeg købt. Så nu kan der godt blive jul på Vesterbro. Det er her, det sner (med ca. 17% sandsynlighed).

Retsstaten, det er mig

Beskæftigelsen er høj, og det er svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Alligevel ville det være ønskeligt, om statsministeren havde gjort bare lidt mere for at finde en kvalificeret kandidat til jobbet som justitsminister, så vi ikke skulle trækkes med en person, der mangler forståelse for helt basale emner inden for sit resortområde. Den gamle justitsminister var da i det mindste uddannet jurist. Men nu behøver man jo heldigvis ikke være højesteretsdommer for at kunne udtale sig definitivt om skyldsspørgsmål:

[...] jeg kender sagen, og når PET vurderer, at en mand er til fare for statens sikkerhed, så er han til fare for statens sikkerhed, siger justitsministeren uden smålig skelen til princippet om magtens tredeling, og så skulle den ged jo være barberet. Derfor forstår man hans irritation, når Højesteret kaster grus i maskineriet ved end ikke at finde det sandsynliggjort, at bemeldte person har gjort sig skyldig i noget, der kunne retfærdiggøre en fængsling.

[...] jeg er også sikker på, at de (PET) kun fremlægger en sag, hvor de er sikre, fremturer han videre. Sidst jeg tjekkede virkeligheden, skete det fra tid til anden, at anklagemyndigheden tabte en sag ved domstolene, men disse instanser er åbenbart gået hen og blevet ufejlbarlige på det seneste.

Hos regeringspartneren Venstre finder man det mærkeligt, at man kan få erstatning for uretmæssig fængsling (endda med en bemærkning om, at man må stå vagt om retssamfundets principper), nu når PET jo mener, at han er skyldig, mens man i oppositionen har travlt med at slå bak og få afskaffet de administrative udvisninger, som man selv var med til at indføre i 2002.

Muligvis skyldes ministerens udtalelser ikke ignorance men derimod blot det synspunkt, at individets frihedsrettigheder må vige for samfundets efter ordensmagtens diskretion. Det er trods alt et legitimt synspunkt og dækker over en praksis, der er en udbredt og effektiv måde at skaffe sig af med uvenner af staten i visse dele af verden. Det er dog næppe konservativ politik at gøre Danmark til et totalitært regime, hvor folk dømmes af politiet, politikerne og folkeopinionen i stedet for af domstolene. Man kritiserer stadig USA for de retsløse tilstande i Guantanamo, og i sin grundlovstale betonede den tidligere partiformand vigtigheden af at værne om bl.a. den personlige friheds ukrænkelighed.

Så ministerens udtalelser må vel først og fremmest opfattes som populistiske udtalelser i en blodrus. Eller hvad, Brian Mikkelsen?

De nære ting

Det kan godt være, at pensionsopsparingen efterhånden er gået op i røg. Til gengæld fandt jeg en 100-kr.-seddel på gaden i morges :-)

En rød klud

Villy Søvndal slår i sin grundlovstale fast, at "for [ham] – personligt – signalerer tørklædet ikke ligestilling. Tværtimod." Dermed tilslutter han sig rækken af mere eller mindre velmenende politikere og kvindesagsforkæmpere, der i den seneste tid har stået i kø ved mikrofonen for at udtale sig om, hvad muslimske kvinder signalerer ved at bære tørklæde.

Nu vil jeg ikke forklejne disse menneskers dybe indsigt i muslimske kvinders bevæggrunde, men jeg vil vove den påstand, at de skyder holdninger i foden på en stor del af de kvinder, de taler om. Der findes givetvis undertrykte kvinder, der lever op til fordommen. Men der er vist ikke belæg for at sige, at tørklædebærende kvinder i almindelighed er undertrykte. Eller for den sags skyld er tilhængere af Sharia, offentlig stening, omstyrtelse af demokratiet, eller hvad de ellers beskyldes for, når bølgerne går højt.

Hvis man endelig vil bekæmpe undertrykkelse af kvinder, virker det ikke som den snedigste strategi at pege fingre ad de undertrykte. Derimod kan man frygte, at det kan få uheldige konsekvenser for integrationen, når man stiller sig op og mistænkeliggør en så stor minoritet. Især når kritikken ikke blot kommer fra de erklærede antimuslimer men fra dannede mennesker i begge ender af det politiske spekter. Forestil dig at skulle stå model til den slags.

Man kunne let få den mistanke, at det i virkeligheden slet ikke var de tørklædebærende kvinders velbefindende, der lå "tørklædeskeptikerne" på sinde, men noget helt andet. Men det skal jeg nok undlade at kloge mig på.

Så tager vi cyklerne lidt tilbage

Det er mig kilde til evig forundring og fornøjelse, hvor billigt det er at få repareret sin cykel. Når man bruger cyklen hver dag, skal den jævnligt til smeden og have skiftet lidt dele, men det er godt nok håndører, det koster, sammenlignet med andre transportmidler. Arbejdsløn er som regel ikke noget, man betaler særskilt for. Dimser og dippedutter koster som oftest ikke mere end en busbillet, og prisen for større udskiftninger overstiger sjældent prisen på et gråt klippekort. De årlige udgifter til reparation er lavere end prisen for at få skiftet et knust lygteglas på en bil. Og hvis man bliver træt af sin havelåge, kan man erhverve en spritny for mindre, end hvad et serviceeftersyn koster på et autoværksted.

Det er min erfaring, at cykelsmede ofte er meget beskedne mennesker, der næsten er kede af at fortælle, hvad tingene koster, og som gerne ringer og beder om accept af, at de skifter en del til 400 kr. Denne betragtning gælder dog kun traditionelle cykelsmede og ikke forretninger, der primært sælger cykler.

Jeg beklager mig bestemt ikke over, at det billigt at få ordnet cykel. Til gengæld vil jeg gerne påtale de fleste cykelsmedes åbningstider og udbud af lånecykler, der desværre ofte ikke kompatible med, at man bruger cyklen som sit primære transportmiddel til og fra arbejde og ofte har behov for at få den indlagt akut og samtidig komme videre til eller fra arbejde, hvis ikke man kan få den ordnet med det samme.

Her til aften var jeg dog heldig at komme forbi en cykelsmed med længe åbent, just som min kæde var knækket. Kl. 18.25 indleverede jeg cyklen, og kl. 19 havde jeg fået ny kæde, krank og bremseklodser for 550 kr. Hvad mere kan man ønske sig? Ja, o.k., måske en kebab ved højtiderne og en smule kjærlighed, men så da heller ikke mere.

Efter at kompagniet i foråret flyttede til det pittoreske Nordvestkvarter, har jeg fået lidt længere til arbejde. I den forbindelse købte jeg mig et regnsæt for at undgå, at regndråber skulle dryppe i mit hår under transporten. Det var ikke uden betænkeligheder, for jeg har set, hvor irriterende tilfredse, nærmest frelste, (og tørre) folk med regntøj ofte er. Jeg overvejede, om ikke det mere var min stil blot at blive våd. Men jeg faldt til patten. Og jeg måtte da også efterfølgende tage mig selv i at holde for rødt i et lyskryds i silende regn og betragte mine gennemblødte medtrafikanter med en bedrevidende mine. Måske skyldes det alderen. Jeg rundede et skarpt hjørne i sidste måned.

Nå, men nu ikke mere snak om trafik. Det dør man bare af.

Hverdagsdrama

Det er mærkeligt, at en hverdagsbegivenhed som rens af et tilstoppet afløb ikke bruges hyppigere i fiktionen som metafor for den klassiske kamp mellem det gode og det onde.

Skabelonen passer ellers perfekt. Alting starter godt, men velfærden i husstanden trues af en ydre fare (et stoppet afløb). En heltemodig beboer ser frygten i øjnene og stikker klør fem ned i det grumsede dyb for at konstatere, at afløbet vitterligt er stoppet til. Ved snilde (en svupper) og/eller brutal råstyrke (kemikalier) får vor helt trængt sæbe-hår-bollen ud i faldstammen, hvor den forsvinder i dybet med en forløsende bløp-shp-shp-shp-lyd. Herefter alt igen ånder fred og ro i det lille hjem, solen skinner og så videre.

Ævl og kævl

Visse sager formår at fylde meget i den offentlige debat, ikke fordi de har stor betydning for folks dagligdag, men fordi de er kontroversielle og samtidig lette at forholde sig til. Sagerne går i selvsving og ender med at bestå i kraft af sig selv.

Jyllands-Postens trykning af Muhammedtegningerne kan i sig selv dårligt siges at være en specielt voldsom handling. Men det var dæleme noget, der kunne få en gruppe muslimer til at fare i flint, hvilket resten af verden så kunne kagle om i månedsvis. Enhver med en tocifret intelligenskvotient kunne på under et sekund danne sig sin egen mere eller mindre fladpandede holdning til emnet, som vedkommende derefter fluks kunne begynde at udbrede til alverden via endeløse rækker af blogindlæg, læserbreve, kantinediskussioner osv. Der var ingen fakta eller rationelle argumenter, der kunne bringe parterne nærmere hinanden og de evindelige diskussioner til ophør.

I den senere tid er der blevet brugt meget krudt på at diskutere tørklæder. Dvs. ikke tørklæder i selv men hvad tørklædebærere mener. Dvs. ikke hvad tørklædebærere selv siger, de mener, men hvad andre siger, at de mener, og hvilke konsekvenser disse meninger skal have for tørklædebærerne. Se, det er virkelig noget, der kan skabe røre i andedammen.

Jeg kunne fristes til at give min mening til kende om emnet. Ikke fordi emnet er interessant, men fordi jeg undrer mig over, at et så banalt spørgsmål i den grad kan dele befolkningen og få ellers moderate politikere til at udtrykke indtage nogle efter min mening ret radikale holdninger.

Men jeg skal nok spare jer. Det er for let og uinteressant. Mine meninger er der sikkert allerede redegjort for andetsteds et utal af gange. Det tjener intet formål at gentage dem udover glæden ved at høre sig selv. Der er vigtigere ting at bruge sit krudt på.

Undskyld forstyrrelsen.

Dagens trivia: Om mænd og kvinder

Fra bemærkningerne til den netop vedtagne lov om etableringen metrocityringen:

8. Ligestillingsmæssige konsekvenser
En svensk ligestillingsvurdering fra oktober 2005 af den offentlige trafik i Sverige viste (bl.a.), at kvinder i højere grad end mænd rejser med tog og bus, mens mænd i højere grad rejser med fly og båd.

Sådan! Det lyder næsten som en L'easy-reklame. De anfører dog ikke, at mænd også kan lide at køre i bulldozer og tank, mens kvinder foretrækker damecykler med blomsterguirlander viklet om cykelkurven, men undersøgelsen gælder muligvis kun offentlige transportmidler.

Jeg skal i øvrigt beklage mit lange fravær fra bloggen. En del af forklaringen vil blive omtalt i et senere indlæg.

Kanalrundfart

Der er sket en del på tv-fronten på det seneste.

TV-Avisen er begyndt at sende i 16:9-format. Det betyder, at der på mit ikke videre moderne fjernsyn kommer bjælker i top og bund (letterbox), hvilket ikke er det store problem. Det bliver til gengæld irriterende, når arkivmateriale og klip fra andre tv-stationer kun findes i 4:3-format, og DR vælger at sende dette med sorte bjælker i siderne (pillarbox), hvorved min i forvejen ikke voldsomt store tv-skærm har bjælker hele vejen rundt, og de levende billeder er henvist til et lille frimærke på midten. Det skete hyppigt i starten, men nu har de efterhånden lært at bruge bredformatet fornuftigt, f.eks. når værten fortæller i den venstre tredjedel af skærmbilledet, mens der kører billeder i de højre 2/3. Det fungerer rigtig godt og er et fint eksempel på, at 16:9 giver nye muligheder (modsat det hyppigt fremførte argument, at 16:9 er tættere på synsfeltets proportioner end 4:3, hvilket i mine øjne (!) er noget søgt).

Desuden kan jeg glæde mig over, at TV-Avisen har skruet lidt ned for mængden af animationer og andet tingeltangel i deres præsentationsgrafik. Det nye roligere røde design klæder TV-Avisen bedre og harmonerer i større grad med programmets rolle i mediebilledet.

Til gengæld må man konstatere, at ambitionsniveauet mht. brug af flere kameraer stadig ikke er tilpasset værternes evne til at vælge det rigtige kamera at tale til, især ikke i magasinprogrammerne, der sendes umiddelbart efter TV-Avisen. Udbyttet ved at skifte kameravinkel i tide og utide opvejer efter min opfattelse ikke irritationen ved, at værten så jævnligt kigger det forkerte sted hen.

Selvom DR's overgang til 16:9 så småt kører på skinner, går der indimellem stadig kludder i den på TV-Avisen, hvor klip vises i forkerte proportioner, så folk bliver meget brede eller meget smalle i ansigterne. Iflg. DRåben skyldes dette enkeltstående menneskelige fejl ved redigeringen, og det kan jo ske. Til gengæld synes det konsekvent, når deres sendes 16:9-programmer på de svenske kanaler, samt når TV3 og 3+ lejlighedsvis viser en film uden pan-scan-beskæring (dvs. hvor siderne af det brede billede er skåret af, så det fylder hele 4:3-skærmens højde), så sker det i anamorfisk widescreen, dvs. hvor bredformatbilledet er strakt ud af proportioner, så det fylder hele 4:3-skærmens højde, dvs. skuespillerne er smalle i ansigterne. Det er noget, som nyere fjernsyn kan kompensere for, og gevinsten er, at seere med den slags apparater får en lidt højere vertikal opløsning. Men på mit gamle Samsung er tv-oplevelsen temmelig kummerlig. Jeg er langt fra den eneste, der har det problem, og det virker som en lidt besynderlig prioritering fra disse tv-kanalers side. Denne anke går dog nok hen over hovedet på de forbløffende mange 16:9-tv-ejere, der pinedød skal have glæde af hele skærmarealet på deres dyre investering og derfor klipper og trækker ethvert 4:3-program til ukendelighed.

SBS har trods gentagne forsøg vist aldrig haft synderligt held med at lade deres kanaler skifte navn og kanalplads, men det lader de sig ikke kue af. I mellemtiden ser vi en lind strøm af nye tv-kanaler fra TV 2.

Senest er TV 2 News til min store begejstring gået i luften. Kanalen blev i starten mødt med jantelovsagtige vrøvleargumenter, som at Danmark ikke skulle være stort nok til en 24-timers nyhedskanal (så længe TV 2 kan finde økonomi i dette, hvilket ikke er åbenlyst usandsynligt, er logikken bag dette rationale mig uforståelig), og folk lo også af deres helikopter. Jeg synes, det er rart at kunne se nyheder, når det passer mig, og hos mig klarer det sig fint i konkurrencen med 27. reprise af Frasier. Derudover er det mere hardcore nyheder end fx TV 2 Nyhederne, der satser på nærhed, manden på gaden og lign., der skal lokke de nyhedsignorante til at se nyheder.

News er blevet den kanal, jeg starter på, når jeg tænder for fjernsynet, og ofte står den og kører i baggrunden. Dog ved jeg, at jeg skal holde mig væk omkring minuttallene 12, 27, 42 og 57, hvor TV 2 lefler for den del af befolkningen, der nærer en uforklarlig interesse i, hvordan vejret er og bliver, herunder dagtemperaturer i alverdens riger og lande. Vejrudsigten efterfølges af reklamer for FIH Erhvervsbank, Siemens og TDC, som jeg efterhånden har set nok gange. Til gengæld har jeg endnu ikke luret, hvornår de såkaldte magasiner kører – dem kan jeg også godt være foruden. Men alt i alt er jeg stor fan af News, der for en gangs skyld er et nyskabende indslag på fjernbetjeningen.

Af radio hører jeg stort set kun P1 på min clockradio om morgenen. Men det bliver spændende at se, hvad TV 2 Radio kan tilføre æteren, når den går i luften i næste uge. Det bliver nok ikke revyviser og oplæsning af Steen Steensen Blicher.

Pakketab

Jeg var i dag på posthuset (ja, det lykkedes mig at ramme det korte interval, hvor de har åbent) for at sende en pakke. Den venlige postdame mente ikke, at min pakke var forsvarligt nok pakket ind "til det danske postvæsen", som hun sagde. Hvis det regnede, kunne der jo komme vand ind af kassens bærehåndtagshuller (den slags som også er i flyttekasser). Jeg var ikke klar over, at pakker blev efterladt udendørs i regnvejr, men sådan lærer man jo hver dag. Postdamen var dog ikke så venlig, at hun ligefrem ville hjælpe med at sætte lidt tape hen over hullerne, så jeg forlod posthuset med uforrettet sag.

Heldigvis ligger der lige ved min bopæl en Blockbuster, hvor de for nylig er begyndt at tage imod pakker for pakkedistributøren GLS. Her gik jeg hen efter at have dækket hullerne i papkassen med tape. Den første ekspedient, jeg henvendte mig til, havde tilsyneladende ikke prøvet at tage imod en pakke før, så han fik hjælp af en kollega med at udfylde formularer og sætte stregkoder på. Til sidst siger kollegaen, at han skal huske ikke at stille pakken sammen med de ting, der skal smides ud, hvilket åbenbart var sket før! I stedet blev han opfordret til at stille den under kollegaens skrivebord. Det lugter ikke ligefrem af ISO 9000.

Her burde jeg nok have taget pakken under armen og være gået min vej. Men grundet min ukuelige optimisme/naivitet/dovenskab/alle førnævnte lod jeg dem gøre forsøget. Så nu venter jeg spændt.

Opdatering: Jeg har ikke talt med modtager, men iflg. GLS' Track & Trace-system er pakken leveret. Juhuu. Jeg var ellers lige ved at blive yderligere bekymret, da systemet ikke ville kendes ved min sporingskode. Det lykkedes mig dog at slå pakken op, da jeg efter lidt nørklen på webstedet fandt en lille notits om, at første og sidste ciffer af koden ikke skal indtastes. Det er åbenbart ikke muligt for systemet at se bort fra disse overflødige cifre, såfremt jeg uvidende bruger formaster mig til at indtaste hele koden. Men det er sikkert logisk for folk, der sender mange pakker.

Ugens replik

Min søster og jeg var på Café Ketchup og spise i går. Efter maden bestiller jeg en caffè latte og min søster en caffè latte med vaniljesirup. Da servitricen kommer med bestillingen, stiller hun de to glas på bordet og siger: “Jeg kan ikke huske, hvilken af dem der er sirup i, men I kan smage det lige med det samme.”

Det giver sig selv, at vi var påholdende med drikkepengene. Det var ikke fordi, at betjeningen i forvejen imponerede med sin årvågenhed. Men maden var nu ganske udmærket.

Blogbot 2.0

Den kære Blogbot har ikke flyttet sig meget, siden jeg overtog sitet i 2002 (damn, det er længe siden – og så i internettid). Det har der gennem længere været berettiget kritik af, senest hos Rasmus (fra hvem jeg har stjålet titlen på dette indlæg).

Men nu har jeg med fornyet iver kastet mig over den kære gamle bot. Derfor inviterer jeg hermed folk til at komme med gode idéer til nye funktioner. I må gerne motivere de enkelte forslag.

X-Files

I kølvandet af 11. september 2001 er der opstået en række konspirationsteorier, der sætter spørgsmålstegn ved, om den amerikanske præsident har haft forhåndskendskab til eller ligefrem aktiv har medvirket til angrebene på bl.a. World Trade Center. Det virker måske fantasifuldt, men der findes i hvert fald ét veldokumenteret fortilfælde, hvor det amerikanske forsvarsministerium har planlagt – men ikke fuldbyrdet – et fingeret angreb på USA, der skulle fungere som anledning til at gå i krig mod Cuba.

Ligeledes verserer der sejlivede teorier, der sætter spørgsmålstegn ved, om månelandingen i 1969 overhovedet fandt sted. Igen virker det fantasifuldt, men på den anden side er det vel ikke utænkeligt, at man under den kolde krig skulle finde på at optage en ekstra "månelanding" i et filmstudie – blot for en sikkerheds skyld.

Som sådan virker begge teorier interessante, og det kunne være interessant at få belyst, om der mon var noget om snakken. Problemet er bare, at diskussion af den slags er dømt til at ende galt. På den ene side står de paranoide, der hader den amerikanske regering og al dens magt og alt dens væsen. På den anden side står de autoritetstro, der blindt stoler på den officielle forklaring og ligefrem finder det useriøst at stille spørgsmålstegn ved eventuelle uregelmæssigheder. Vi andre lidt mere nuancerede mennesker konkluderer, at vi ikke har forudsætninger for at konkludere noget med ret stor sikkerhed. Og pressen, der jo burde gå ud og grave i sandheden, nøjes som regel med at skrive én samlet artikel, der konstaterer, at emnet er omgivet af konspirationsteorier, og som så dementerer de mest langt ude.

Problemet med mange konspirationsteoretikere er, at de overfortolker og konkluderer ud over enhver rimelighed. Hvis en mindre sandsynlig begivenhed indtræffer, bliver det ført frem som det pureste bevis på urent trav. Og hvis der konstateres en uregelmæssighed i den officielle forklaring, bliver det straks brugt til at digte de mest fantasifulde forklaringer.

Resultatet er, at hvis man stiller sig skeptisk over for den autoriserede forklaring, så bliver man sat i bås med de rablende konspirationsteoretikere og dermed betragtet som småskør. Det kunne paradoksalt nok antyde, at hvis regeringen rent faktisk havde lavet noget snavs, så ville det bedste slør være at lække historien til de småparanoide, der så vil krydre historien med deres egen fri fantasi, hvorefter ingen fornuftige mennesker vil høre tale om den slags vrøvl.

Hvis man skal til bunds i en konspirationsteori, skal man ud og indhente bevismateriale, tale med vidner og eksperter og i det hele taget lave detektivarbejde. Man kan ikke sidde hjemme i gummicellen sidde og tænke sig frem til, om det var regeringen, CIA, jøderne eller nogle helt fjerde, der stod bag 11. september-angrebene. Medmindre man ligefrem kan få nedsat en undersøgelseskommission, så må det være pressens opgave at grave i sagerne og se, om der ligger noget gemt. Og målet må være ikke at gætte sig frem til den helt store konspiration men i stedet slå ned på enkeltpunkter, hvor der beviseligt er noget, der ikke stemmer, og så konfrontere myndighederne med dette.

Læseren formodes nu at være interesseret i, hvor rablende bims forfatteren er. Tvivler han virkelig på, at månelandingen i 1969 fandt sted, eller at 9/11-angrebene kom bag på den amerikanske regering? Næh, ikke specielt. Men især omkring 9/11 er der nogle ting, der umiddelbart virker temmelig mystiske. Det behøver ikke at bevise noget, og der kan meget vel være en god forklaring, men jeg savner en kritisk gennemgang af nogle af disse punkter fra en troværdig kilde, der ikke begrænser sig til lænestolsjournalistik eller tankespind, men som har været ude i marken og undersøgt sagen.

The truth is out there.

Flydende fornøjelser

Weekenden er afsat til opgaveskrivning til mit HD-studium, men som en lille overspringshandling (en af mange) vil jeg lige komme med en anbefaling af tre drikke, hvoraf to p.t. findes i mit køleskab (følte behov for at forkæle mig selv under opgaveskrivningen) – deraf inspirationen:

• Hindbærdrik fra Valsølille/Brämhults – ufortyndet og tyktflydende smag af barndom i mormors have. Forhandles bl.a. i Irma og 7-Eleven (de har jo alt). Søbogaard laver også en udmærket hindbærsaft, men den er trods alt uden sammenligning med Valsølille-drikken.
• Kakaomælk fra Thise Mejeri – smager af ægte, mørk chokolade uden den mærkelige papagtige smag, der normalt kendetegner færdigblandet kakakomælk. Brygget på glade økokøer med krølle på halen. Forhandles bl.a. i Irma. Ryst kartonen godt inden åbning.
• Hyldebærsaft (ikke hyldeblomst) fra (Arla-ejede :-/) Rynkeby – mild og kompleks. Min favorit blandt rød saft. Kan fås i Føtex.

Prøv dem – men drik dem af små glas, og husk at slukke for fjernsynet i mellemtiden (ellers er det spildt ulejlighed).

Mit navn er Christian. Jeg er fastfoodafhængig.

Siden årsskiftet 2004/2005 har jeg uden særlig årsag (udover at data og statistik altid er godt) ført log over mit fastfoodforbrug. I særdeleshed har jeg ikke tænkt mig at bruge oplysningerne til at beregne kalorieindtag eller udgifter eller til at anslå tidspunktet for min død.

Interesserede/bekymrede kan følge med i løjerne.

En tilsvarende log over mit forbrug af kaffe, internet og Frasier er under overvejelse.

Opdatering: Nu kan opdateringerne tilmed fås intravenøst som RSS-feed.

De våde elementers rasen

Nu er det over et halvt år siden, jeg flyttede ind, men indtil i forgårs havde jeg – temmelig kortsigtet – ikke fået tilsluttet min opvaskemaskine. Nu laver jeg sjældent mad, så det er beskedent med opvask, jeg genererer, og jeg tog det derfor ikke så tungt at vaske op i hånden, selvom opvask godt nok er blandt de ting, mit liv er for kort til. Ikke desto mindre havde der over de sidste 3 ugers tid (svarende til alt at disponibelt materiel i morgenmadstallerkener havde været i brug) akkumuleret sig en opvask med tiltagende størrelse og lugt. Dette var årsagen til, at jeg omsider fik besøgt Silvan og investeret i de sidste dippedutter, så maskinen kunne logge på vandforsyningen og elnettet. Samme forretning var dog ikke leveringsdygtig i det rette T-stykke, så opvaskemaskine og vaskemaskine kan logge på kloaknettet vha. samme slange, så indtil videre må jeg flytte afløbsslangen mellem maskinerne.

