lørdag 15. oktober 2005 kl. 00:27

Nyt fra amagerhylden

Snart udrinder min tid som beboer på Amager, i folkemunde kaldet Kongeøen, idet jeg i en ikke-fjern fremtid flytter til naturskønne Vesterbro med den farverige lokalbefolkning. Det er godt to år siden, jeg flyttede ind hos Claus. Det har været en god tid, men alt godt må have en god røv, og nu er tiden inde til, at jeg får mit eget.

Jeg flytter til et af landets mindste postnumre, nemlig 1664 (filiong gong gong og tingelingeling), hvilket er ensbetydende med Kaalundsgade. Herved skærer jeg min pendletid ned fra 2 × 15 minutter til 2 × 5 minutter, hvilket jo er 20 minutter ned i foret hver dag. I dette regnestykke vælger jeg for nemheds skyld at se bort fra, hvor mange timer jeg skal arbejde ekstra for at finansiere den øgede huslejeafgift (det er så deprimerende at se livets realiteter i øjnene).

For at gøre selve flytningen (der i forvejen er besværliggjort af fem etager på Amager og tre på Vesterbro) så smertefri som muligt, har jeg iværksat Projekt Etapeflytning (PE). I de seneste par uger har jeg hver dag fyldt en taske med bøger og andre ting, der ikke fylder alverden men som vejer en del. Denne taske har jeg så tømt inde på kontoret, og planen er så at flytte tingene videre derfra, når jeg engang er kommet i stand i den nye lejlighed. Det er i øvrigt ganske praktisk her i mellemperioden at have sit indbo tilgængeligt, når man er på arbejde.

Etapeflytningen har allerede efterladt én reol tom. Det var en reol i hvid laminat af mærket Club 8, som på uforklarlig vis har overlevet siden min konfirmation for 13 år siden. Den valgte jeg så at sætte til storskrald.

Jeg flytter fra en ejendom med bl.a. ikke mindre end tre frisører, tre pizzeriaer og to mobiltelefonforretninger til en gade, hvor der slet ikke drives liberalt erhverv, udover hvad man nu må forvente af narkohandlere og glædespiger. Heldigvis er der ikke mange meter op til Vesterbrogade, hvor man kan få alt, hvad hjertet (herunder kranspulsåren) kan begære. Bl.a. ligger der en Den sorte gryde lige om hjørnet.

Ellers er jeg begyndt at køre lidt frem og tilbage til metropolen Esbjerg grundet et behageligt bekendtskab på de kanter. Der har været jernbanedrift i Danmark siden H.C. Andersens tid, men på trods af dette, er det åbenbart kommet som et chok for alle, at jernbaneskinner kræver vedligeholdelse. Mens DSB forgæves forsøger at holde dampen oppe, har togpassagerne derfor rigelig tid til at fordybe sig i læsestof. Her vil jeg gerne fremhæve Tor Nørretranders' Det generøse mennesker. Bogen handler om, hvorfor mennesker gør, som de gør, og at næsten alle handlinger kan koges ned til et ønske om at gøre sig til over for andre. Jeg synes nok, at Nørretranders til tider er noget spekulativ og drager nogle forhastede konklusioner, men på trods af dette er bogen noget af det mest tankevækkende, jeg længe har læst, og den har fået mig til at se mange ting i et nyt perspektiv. Den kan varmt anbefales. Det er populærvidenskab i den letbenede ende, så den er hurtigt læst.

Hvis man bliver kaffetørstig, når man sidder i stillekupéen i IC3-toget (det eneste sted i toget, der ikke er et inferno af skrigende spædbørn, syngende skoleelever og folk, der spiller spil på deres mobiltelefoner MED LYD PÅ, goddammit!), så kan man gå lige udenfor i mellemgangen, hvor togstewardessen holder til, hvis altså ikke hun er ude og pushe. Her kan man købe en kop sur kaffe fra termokande til 15 kr. Eller man kan bevæge sig knap en meter længere og købe en kop friskbrygget kaffe fra en automat til 6 kr. Jeg spekulerer stadig over rationalet bag denne prissætning.

Nå, men jeg vil vende tilbage til Amager, hvor jeg vil gøre et kort ophold for derefter at sætte kursen videre mod min seng. DSB og togets personale håber, at De ikke har haft en behagelig rejse og ønsker dem en god nat. Godnat.

Kommentarer

  1. af Troels Arvin - lørdag 15. oktober 2005 kl. 21:45

    Velkommen til Vesterbro. Selvom: Det kan jeg faktisk ikke sige, da jeg lige er flyttet derfra til Herlev (gys - men børnefamilier i små lejligheder kan ikke blive i byen forevigt). Og du kender jo allerede Vesterbro (omend fra den mindre charmerende side på Skelbækgade).

    Vesterbrogade er virkelig blevet et rarere sted, efter at kørebanen er blevet gjort smallere (lavere hastigheder).

    Jeg kan anbefale Halal-slagteren, der ligger lige, hvor Kaalundsgade rammer Oehlenschlægersgade. Bedste bager synes jeg er Musik Konditoriet på Vesterbrogade, lige før Platanvej-krydset.

    Junk-food: Jeg kender bedst markedet syd for din kommende bopæl, men der er et godt italiensk pizzaria lige overfor, hvor Kaalundsgade rammer Vesterbrogade. Estremo (Istedgade, tæt ved Hovedbanegården) og Izzi Pizzi (krydset mellem Sønder Boulevard og Dybbølsgade) leverer også gode pizzaer. Gode burgere fås fra Tim's To Go i krydset mellem Istedgade og Øehlenschlægersgade. Mood Food (Istedgade / Valdemarsgade) brugte vi længe, men en serie dårlige Smiley-rapporter frarøvede os appetitten; måske har de taget sig sammen nu. Der ligger et OK Thai-sted i Valdemarsgade, mellem Istedgade og Dybbølsgade.

    PS: Stakkels dine kolleger, indtil etapeflytningen er overstået.

  2. af Christian - søndag 16. oktober 2005 kl. 00:21

    Tak for udførlig vejledning udi junkfoodmuligheder. I øvrigt er Oehlenschlægersgade det mest vanvittige gadenavn, jeg har hørt. Fint nok at ære Oehlenschlæger, men kunne man da ikke have klaret det med en statue eller en mindetavle i stedet, så man ikke behøvede at plage beboerne i en hel gade med et gadenavn, som ingen mennesker kan stave rigtigt i første forsøg.

    Mht. etapeflytningen, lider mine kolleger nu ingen nød. Det lokale, jeg sidder i, er udstyret med en del reolplads, som ellers ligger øde hen, så mine ting kommer ikke i vejen. Og faktisk havde jeg forleden i embeds medfør min almanak fra 1996 fremme (lang historie).

  3. af Troels Arvin - mandag 17. oktober 2005 kl. 09:33

    Ja, hvis det var selve Oehlenschlægersgade, du skulle flytte ind på, ville jeg have anbefalet indkøb af et stempel. Jeg skulle indgang udsende ca. halvtreds papirbreve; og for god ordens skyld skulle de jo have afsenderadresse på; da fortrød jeg, at jeg ikke havde tid til at bestille et stempel.

    Og: Det siges, at gadeskiltene på Oehlenschlægersgade er uenige om, hvordan de skal stave til den gade, de annoncerer. Jeg har dog aldrig kontrolleret skiltenes stavemåder systematisk.

  4. af Peter Brodersen - søndag 23. oktober 2005 kl. 22:09

    Af lokale hyggebeværtninger kan jeg i øvrigt anbefale Riesen på Oehlenschlægersgade, Märkbar på Vesterbrogade og evt. Café Lasse på Sundevedsgade, hvis man leder efter et morgenværtshus.

  5. af Troels Arvin - tirsdag 7. marts 2006 kl. 20:24

    Jeg trækker min anbefaling af Tim's To Go tilbage: http://smiley.fvst.dk/Frameset.aspx?region=11&aktlbnr=162886

  6. af Christian - tirsdag 7. marts 2006 kl. 22:42

    Bvadr :-(

    Mht. stavemåden af Oehlenschlægersgade så staves det på enkelte skilte Oehlenschlægergade (dvs. uden s som femtesidste bogstav).

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg.