Right on targIT
onsdag 4. august 2004 kl. 18:09

Linux eller ingen softwarepatenter

En interessant udvikling indenfor Open Source-miljøet er sket i München. Byen blev kendt i OS-kredse, da bystyret valgte at skifte til Linux og dermed starte det hidtil største migrationsprojekt fra Windows over til Open Source.

Nu meddeles det så, at projektet er skrinlagt, angiveligt fordi man er bange for, at softwarepatenter vil ødelægge det hele.

Om ikke andet rejser denne udmelding et interesant problem for OS-folkene. Selvfølgelig vil OS-folket (eller i hvert fald de mest højtråbende) hverken have Windows eller softwarepatenter. Men, hvis man nu skal vælge mellem enten at have Linux på en række computere i en offentlig administration og se, hvordan det virker, eller skal man opgive inden projektet er kommet i gang, fordi der måske vil opstå problemer med softwarepatenter? Man kunne jo se, hvordan det gik og så tage de problemer, der muligvist ville opstå med softwareproblemer, når de kom.

Men nej. Og det illustrerer efter min mening fremragende, at OS-folket stadig væk ikke er parat til at være forretningsfolk: Man vil hellere råbe softwarepatenter og stille sig fornærmet over i et hjørne og surmule, end man vil forsøge at arbejde med at få Linux til at køre i en offentlig administration. På den måde har man taget hele OS-bevægelsen som gidsel, selvom der ikke i sig selv er noget modsætning mellem softwarepatenter og Open Source (IBM er et eksempel på dette). Fremgangsmåden er velkendt: kan man ikke få det hele, vil man slet intet have.

Og det er jo synd, at sådan en skråsikker holdning skal ødelægge et ellers interessant projekt, som jo ikke bare ville give erfaringer i München, men som også kunne bruges mange andre steder. Hvis OS-folkene vil have, at Linux mm. skal være et reelt alternativ, så må de lære at indgå kompromiser i stedet for altid at ville have ret - helt ret.

Forresten, så kunne det jo være, at Linuxprojektet kørte helt af h..... til, og at man så valgte at give op, inden det blev alt for dyrt og besværligt at gå tilbage. Og så var det jo så heldigt, at en syndebuk kaldet softwarepatenter gik forbi.....

Endelig skal jeg måske sige, at projektet ikke er lukket - det er skrinlagt, mens man undersøger de økonomiske følger. Men det har jo ikke forhindret softwaremodstanderne i at råbe op, se f.eks. kommentarerne til ovenstående artikel.

Kommentarer

  1. af Stig Nygaard - onsdag 4. august 2004 kl. 19:55

    Jeg har ingen nærmere kendskab til detaljer i projektet og om hvor godt det gik. Jeg har derfor ingen anelse om der kan være andre motiver end dem de selv fremfører, MEN...

    Patentlovgivningen og måden den administreres på er i dag sådan at det er meget let at tage patent på ting som alle synes er trivielle selvfølgeligheder som hvem som helst kunne have fundet på. Ja det skulle ikke overraske mig det ringeste hvis der folk der har taget patent på brug af en speciel farve som baggrund på websider. Du kan i hvertfald finde eksempler på patenter som er næsten ligeså åndsvage på http://www.it-pol.dk/sager/swpat/videoshop/view. De fleste af disse patenter vil sikkert blive erklæret ugyldige i en retssag, MEN selvom alle eksperter siger at et patent vil blive erklæret ugyldigt i en retssag, så koster det stadig tid og penge at føre en sådan. Typisk vil der også blive nedlagt fogedforbud mod brug af den diskuterede kode (eller feature) mens retssagen står på. Og trods at alle ekspertvurderinger er på ens side, er der jo altid stadig risikoen for at tabe. Så ofte vil usikkerheden eller økonomien føre til at det er lettere at betale patentopretteren en mindre afgift, droppe projektet, eller finde en anden måde at gøre det ønskede på.

    Patentlovgivningen er allerede langt ude i hampen i dag, og der er optræk til at det blive endnu værre med seneste lovtiltag. Jeg håber ikke at det ender med at Linux-projektet i München helt skrottes, det er et vigtigt "prestige-projekt" for Linux og Open Software, men jeg er fuld af forståelse for den frygt der tilsyneladende er for patentproblemer omkring projektet.

    Nåja, jeg har ikke læst de kommentarer der er til artiklen du linker til. Jeg er ikke i tvivl om der sikkert er nogle umodne og uovervejede iblandt. Men det ændrer nu nok ikke min grundlæggende holdning.

  2. af Christian - onsdag 4. august 2004 kl. 22:51

    Comon-artiklen overdriver en smule. Se http://www.muenchen.de/Rathaus/bb_dir/presse/2004/08/99502/limux_softwarepatent.html

    Jeg synes, du antyder, at vejen frem for softwareudviklere er blot at kode derudaf og så håbe, at man ikke krænker nogen patenter, eller - hvis man trods gode intentioner jokker i spinaten - i det mindste at eventuelle krænkelser ikke bliver opdaget og forfulgt. Er det din holdning? Dette er nok den eneste realistiske mulighed for mindre edb-virksomheder, fx det firma jeg er beskæftiget i til daglig. Men når man er i München-projektets vægtklasse, er en sådan laden stå til vel uansvarlig ... oder was?

    Når det er sagt, så er jeg enig i, at ligefrem at standse projektet frem for at lade programmører og advokater arbejde parallelt lyder som en beslutning med en politisk agenda. Men i og med at vedtagelsen af softwarepatentdirektivet potentielt kan gå hen og blive dyrt for München, er det måske en meget god investering for dem af lave lidt larm. Derefter kan man jo i al stilhed genoptage arbejdet.

  3. af Preben - torsdag 5. august 2004 kl. 10:48


    Jeg mener, at den fare, som softwareudviklerne taler om hvad angår softwarepatenter, er overdrevet. Og jeg mener så også, at München-projektet skal fortsætte og så se, hvad der sker - ligesom du skriver små firmaer gør. I mellemtiden er der jo så intet til hinder for, at man holder øjne og ører åbne og forsøger at undgå at krænke patenter.

    Selv store firmaer kan krænke patenter uden at vide det - enten fordi man ikke har søgt godt nok eller i en forkert retning eller fordi patentet var søgt, men ikke offentliggjort, da firmaet besluttede at satse på den senere patenterede teknologi. Det er en erhvervsrisiko at der findes patenter, som et firma måske en dag vil krænke, lige som det er en erhvervsrisiko, at ens bank går fallit, at ens vigtigste kunde skifter leverandør, eller hvad man nu hører om, der lukker firmaer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg.