lørdag 30. april 2005 kl. 16:58

Frugt og grynt

Moder Jord har givet os mange gode gaver. Men indimellem kan man godt ønske sig, at hun havde haft lidt mere sans for detaljen.

Jeg kommer til at tænke på dette, fordi jeg har været i Fakta og købe en ananas. Med sin flotte top har den masser af salgsappeal. Det er faktisk synd, at de skærer toppen af, når de kommer ananas på konservesdåse, men det er vel svært at plads til den dernede. Måske de kunne komme den i en pose og hæfte den på siden af dåsen.

Som så mange andre med pæne ydrer, så spiller ananasen kostbar og lader sig kun åbne med en brødsav eller lignende værktøj. Men det er besværet værd, for sådan en frisk ananas smager nu godt.

Men men men. Ananastræerne (hvis man da overhovedet kan tale om træer i forbindelse med denne lavstammede bevoksning) vokser ikke ind i himlen. Ud fra en høstmæssig betragtning er dette meget heldigt. Men det betyder også, at ananananasen - udover sit lige vel pjattede navn - har et par skønhedsfejl.

I lighed med andre frugter som fx æbler og kylling (sidstnævnte er vel snarere at regne som salat) så er der ikke nogen klar adskillelse mellem det spiselige og ikke-spiselige. Men spiser glad, og det smager dejligt, og pludselig sætter man tænderne i noget, der smager træls. Det er fordi, skallen af uvisse årsager ikke begrænser sig til at være uden på frugten. Med æbler er det kernehuset, der kommer i vejen.

Og nu vi er ved det, så kunne man da også godt ønske sig lidt færre trevler i ananasen, så den ikke sætter sig i tænderne.

Så trods mange gode islæt, så mangler finishen, og vi kan ikke give mere end et 9-tal.

Af andre frugter med uindfriet potentiale kan nævnes appelsinen, som smager dejligt, men som er svær at spise uden at blive helt sølet til. Desuden mener jeg ikke, at den praktiske portionsopdeling i både opvejer den fesne smag af skillevæggene.

Bananer har satset hårdt på en praktisk og hygiejnisk emballage, der er nem at fjerne, hvilket distancerer den fra de fleste andre frugter. Dog lader adskillelsen mellem emballage og frugt stadig lidt tilbage at ønske, idet de hvide strimler fra skallen indimellem bliver siddende på frugten.

Vindruer er et eksempel på en frugt, hvor man har lært af sine fejl og har fundet på den stenfri drue. Det må udelukkende være af nostalgiske hensyn, at den traditionelle drue stadig er på markedet.

Her mangler en vittig afrunding.

Kommentarer

  1. af Peter Brodersen - tirsdag 3. maj 2005 kl. 02:37

    Banan og ananas smager godt sammen i en kølig udgave... mmmm... bananananasis!

  2. af Ulrik Kold - lørdag 21. maj 2005 kl. 15:53

    LOL! Tak for den indsigt i frugtens verden. Det gav dagens latter - det skulle jo være så sundt.

    Og glem ikke, at bacon er kødets helt eget krydderi!

  3. af Rikke - søndag 12. marts 2006 kl. 13:22

    Bananananasis LOL

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg.