Bankernes buestreng flosser

Det har været nogle hårde dage for bankerne og deres interesser. To gange indenfor et par dage har Erhvervsministeren (han hedder Bendt Bendtsen) gået stik imod bankernes interesser i et par sager. Først gav ministeren tilladelse til, at mobiltelefonoperatører kan fungere som banker, også hvad angår taletidskunder. Og senere antydede ministeren, at det måske ville være bedst, hvis der alligevel - trods bankernes modstand mod det - kom billedidentifikation på Dankortet. Ministeriet anbefalede dette i et notat, og lagde op til en mindelig løsning, hvor kortindehaveren kunne betale for at få sit billede på kortet.

Efter min opfattelse illustrerer begge tilfælde, at bankerne har sat sig op på en piedestal og har insisteret på at have ret, uden at tænke over de konsekvenser, som deres beslutning betyder for alle andre - kort sagt samfundet. Det er i bankernes optik bedre, at m-handlen over mobilos lægges død for en stor gruppe brugere (taletidkortsbrugere), end at bankerne ikke får lov til at drive denne forretning. Og det er også bedre at hive billedidentifikationen af Dankortet for at spare nogle penge i stedet for at lytte til alle de mange kortholdere og kortmodtagere, som ikke brød sig om den lavere sikkerhed, dette uværgerligt ville afstedkomme.

Ministeriet har nu afvejet de forskellige aktørers interesser og har fundet, at der er andre - og meget tungere - argumenter end bankernes. Men det mere grundlæggende problem med brug af Dankortet er ikke løst: trods de enorme besparelser, som bankerne har fået ved at få som godt som alle danskere til at bruge kortet, indføres der nu gebyr på brugen af kortet i nogle tilfælde. Børsen (se indlæg længere nede i denne blog fra den 23. juli) påviste, at bankerne allerede inden det øgede gebyr tjente penge på Dankortet og at dette overskud ikke ville falde med indførelsen af gebyr på brugen af Dankortet - til trods for, at der blev udstedt et dyrere kort - tværtimod.

Man kan derfor håbe, at disse to små nederlag for bankerne antyder en begyndende erkendelse af, at bankernes aftale med Erhvervsministeriet nok var lidt for favorabel for bankerne og at brugernes (både kortmodtagere og kortindehavere) interesser blev tilsidesat i for høj grad. Derfra og til at ændre aftalen er der nok et meget stort skridt: det bliver dyrt for ministeren at løbe fra sin aftale. I mellemtiden må vi andre så råbe så højt, at ministeren alligevel gør det.

Fortsættelse følger.

(Jeg iler med at sige, at udtrykket bankerne bruges i mangel af et bedre udtryk. Det er generaliserende og ret sort/hvidt, og jeg vil gerne ændre det den dag, et bedre dækkende udtryk præsenteres. I mellemtiden må bankerne lide under mit begrænsede ordforråd.)