Stor var forventningens glæde derfor, da jeg i forgårs skulle starte dyret for første gang på denne adresse. Men ak! Jeg havde mod forventning ingen hestepiller (opvaskemiddel) på lager, så jomfrurejsen måtte udskydes. Jeg havde ellers sørget for afspændingsmiddel. I dag, da slaget skulle stå, vil den så have salt. Det får nu lov at vente til en anden dag, så nu står den og summer lystigt (af sol over enge).

Men den er godt nok et krævende monster. Det næste bliver vel, at den vil have smykker, mobiltelefoner og kærlighed. Jeg har købt den en stikprop med jord, som skal monteres i stedet for det nuværende Schuko-stik. Jeg håber, at det gør den så glad, at den undlader ustandseligt at give mig stød, når jeg rører ved den, det sure bæst (jeg ville jo bare …). Så bliver der forhåbentlig ro på hjemmefronten. Opvaskemaskinens plads er nu engang i køkkenet (jf. 2. Mosebog), og det må den lære at leve med.

Nå, men nok om mig …

Fra sædvanligvis pålidelig kilde (mig) oplyses det, at vandet i havnen her ved fyraften var 19° C, hvilket var tilstrækkeligt til at indlede badesæsonen. Badeanlægget ved Fisketorvet lå delvist i skygge bag det nye Copenhagen Island Hotel, der er under opførelse, men det er nok kun et problem allersidst på eftermiddagen.

Spænd hjelmen

Berlingske Tidende har indsamlet reaktioner på filmen Da Vinci-mysteriet:

I Indien har filmcensuren beordret en tekst indsat, der gør opmærksom på, at der er tale om fiktion. Både fra kristne og muslimer er der rejst krav om et forbud. [...]

I Thailand har premieren allerede fundet sted. En tekst om fiktion er indsat.

I Kina har premieren også fundet sted. Den romersk katolske kirke i Kina kræver boykot.

I Moskva står der blokadevagter foran biograferne. Filmen er en fornærmelse, hedder det.

[...]

I Philippinerne, hvor 81 procent af befolkningen tilhører den romersk katolske kirke, har en fremtrædende kardinal fordømt filmen som et angreb på Jesu guddommelighed.

I Storbritannien har en national rundspørge afsløret, at 59 pct. af briterne mener, der er noget sandt i Dan Browns bog. 36 pct. af bogens læsere tror, at den katolske kirke konspirerer, for at skjule sandheden.

[...]

Det er det alvorligste angreb på den kristne tro, jeg har oplevet i mine 30 år som præst, siger [...] Erwin Lutzer, til USA Today.

Hallo! Ja, det er en thriller. Fiktion. FIKTION, for pokker!

Sig mig, er folk dummere end snot? Mener de også, at John Travolta og Samuel L. Jackson er mordere, fordi de pløkker et par fyre i Pulp Fiction? Og synes de, at Michael Douglas er et svin, fordi han boller ved siden af i Farligt Begær? Og tror de, at vi alle sammen lever i Matricen? Eller er reaktionerne i stedet et udtryk for, at filmens konspirationsteorier er lige så troværdige som de historier fra de varme lande, der bliver fortalt i kirken om søndagen?

Hvis der ikke skal mere end en filmatisering af en roman til at ryste folk i deres tro, kan jeg da godt forstå, at paven og de andre stivstikkere bliver nervøse. Folk er nu engang lettere at have med at gøre, når de sluger det hele råt.

Men man kan da godt forstå, at folk bliver forvirrede, for i relation til f.eks. Bibelen eller trosbekendelsen er der sjældent nogen, der taler rent ud af posen og siger, hvad der er skidt, og hvad der er kanel. Det var en skandale, at Thorkild Grosbøll ikke troede på en skabende Gud, men ligefrem at kræve, at han hoppede på den med jomfrufødsler, ville man heller ikke.

Man kan glæde sig over, at folk stiller spørgsmålstegn ved deres religion, omend det her er på et noget spinkelt grundlag. Det er altid sundt at forholde sig kritisk til omverdenen. Og ikke mindst kan man glæde sig over, at der ikke er nogen, der har følt trang til at brænde ambassader af på grund af en harmløs bagatel af en film. Al den ståhej gider vi sgu ikke én gang til. Det er på tide at komme videre.

One small step for (a) man

Mennesket har gjort mange fantastiske opfindelser: Flyvemaskiner, penicillin, (fingerede?) månerejser, datamater, skiveskåret brød, demokrati, gud (Gud?), melodigrandprix, nærværende weblog og alskens andre store underværker.

Dog er der en lille håndfuld dagligdags problemer, som stadig afventer en løsning:

1. Cirklens kvadratur
2. Fotoceller, der kan registrere, hvornår man holder hænderne hen under håndtørremaskinen (og som rent faktisk virker hver gang)
3. En måde, hvorpå man kan spadsere i normal marchhastighed og samtidig drikke fadøl af et åbent krus uden at spilde

For førstnævnte gælder beviseligt, at opgaven er umulig at løse. Jeg føler mig efterhånden overbevist om, at det samme gør sig gældende for nr. 2. Mht. sidstnævnte er jeg derimod fuld af fortrøstning. Manglen må udelukkende skyldes, at venturekapitalister ikke har fået øjnene op for det store markedspotentiale der er i en sådan opfindelse.

24

24-timerseksamen var nu sjovere kl. 11 i formiddags, da vi fik udleveret opgaven.

Det virker uhensigtsmæssigt at stille store regneopgaver i emner, der kun er omtalt perifert ved forelæsningerne og i pensum.

Jeg lever!

Jeg er her til aften kommet online - ONLINE! - i min nye bolig på Kongens Vesterbro. Elektrikerne har efterhånden huseret her længe, men nu er der (bl.a.) installeret ethernetstik i alle værelser (trådløst internet er døgnflue). Via krydsfeltet i køkkenet har jeg koblet kontoret til ejendommens internetforbindelse, og pludselig blev det et rigtigt hjem (dog uden fastnet). Hvis altså man ser bort fra, at resten af lejligheden pga. istandsættelsesarbejderne stadig ligner et bombet toilet.

Jeg har desuden i dag indkøbt mine sidste julegaver. Jeg hader det lort, og hvert år slår jeg mig i tøjret. Men familien er benhård, og der bliver ej rørt ved min gamle jul, så jeg retter ind. Og når indkøbene er overstået, og man lykkeligt har glemt, hvordan man travet rundt i timevis på grådens, udmattelsens og vanviddets rand for til sidst at betale uhyrlige summer for et eller andet tilfældigt, som kan fås til det halve om tre uger (eller allerede nu, hvis man havde tid til at lede efter det eller at købe det online) - ja, så glæder jeg mig til at holde jul og se, om gaverne falder i god jord.

Ja, livet er atter værd at leve.

Nattevandring

Min seng består en boksmadras, hvorpå der ligger en topmadras af et skumgummiagtigt materiale. Denne topmadras ligger løst oven på boksmadrassen, og i løbet af en nat, hvor sengen ikke bruges til anden lagengymnastik end at hive torsk i land, kan den bevæge sig op mod 10 cm. Bevægelsen sker altid i retning af fodenden.

Jeg har ikke helt luret, hvorfor den kun bevæger sig i én retning. Er det mon coriolis-kraften, der er på spil? Eller tidevandskraften? Drages jeg mon ubevidst mod solopgangen? Eller Amager-Centeret? Er det i virkeligheden muligt at drømme sig et andet sted hen?

Hvordan kan sådan en tung madras i det hele taget flytte sig af sig selv uden min aktive medvirken? Den ellers er svær nok at bakse rundt med, når jeg om morgenen rykker den tilbage til udgangspunktet.

Når man sådan bliver parallelforskudt i østgående retning, bliver man jo konstant ramt af jetlag. Det er muligvis forklaringen på, at jeg altid er så træt af morgenen.

10 cm pr. nat løber op i knap 3 km på en livstid, så madrasser har nok ikke den store fremtid som transportmiddel. Lidt har da også ret, og det er unægteligt en behagelig måde at komme frem på. Men med lidt fantasi (og rigelige mængder øl) kan man måske komme på mere nyttige anvendelser af denne fremdrift.

Making Canon IXUS 50 work with Windows 98

My parents recently got a Canon IXUS 50 (aka PowerShot SD400). They are running Windows 98 that doesn't have built-in support for digital cameras like e.g. Windows XP and recent Linux distributions have. Unfortunately the software supplied with the camera only supports Windows 98 SE and not Windows 98 (these are two different versions), so they couldn't install the utility program that is supposed to be used when downloading pictures from the camera to the computer.

The solution was to install the TWAIN drivers from the supplied CD and then install the ZoomBrowser utility that was supplied with my older IXUS 400. That older version does support Windows 98.

I spent quite a lot of time googling for a solution to this problem but didn't find any help, hence this post.

Nyt fra amagerhylden

Snart udrinder min tid som beboer på Amager, i folkemunde kaldet Kongeøen, idet jeg i en ikke-fjern fremtid flytter til naturskønne Vesterbro med den farverige lokalbefolkning. Det er godt to år siden, jeg flyttede ind hos Claus. Det har været en god tid, men alt godt må have en god røv, og nu er tiden inde til, at jeg får mit eget.

Jeg flytter til et af landets mindste postnumre, nemlig 1664 (filiong gong gong og tingelingeling), hvilket er ensbetydende med Kaalundsgade. Herved skærer jeg min pendletid ned fra 2 × 15 minutter til 2 × 5 minutter, hvilket jo er 20 minutter ned i foret hver dag. I dette regnestykke vælger jeg for nemheds skyld at se bort fra, hvor mange timer jeg skal arbejde ekstra for at finansiere den øgede huslejeafgift (det er så deprimerende at se livets realiteter i øjnene).

For at gøre selve flytningen (der i forvejen er besværliggjort af fem etager på Amager og tre på Vesterbro) så smertefri som muligt, har jeg iværksat Projekt Etapeflytning (PE). I de seneste par uger har jeg hver dag fyldt en taske med bøger og andre ting, der ikke fylder alverden men som vejer en del. Denne taske har jeg så tømt inde på kontoret, og planen er så at flytte tingene videre derfra, når jeg engang er kommet i stand i den nye lejlighed. Det er i øvrigt ganske praktisk her i mellemperioden at have sit indbo tilgængeligt, når man er på arbejde.

Etapeflytningen har allerede efterladt én reol tom. Det var en reol i hvid laminat af mærket Club 8, som på uforklarlig vis har overlevet siden min konfirmation for 13 år siden. Den valgte jeg så at sætte til storskrald.

Jeg flytter fra en ejendom med bl.a. ikke mindre end tre frisører, tre pizzeriaer og to mobiltelefonforretninger til en gade, hvor der slet ikke drives liberalt erhverv, udover hvad man nu må forvente af narkohandlere og glædespiger. Heldigvis er der ikke mange meter op til Vesterbrogade, hvor man kan få alt, hvad hjertet (herunder kranspulsåren) kan begære. Bl.a. ligger der en Den sorte gryde lige om hjørnet.

Ellers er jeg begyndt at køre lidt frem og tilbage til metropolen Esbjerg grundet et behageligt bekendtskab på de kanter. Der har været jernbanedrift i Danmark siden H.C. Andersens tid, men på trods af dette, er det åbenbart kommet som et chok for alle, at jernbaneskinner kræver vedligeholdelse. Mens DSB forgæves forsøger at holde dampen oppe, har togpassagerne derfor rigelig tid til at fordybe sig i læsestof. Her vil jeg gerne fremhæve Tor Nørretranders' Det generøse mennesker. Bogen handler om, hvorfor mennesker gør, som de gør, og at næsten alle handlinger kan koges ned til et ønske om at gøre sig til over for andre. Jeg synes nok, at Nørretranders til tider er noget spekulativ og drager nogle forhastede konklusioner, men på trods af dette er bogen noget af det mest tankevækkende, jeg længe har læst, og den har fået mig til at se mange ting i et nyt perspektiv. Den kan varmt anbefales. Det er populærvidenskab i den letbenede ende, så den er hurtigt læst.

Hvis man bliver kaffetørstig, når man sidder i stillekupéen i IC3-toget (det eneste sted i toget, der ikke er et inferno af skrigende spædbørn, syngende skoleelever og folk, der spiller spil på deres mobiltelefoner MED LYD PÅ, goddammit!), så kan man gå lige udenfor i mellemgangen, hvor togstewardessen holder til, hvis altså ikke hun er ude og pushe. Her kan man købe en kop sur kaffe fra termokande til 15 kr. Eller man kan bevæge sig knap en meter længere og købe en kop friskbrygget kaffe fra en automat til 6 kr. Jeg spekulerer stadig over rationalet bag denne prissætning.

Nå, men jeg vil vende tilbage til Amager, hvor jeg vil gøre et kort ophold for derefter at sætte kursen videre mod min seng. DSB og togets personale håber, at De ikke har haft en behagelig rejse og ønsker dem en god nat. Godnat.

Med alle midler

En bestemt gederace ved navn Tennesee fainting goat (racens danske navn er ikke redaktionen bekendt) har en besynderlig forsvarsmekanisme egenskab. Hvis geden bliver skræmt, falder den om på stedet. Det ser temmelig komisk ud.

Samme tendens ser man for tiden hos visse borgere i frie, demokratiske samfund, herunder vort eget lille smørhul. De føler sig truet af terrorister, og straks lægger de sig på maven og opgiver uden forsvar de rettigheder, der er grundpillerne i et frit, demokratisk samfund.

For tre uger siden kunne Berlinske Tidende berette, at 60% af danskerne mente, at det skulle være strafbart at udtrykke sympati for terrorgrupper. Jeg ved ikke, om folk regner med, at terroristspirerne så bare vil stikke piben ind og gå i kloster. Jeg ved heller ikke, om folk har overvejet, at en sådan indskrænkelse af ytringsfriheden også medfører, at vi så ikke længere må tale pænt om modstandsbevægelsen, der under Anden Verdenskrig trodsede besættelsesmagten og samarbejdsregeringen og sprængte jernbaner i luften rundt omkring i fædrelandet.

I dag kan man så læse, at Det Konservative Folkeparti mener, at PET bør have rutinemæssig adgang til systematisk at snage i lovlydige borgeres forhold. Normalt kræver den slags en dommerkendelse, der kun gives på baggrund af en mistanke om urent mel i posen. Men det er da klart, at PET ikke skal hænge sig i detaljer som retssikkerhed og privatlivets fred. Borgerne og deres elendige rettigheder skal ikke stå i vejen for kampen mod terror.

Argumentationen er fantastisk. Jeg bliver nødt til at citere:

- Læren fra England viser, at selvmordsbombere og radikale islamister er almindelige personer, der er opvokset i den stat, hvor de begår terrorhandlingerne, siger hun.

- De benytter sig bl.a. af at kunne tage til udlandet og opnå færdigheder i træningslejre. Derfor er det vigtigt for PET at have en meget fri adgang til at holde øje med rejsemønstre ind og ud af Danmark for at forhindre terrorhandlinger, siger Lene Espersen.

Terrorister er på overfladen almindelige borgere. Aha! Så må vi som udgangspunkt mistænke alle almindelige borgere.

Terrorister tager til udlandet og opnår færdigheder. Aha! Så må vi som udgangspunkt mistænke - og mistænkeliggøre - alle borgere, der rejser udenlands.

Det næste bliver vel, at de finder ud af, at selvmordsbomberne fra England allesammen jævnligt spiste gulerødder. Aha!

Det er ikke første gang, jeg kritiserer vores justitsminister for at være lige vel trigger happy i denne slags sager. Før i tiden var det traditionelt den yderste venstrefløj, der er mente, at kontrol var godt, og at staten var din ven. I dag er billedet et noget andet. DF er med på idéen, S er positive - som besvimende geder fra Tennesee. V, R og SF bevarer dog fatningen, selv i disse for vort land så svære tider.

Hvis der blandt læserne er nogen, der mener, at de ikke har noget at skjule, og at PET bare kan komme an, så må de gerne lægge navn og telefonnummer i kommentarsystemet under dette indlæg. Så kan jeg lige komme forbi og tjekke ved lejlighed, evt. bare ved at kigge ind ad vinduerne. Husk ikke at trække gardinerne for - medmindre altså at du har noget at skjule.

Så tager vi cyklerne frem

I kølvandet af terrorangrebene i London forleden forsøgte medierne at piske en stemning op, men den ulyksalige begivenhed virkede ikke som noget, der ville påvirke danskernes dagligdag synderligt. Efter et par dage lykkedes det faktisk TV 2 Lorry at finde en kvinde, der ville overveje at cykle mere frem for at bruge metroen. Man mindedes tiden før Storebæltsforbindelsens åbning, hvor pressen også havde held med at finde folk med den skrækkelige (men langt hen ad vejen fiktive) lidelse, tunnelskræk.

Det lo jeg af, idet terror historisk set har kostet meget få menneskeliv sammenlignet med trafikken (og det billede ændrer sig næppe voldsomt i nærmeste fremtid), og i lyset heraf virkede det paradoksalt, at kvinden følte sig mere sikker på cykel end med metroen.

Men jeg tog fejl. Jeg faldt lige over en undersøgelse, der viser, at cyklister rent faktisk lever længere end den øvrige befolkning. Og det er åbenbart på trods af, at der ryger en enkelt i svinget i ny og næ. Tænk engang.

Jeg ved så ikke, om metropassagerer lever kortere end fx bilister, og om det i givet fald er ofre for terrorangreb, der trækker statistikken nedad. Det er jo altsammen relevant at vide, når man skal vælge transportmiddel.

Det ligner i øvrigt den undersøgelse, der blev refereret i det eksemplar af Urban, jeg læste i i dag, mens jeg ventede på min aftensmad. Så enten må det være en meget gammel avis, jeg havde fået fat i (undersøgelsen var fra marts), eller også må journalisterne her i agurketiden have gravet dybt i skufferne.

I avisartiklen nævnes, at mens københavnere cykler i snit 2,5 km om dagen, så cykler folk fra Ebeltoft kun 0,3 km (eller noget i den retning). Det er vel ikke så overraskende, når man tænker på de to byers respektive størrelser. En eller anden filejs citeres for, at man nu skal have folk fra Ebeltoft til at cykle lige så meget som københavnerne. Der er bare lige det, at hvis man skal fra ét sted i Ebeltoft til et andet, så er der nu engang ikke så langt. Og hvis man skal til en anden by, så skal man til gengæld cykle rigtig langt, hvilket måske også er lidt meget af det gode. Så essensen må være, at folk fra Ebeltoft skal cykle et par gange rundt om byen, når de kører til og fra arbejde. Men så lever de også længere. Hvilket er et held, for så har de tid til at cykle rundt til ingen verdens nytte.

Jeg er så glad for min cykel. Jeg kommer hurtigt langt omkring. Som regel med livet i behold.

Først på den våde plet

I 2000 besluttede et enigt folketing at sætte fire UMTS-licenser på auktion. Nu skulle Danmark sgu være på forkant med udviklingen, og det mente man bedst at kunne opnå ved at lade telebranchen bløde små 4 milliarder for at få lov til i fremtiden at udbyde et produkt, som der ikke dengang var specielt stor efterspørgsel på. Her 4½ år efter er 3G-telefoni stadig ikke noget, som får folk til at besvime i ekstase, og det er uvist, om landet kom på forkant af noget som helst og hvilken fordel det i givet fald havde af dette.

I dag har et bredt flertal i Folketinget i lignende genialitet besluttet, at det analoge tv-sendenet skal nedlægges i 2009. Brian igen-igen udtaler, at beslutningen "vil være med til at sætte Danmark i front på den digitale udvikling". Og der står vi nu i stævnen så som en anden Leonardo DiCaprio og Kate Winslet. And the band played on.

