Weblog · Programmering · Links ·

Christians udmærkede weblog - indlæg fra 2005

Jeg lever!

Jeg er her til aften kommet online - ONLINE! - i min nye bolig på Kongens Vesterbro. Elektrikerne har efterhånden huseret her længe, men nu er der (bl.a.) installeret ethernetstik i alle værelser (trådløst internet er døgnflue). Via krydsfeltet i køkkenet har jeg koblet kontoret til ejendommens internetforbindelse, og pludselig blev det et rigtigt hjem (dog uden fastnet). Hvis altså man ser bort fra, at resten af lejligheden pga. istandsættelsesarbejderne stadig ligner et bombet toilet.

Jeg har desuden i dag indkøbt mine sidste julegaver. Jeg hader det lort, og hvert år slår jeg mig i tøjret. Men familien er benhård, og der bliver ej rørt ved min gamle jul, så jeg retter ind. Og når indkøbene er overstået, og man lykkeligt har glemt, hvordan man travet rundt i timevis på grådens, udmattelsens og vanviddets rand for til sidst at betale uhyrlige summer for et eller andet tilfældigt, som kan fås til det halve om tre uger (eller allerede nu, hvis man havde tid til at lede efter det eller at købe det online) - ja, så glæder jeg mig til at holde jul og se, om gaverne falder i god jord.

Ja, livet er atter værd at leve.

Nattevandring

Min seng består en boksmadras, hvorpå der ligger en topmadras af et skumgummiagtigt materiale. Denne topmadras ligger løst oven på boksmadrassen, og i løbet af en nat, hvor sengen ikke bruges til anden lagengymnastik end at hive torsk i land, kan den bevæge sig op mod 10 cm. Bevægelsen sker altid i retning af fodenden.

Jeg har ikke helt luret, hvorfor den kun bevæger sig i én retning. Er det mon coriolis-kraften, der er på spil? Eller tidevandskraften? Drages jeg mon ubevidst mod solopgangen? Eller Amager-Centeret? Er det i virkeligheden muligt at drømme sig et andet sted hen?

Hvordan kan sådan en tung madras i det hele taget flytte sig af sig selv uden min aktive medvirken? Den ellers er svær nok at bakse rundt med, når jeg om morgenen rykker den tilbage til udgangspunktet.

Når man sådan bliver parallelforskudt i østgående retning, bliver man jo konstant ramt af jetlag. Det er muligvis forklaringen på, at jeg altid er så træt af morgenen.

10 cm pr. nat løber op i knap 3 km på en livstid, så madrasser har nok ikke den store fremtid som transportmiddel. Lidt har da også ret, og det er unægteligt en behagelig måde at komme frem på. Men med lidt fantasi (og rigelige mængder øl) kan man måske komme på mere nyttige anvendelser af denne fremdrift.

Making Canon IXUS 50 work with Windows 98

My parents recently got a Canon IXUS 50 (aka PowerShot SD400). They are running Windows 98 that doesn't have built-in support for digital cameras like e.g. Windows XP and recent Linux distributions have. Unfortunately the software supplied with the camera only supports Windows 98 SE and not Windows 98 (these are two different versions), so they couldn't install the utility program that is supposed to be used when downloading pictures from the camera to the computer.

The solution was to install the TWAIN drivers from the supplied CD and then install the ZoomBrowser utility that was supplied with my older IXUS 400. That older version does support Windows 98.

I spent quite a lot of time googling for a solution to this problem but didn't find any help, hence this post.

Nyt fra amagerhylden

Snart udrinder min tid som beboer på Amager, i folkemunde kaldet Kongeøen, idet jeg i en ikke-fjern fremtid flytter til naturskønne Vesterbro med den farverige lokalbefolkning. Det er godt to år siden, jeg flyttede ind hos Claus. Det har været en god tid, men alt godt må have en god røv, og nu er tiden inde til, at jeg får mit eget.

Jeg flytter til et af landets mindste postnumre, nemlig 1664 (filiong gong gong og tingelingeling), hvilket er ensbetydende med Kaalundsgade. Herved skærer jeg min pendletid ned fra 2 × 15 minutter til 2 × 5 minutter, hvilket jo er 20 minutter ned i foret hver dag. I dette regnestykke vælger jeg for nemheds skyld at se bort fra, hvor mange timer jeg skal arbejde ekstra for at finansiere den øgede huslejeafgift (det er så deprimerende at se livets realiteter i øjnene).

For at gøre selve flytningen (der i forvejen er besværliggjort af fem etager på Amager og tre på Vesterbro) så smertefri som muligt, har jeg iværksat Projekt Etapeflytning (PE). I de seneste par uger har jeg hver dag fyldt en taske med bøger og andre ting, der ikke fylder alverden men som vejer en del. Denne taske har jeg så tømt inde på kontoret, og planen er så at flytte tingene videre derfra, når jeg engang er kommet i stand i den nye lejlighed. Det er i øvrigt ganske praktisk her i mellemperioden at have sit indbo tilgængeligt, når man er på arbejde.

Etapeflytningen har allerede efterladt én reol tom. Det var en reol i hvid laminat af mærket Club 8, som på uforklarlig vis har overlevet siden min konfirmation for 13 år siden. Den valgte jeg så at sætte til storskrald.

Jeg flytter fra en ejendom med bl.a. ikke mindre end tre frisører, tre pizzeriaer og to mobiltelefonforretninger til en gade, hvor der slet ikke drives liberalt erhverv, udover hvad man nu må forvente af narkohandlere og glædespiger. Heldigvis er der ikke mange meter op til Vesterbrogade, hvor man kan få alt, hvad hjertet (herunder kranspulsåren) kan begære. Bl.a. ligger der en Den sorte gryde lige om hjørnet.

Ellers er jeg begyndt at køre lidt frem og tilbage til metropolen Esbjerg grundet et behageligt bekendtskab på de kanter. Der har været jernbanedrift i Danmark siden H.C. Andersens tid, men på trods af dette, er det åbenbart kommet som et chok for alle, at jernbaneskinner kræver vedligeholdelse. Mens DSB forgæves forsøger at holde dampen oppe, har togpassagerne derfor rigelig tid til at fordybe sig i læsestof. Her vil jeg gerne fremhæve Tor Nørretranders' Det generøse mennesker. Bogen handler om, hvorfor mennesker gør, som de gør, og at næsten alle handlinger kan koges ned til et ønske om at gøre sig til over for andre. Jeg synes nok, at Nørretranders til tider er noget spekulativ og drager nogle forhastede konklusioner, men på trods af dette er bogen noget af det mest tankevækkende, jeg længe har læst, og den har fået mig til at se mange ting i et nyt perspektiv. Den kan varmt anbefales. Det er populærvidenskab i den letbenede ende, så den er hurtigt læst.

Hvis man bliver kaffetørstig, når man sidder i stillekupéen i IC3-toget (det eneste sted i toget, der ikke er et inferno af skrigende spædbørn, syngende skoleelever og folk, der spiller spil på deres mobiltelefoner MED LYD PÅ, goddammit!), så kan man gå lige udenfor i mellemgangen, hvor togstewardessen holder til, hvis altså ikke hun er ude og pushe. Her kan man købe en kop sur kaffe fra termokande til 15 kr. Eller man kan bevæge sig knap en meter længere og købe en kop friskbrygget kaffe fra en automat til 6 kr. Jeg spekulerer stadig over rationalet bag denne prissætning.

Nå, men jeg vil vende tilbage til Amager, hvor jeg vil gøre et kort ophold for derefter at sætte kursen videre mod min seng. DSB og togets personale håber, at De ikke har haft en behagelig rejse og ønsker dem en god nat. Godnat.

Med alle midler

En bestemt gederace ved navn Tennesee fainting goat (racens danske navn er ikke redaktionen bekendt) har en besynderlig forsvarsmekanisme egenskab. Hvis geden bliver skræmt, falder den om på stedet. Det ser temmelig komisk ud.

Samme tendens ser man for tiden hos visse borgere i frie, demokratiske samfund, herunder vort eget lille smørhul. De føler sig truet af terrorister, og straks lægger de sig på maven og opgiver uden forsvar de rettigheder, der er grundpillerne i et frit, demokratisk samfund.

For tre uger siden kunne Berlinske Tidende berette, at 60% af danskerne mente, at det skulle være strafbart at udtrykke sympati for terrorgrupper. Jeg ved ikke, om folk regner med, at terroristspirerne så bare vil stikke piben ind og gå i kloster. Jeg ved heller ikke, om folk har overvejet, at en sådan indskrænkelse af ytringsfriheden også medfører, at vi så ikke længere må tale pænt om modstandsbevægelsen, der under Anden Verdenskrig trodsede besættelsesmagten og samarbejdsregeringen og sprængte jernbaner i luften rundt omkring i fædrelandet.

I dag kan man så læse, at Det Konservative Folkeparti mener, at PET bør have rutinemæssig adgang til systematisk at snage i lovlydige borgeres forhold. Normalt kræver den slags en dommerkendelse, der kun gives på baggrund af en mistanke om urent mel i posen. Men det er da klart, at PET ikke skal hænge sig i detaljer som retssikkerhed og privatlivets fred. Borgerne og deres elendige rettigheder skal ikke stå i vejen for kampen mod terror.

Argumentationen er fantastisk. Jeg bliver nødt til at citere:

- Læren fra England viser, at selvmordsbombere og radikale islamister er almindelige personer, der er opvokset i den stat, hvor de begår terrorhandlingerne, siger hun.

- De benytter sig bl.a. af at kunne tage til udlandet og opnå færdigheder i træningslejre. Derfor er det vigtigt for PET at have en meget fri adgang til at holde øje med rejsemønstre ind og ud af Danmark for at forhindre terrorhandlinger, siger Lene Espersen.

Terrorister er på overfladen almindelige borgere. Aha! Så må vi som udgangspunkt mistænke alle almindelige borgere.

Terrorister tager til udlandet og opnår færdigheder. Aha! Så må vi som udgangspunkt mistænke - og mistænkeliggøre - alle borgere, der rejser udenlands.

Det næste bliver vel, at de finder ud af, at selvmordsbomberne fra England allesammen jævnligt spiste gulerødder. Aha!

Det er ikke første gang, jeg kritiserer vores justitsminister for at være lige vel trigger happy i denne slags sager. Før i tiden var det traditionelt den yderste venstrefløj, der er mente, at kontrol var godt, og at staten var din ven. I dag er billedet et noget andet. DF er med på idéen, S er positive - som besvimende geder fra Tennesee. V, R og SF bevarer dog fatningen, selv i disse for vort land så svære tider.

Hvis der blandt læserne er nogen, der mener, at de ikke har noget at skjule, og at PET bare kan komme an, så må de gerne lægge navn og telefonnummer i kommentarsystemet under dette indlæg. Så kan jeg lige komme forbi og tjekke ved lejlighed, evt. bare ved at kigge ind ad vinduerne. Husk ikke at trække gardinerne for - medmindre altså at du har noget at skjule.

Så tager vi cyklerne frem

I kølvandet af terrorangrebene i London forleden forsøgte medierne at piske en stemning op, men den ulyksalige begivenhed virkede ikke som noget, der ville påvirke danskernes dagligdag synderligt. Efter et par dage lykkedes det faktisk TV 2 Lorry at finde en kvinde, der ville overveje at cykle mere frem for at bruge metroen. Man mindedes tiden før Storebæltsforbindelsens åbning, hvor pressen også havde held med at finde folk med den skrækkelige (men langt hen ad vejen fiktive) lidelse, tunnelskræk.

Det lo jeg af, idet terror historisk set har kostet meget få menneskeliv sammenlignet med trafikken (og det billede ændrer sig næppe voldsomt i nærmeste fremtid), og i lyset heraf virkede det paradoksalt, at kvinden følte sig mere sikker på cykel end med metroen.

Men jeg tog fejl. Jeg faldt lige over en undersøgelse, der viser, at cyklister rent faktisk lever længere end den øvrige befolkning. Og det er åbenbart på trods af, at der ryger en enkelt i svinget i ny og næ. Tænk engang.

Jeg ved så ikke, om metropassagerer lever kortere end fx bilister, og om det i givet fald er ofre for terrorangreb, der trækker statistikken nedad. Det er jo altsammen relevant at vide, når man skal vælge transportmiddel.

Det ligner i øvrigt den undersøgelse, der blev refereret i det eksemplar af Urban, jeg læste i i dag, mens jeg ventede på min aftensmad. Så enten må det være en meget gammel avis, jeg havde fået fat i (undersøgelsen var fra marts), eller også må journalisterne her i agurketiden have gravet dybt i skufferne.

I avisartiklen nævnes, at mens københavnere cykler i snit 2,5 km om dagen, så cykler folk fra Ebeltoft kun 0,3 km (eller noget i den retning). Det er vel ikke så overraskende, når man tænker på de to byers respektive størrelser. En eller anden filejs citeres for, at man nu skal have folk fra Ebeltoft til at cykle lige så meget som københavnerne. Der er bare lige det, at hvis man skal fra ét sted i Ebeltoft til et andet, så er der nu engang ikke så langt. Og hvis man skal til en anden by, så skal man til gengæld cykle rigtig langt, hvilket måske også er lidt meget af det gode. Så essensen må være, at folk fra Ebeltoft skal cykle et par gange rundt om byen, når de kører til og fra arbejde. Men så lever de også længere. Hvilket er et held, for så har de tid til at cykle rundt til ingen verdens nytte.

Jeg er så glad for min cykel. Jeg kommer hurtigt langt omkring. Som regel med livet i behold.

Først på den våde plet

I 2000 besluttede et enigt folketing at sætte fire UMTS-licenser på auktion. Nu skulle Danmark sgu være på forkant med udviklingen, og det mente man bedst at kunne opnå ved at lade telebranchen bløde små 4 milliarder for at få lov til i fremtiden at udbyde et produkt, som der ikke dengang var specielt stor efterspørgsel på. Her 4½ år efter er 3G-telefoni stadig ikke noget, som får folk til at besvime i ekstase, og det er uvist, om landet kom på forkant af noget som helst og hvilken fordel det i givet fald havde af dette.

I dag har et bredt flertal i Folketinget i lignende genialitet besluttet, at det analoge tv-sendenet skal nedlægges i 2009. Brian igen-igen udtaler, at beslutningen "vil være med til at sætte Danmark i front på den digitale udvikling". Og der står vi nu i stævnen så som en anden Leonardo DiCaprio og Kate Winslet. And the band played on.

Det er altså også synd for teknologifetichisterne, at ingen uden for Christiansborg hidtil har udtrykt interesse for et digitalt, jordbaseret sendenet. Men det skal da nok hjælpe på interessen, når man nu vælger at lukke det eneste alternativ, som ellers løser opgaven udmærket. Den bedste måde at lære folk at gå på hænder er nu at skyde dem i benene.

Kulturministeren fremhæver også, at DR2 nu bliver tilgængelig for hele befolkningen. Men det var den vel sådan set også før. Jeg ved godt, at det i visse kredse er en folkesport at brokke sig over, at man ikke kan se DR2, og det er også for galt, for nu har man jo betalt sin licens, så nu skal hele Danmarks Radio danse efter min pibe, og det er også for dååårligt *host* med alle de genudsendelser om sommeren. Men det kræver altså ikke voldsomt megen snilde at montere en parabolantenne, hvorved man kan modtage DR2 og et ton andre kanaler. Det er jo ikke fordi, at det nye sendenet automatisk vil sende digitale billeder ind på nethinden uden investeringer i udstyr.

Hvis folk vil kunne se mange tv-kanaler, er der i dag rige muligheder for dette uden Folketingets indblanding. Der er sågar konkurrence mellem flere udbydere, så udbuddet må antages i en vis grad at afspejle det, som folk vil have. Folk der har valgt ikke at have flere kanaler end dem, der findes i æteren, er næppe heller begejstrede for at skulle investere i nyt udstyr for fortsat at kunne se den lille håndfuld kanaler, som de har set hidtil.

Minister for teknologi, videnskab, udvikling og andre fortræffeligheder, hr. Helge Sander, siger, at overgangen til digitalt tv vil give mulighed for "e-læring, e-handel, e-banking" og elt muligt endet til dem, der ikke har en internetforbindelse. Det er vist at pynte lidt på sandheden. E-banking kræver i hvert fald også en teleforbindelse af en art den anden vej fra brugeren til omverden, og hvis man overvejer at etablere dette, så kan man vist lige så godt anskaffe sig en ... (vi ber om absolut tystnad) ... ja, du gættede korrekt: En internetforbindelse!

DR lavede for år siden forsøg med en lignende tjeneste, der blot kørte over tekst-tv (som jo også er digitalt men knap så sexet), men projektet blev hurtigt droppet.

