Musikbranchens indflydelse i dansk kulturpolitik

Kulturministeren har foreslået, at nyudgivet musik først skal være tilgængelig efter fire måneder på biblioteket. Mao. indføres en karensperiode, så man som bibliotekslåner først fire måneder efter den første salgsdato kan låne musikken på nettet. Forslaget er en håndsrækning til musikbranchen, som fortsat lider af svigtende salg.

Det er ikke første gang, at musikbranchen tilgodeses. Tidligere er ophavsretsloven ændret, så der gælder specielt stramme regler for musik- og filmværker (i modsætning til f.eks. bøger, malerier, etc.). Se § 12, stk.4 og 5. Denne ændring blev også gennemført, fordi musikbranchen havde det svært. Også stramningerne i §75 (forbud mod værktøjer, der kan fjerne kopibeskyttelse) kan læses i dette lys.

Så her er et godt eksempel på, at musikbranchen har formået at få sin dagsorden presset igennem, til trods for, at man sagtens kan argumentere for, at bogbranchen heller ikke har det nemt i Danmark for tiden. Men denne branche har åbenbart ikke været så dygtige til at råbe op (selv om der ellers findes masser af meget velformulerede folk i branchen).

Men man kan undre sig over, at musikbranchen har held med sit foretagende. Det nyeste forslag ser ikke umiddelbart ud til at få en stor tilslutning, men forsøget er da gjort.

Måske ville kulturministeren hjælpe dansk musik ved at få slækket brancheorganisationernes greb om dansk musik. Det er ikke alle musikere, der er glade for nogle af de metoder, som brancheorganisationerne har valgt at bruge.

Så hvis musikken igen tilhørte de udøvende kunstnere i stedet for deres organisationer og pladeselskaber, ville hver musiker jo selv kunne bestemme, hvordan hendes musik skulle nydes. Det er bare en ide, men forslaget er hermed givet videre.