Det er altså også synd for teknologifetichisterne, at ingen uden for Christiansborg hidtil har udtrykt interesse for et digitalt, jordbaseret sendenet. Men det skal da nok hjælpe på interessen, når man nu vælger at lukke det eneste alternativ, som ellers løser opgaven udmærket. Den bedste måde at lære folk at gå på hænder er nu at skyde dem i benene.

Kulturministeren fremhæver også, at DR2 nu bliver tilgængelig for hele befolkningen. Men det var den vel sådan set også før. Jeg ved godt, at det i visse kredse er en folkesport at brokke sig over, at man ikke kan se DR2, og det er også for galt, for nu har man jo betalt sin licens, så nu skal hele Danmarks Radio danse efter min pibe, og det er også for dååårligt *host* med alle de genudsendelser om sommeren. Men det kræver altså ikke voldsomt megen snilde at montere en parabolantenne, hvorved man kan modtage DR2 og et ton andre kanaler. Det er jo ikke fordi, at det nye sendenet automatisk vil sende digitale billeder ind på nethinden uden investeringer i udstyr.

Hvis folk vil kunne se mange tv-kanaler, er der i dag rige muligheder for dette uden Folketingets indblanding. Der er sågar konkurrence mellem flere udbydere, så udbuddet må antages i en vis grad at afspejle det, som folk vil have. Folk der har valgt ikke at have flere kanaler end dem, der findes i æteren, er næppe heller begejstrede for at skulle investere i nyt udstyr for fortsat at kunne se den lille håndfuld kanaler, som de har set hidtil.

Minister for teknologi, videnskab, udvikling og andre fortræffeligheder, hr. Helge Sander, siger, at overgangen til digitalt tv vil give mulighed for "e-læring, e-handel, e-banking" og elt muligt endet til dem, der ikke har en internetforbindelse. Det er vist at pynte lidt på sandheden. E-banking kræver i hvert fald også en teleforbindelse af en art den anden vej fra brugeren til omverden, og hvis man overvejer at etablere dette, så kan man vist lige så godt anskaffe sig en ... (vi ber om absolut tystnad) ... ja, du gættede korrekt: En internetforbindelse!

DR lavede for år siden forsøg med en lignende tjeneste, der blot kørte over tekst-tv (som jo også er digitalt men knap så sexet), men projektet blev hurtigt droppet.

Hvis folk vil have adgang til e-dit og e-dat, er der i dag rige muligheder for at få dette uden Folketingets indblanding. Folk, der har valgt ikke at investere i internetadgang, vil næppe købe nyt udstyr for at få glæde af de forkølede interaktive muligheder, som digitalt tv giver.

Man kan tvinge hesten til truget, men indimellem er det bedst at lade bjerget blive liggende og så lade Muhammed komme, når han finder det spændende nok.

Frugt og grynt

Moder Jord har givet os mange gode gaver. Men indimellem kan man godt ønske sig, at hun havde haft lidt mere sans for detaljen.

Jeg kommer til at tænke på dette, fordi jeg har været i Fakta og købe en ananas. Med sin flotte top har den masser af salgsappeal. Det er faktisk synd, at de skærer toppen af, når de kommer ananas på konservesdåse, men det er vel svært at plads til den dernede. Måske de kunne komme den i en pose og hæfte den på siden af dåsen.

Som så mange andre med pæne ydrer, så spiller ananasen kostbar og lader sig kun åbne med en brødsav eller lignende værktøj. Men det er besværet værd, for sådan en frisk ananas smager nu godt.

Men men men. Ananastræerne (hvis man da overhovedet kan tale om træer i forbindelse med denne lavstammede bevoksning) vokser ikke ind i himlen. Ud fra en høstmæssig betragtning er dette meget heldigt. Men det betyder også, at ananananasen - udover sit lige vel pjattede navn - har et par skønhedsfejl.

I lighed med andre frugter som fx æbler og kylling (sidstnævnte er vel snarere at regne som salat) så er der ikke nogen klar adskillelse mellem det spiselige og ikke-spiselige. Men spiser glad, og det smager dejligt, og pludselig sætter man tænderne i noget, der smager træls. Det er fordi, skallen af uvisse årsager ikke begrænser sig til at være uden på frugten. Med æbler er det kernehuset, der kommer i vejen.

Og nu vi er ved det, så kunne man da også godt ønske sig lidt færre trevler i ananasen, så den ikke sætter sig i tænderne.

Så trods mange gode islæt, så mangler finishen, og vi kan ikke give mere end et 9-tal.

Af andre frugter med uindfriet potentiale kan nævnes appelsinen, som smager dejligt, men som er svær at spise uden at blive helt sølet til. Desuden mener jeg ikke, at den praktiske portionsopdeling i både opvejer den fesne smag af skillevæggene.

Bananer har satset hårdt på en praktisk og hygiejnisk emballage, der er nem at fjerne, hvilket distancerer den fra de fleste andre frugter. Dog lader adskillelsen mellem emballage og frugt stadig lidt tilbage at ønske, idet de hvide strimler fra skallen indimellem bliver siddende på frugten.

Vindruer er et eksempel på en frugt, hvor man har lært af sine fejl og har fundet på den stenfri drue. Det må udelukkende være af nostalgiske hensyn, at den traditionelle drue stadig er på markedet.

Her mangler en vittig afrunding.

Så ryger forstanden

Tja, hvad kan man sige. Æblet falder ikke langt fra stammen.

Krydderi på tilværelsen

Skidegodt!

Nu mangler vi bare at tillade de økologiske landmænd at sprøjte med pesticider og give deres dyr med genmodificerede foder, holde dem indespærret året rundt, pumpe dem med antibiotika, køre dem det halve kontinent rundt, inden de bliver slagtet, og hvad de konventionelle landmænd ellers har lov til.

Herved skulle de økologiske varer gerne blive billigere og dermed mere konkurrencedygtige over for konventionelle landbrugsvarer. Det ville være en stor sejr for miljøet, dyrene og de kommende generationer.

For os krakilere, der foretrækker at støtte producenter, der ikke tæver deres dyr med stokke og hælder kviksølv i grundvandet, kunne man så indføre et Ø2-mærke, som vi kunne kigge efter, når vi handler ind. Indtil selvfølgelig Ø2-landmændene får lov at hælde arsenik i maden og stikke tændte cigaretter i øjnene på deres dyr, når man i frihandelens navn lader reglerne for Ø2-mærket, der var stiftet i forbrugernes interesse, diktere af producenterne.

Fortsæt til trin 1. Selvom du passerer Start, inkasserer du ikke en hormonbøf.