Hvis folk vil have adgang til e-dit og e-dat, er der i dag rige muligheder for at få dette uden Folketingets indblanding. Folk, der har valgt ikke at investere i internetadgang, vil næppe købe nyt udstyr for at få glæde af de forkølede interaktive muligheder, som digitalt tv giver.

Man kan tvinge hesten til truget, men indimellem er det bedst at lade bjerget blive liggende og så lade Muhammed komme, når han finder det spændende nok.

Frugt og grynt

Moder Jord har givet os mange gode gaver. Men indimellem kan man godt ønske sig, at hun havde haft lidt mere sans for detaljen.

Jeg kommer til at tænke på dette, fordi jeg har været i Fakta og købe en ananas. Med sin flotte top har den masser af salgsappeal. Det er faktisk synd, at de skærer toppen af, når de kommer ananas på konservesdåse, men det er vel svært at plads til den dernede. Måske de kunne komme den i en pose og hæfte den på siden af dåsen.

Som så mange andre med pæne ydrer, så spiller ananasen kostbar og lader sig kun åbne med en brødsav eller lignende værktøj. Men det er besværet værd, for sådan en frisk ananas smager nu godt.

Men men men. Ananastræerne (hvis man da overhovedet kan tale om træer i forbindelse med denne lavstammede bevoksning) vokser ikke ind i himlen. Ud fra en høstmæssig betragtning er dette meget heldigt. Men det betyder også, at ananananasen - udover sit lige vel pjattede navn - har et par skønhedsfejl.

I lighed med andre frugter som fx æbler og kylling (sidstnævnte er vel snarere at regne som salat) så er der ikke nogen klar adskillelse mellem det spiselige og ikke-spiselige. Men spiser glad, og det smager dejligt, og pludselig sætter man tænderne i noget, der smager træls. Det er fordi, skallen af uvisse årsager ikke begrænser sig til at være uden på frugten. Med æbler er det kernehuset, der kommer i vejen.

Og nu vi er ved det, så kunne man da også godt ønske sig lidt færre trevler i ananasen, så den ikke sætter sig i tænderne.

Så trods mange gode islæt, så mangler finishen, og vi kan ikke give mere end et 9-tal.

Af andre frugter med uindfriet potentiale kan nævnes appelsinen, som smager dejligt, men som er svær at spise uden at blive helt sølet til. Desuden mener jeg ikke, at den praktiske portionsopdeling i både opvejer den fesne smag af skillevæggene.

Bananer har satset hårdt på en praktisk og hygiejnisk emballage, der er nem at fjerne, hvilket distancerer den fra de fleste andre frugter. Dog lader adskillelsen mellem emballage og frugt stadig lidt tilbage at ønske, idet de hvide strimler fra skallen indimellem bliver siddende på frugten.

Vindruer er et eksempel på en frugt, hvor man har lært af sine fejl og har fundet på den stenfri drue. Det må udelukkende være af nostalgiske hensyn, at den traditionelle drue stadig er på markedet.

Her mangler en vittig afrunding.

Så ryger forstanden

Tja, hvad kan man sige. Æblet falder ikke langt fra stammen.

Krydderi på tilværelsen

Skidegodt!

Nu mangler vi bare at tillade de økologiske landmænd at sprøjte med pesticider og give deres dyr med genmodificerede foder, holde dem indespærret året rundt, pumpe dem med antibiotika, køre dem det halve kontinent rundt, inden de bliver slagtet, og hvad de konventionelle landmænd ellers har lov til.

Herved skulle de økologiske varer gerne blive billigere og dermed mere konkurrencedygtige over for konventionelle landbrugsvarer. Det ville være en stor sejr for miljøet, dyrene og de kommende generationer.

For os krakilere, der foretrækker at støtte producenter, der ikke tæver deres dyr med stokke og hælder kviksølv i grundvandet, kunne man så indføre et Ø2-mærke, som vi kunne kigge efter, når vi handler ind. Indtil selvfølgelig Ø2-landmændene får lov at hælde arsenik i maden og stikke tændte cigaretter i øjnene på deres dyr, når man i frihandelens navn lader reglerne for Ø2-mærket, der var stiftet i forbrugernes interesse, diktere af producenterne.

Fortsæt til trin 1. Selvom du passerer Start, inkasserer du ikke en hormonbøf.

< nyere indlæg | ældre indlæg >

Ugenr.dk · BMI.fit · Coder’s Toolbox