Nyt fra amagerhylden

Snart udrinder min tid som beboer på Amager, i folkemunde kaldet Kongeøen, idet jeg i en ikke-fjern fremtid flytter til naturskønne Vesterbro med den farverige lokalbefolkning. Det er godt to år siden, jeg flyttede ind hos Claus. Det har været en god tid, men alt godt må have en god røv, og nu er tiden inde til, at jeg får mit eget.

Jeg flytter til et af landets mindste postnumre, nemlig 1664 (filiong gong gong og tingelingeling), hvilket er ensbetydende med Kaalundsgade. Herved skærer jeg min pendletid ned fra 2 × 15 minutter til 2 × 5 minutter, hvilket jo er 20 minutter ned i foret hver dag. I dette regnestykke vælger jeg for nemheds skyld at se bort fra, hvor mange timer jeg skal arbejde ekstra for at finansiere den øgede huslejeafgift (det er så deprimerende at se livets realiteter i øjnene).

For at gøre selve flytningen (der i forvejen er besværliggjort af fem etager på Amager og tre på Vesterbro) så smertefri som muligt, har jeg iværksat Projekt Etapeflytning (PE). I de seneste par uger har jeg hver dag fyldt en taske med bøger og andre ting, der ikke fylder alverden men som vejer en del. Denne taske har jeg så tømt inde på kontoret, og planen er så at flytte tingene videre derfra, når jeg engang er kommet i stand i den nye lejlighed. Det er i øvrigt ganske praktisk her i mellemperioden at have sit indbo tilgængeligt, når man er på arbejde.

Etapeflytningen har allerede efterladt én reol tom. Det var en reol i hvid laminat af mærket Club 8, som på uforklarlig vis har overlevet siden min konfirmation for 13 år siden. Den valgte jeg så at sætte til storskrald.

Jeg flytter fra en ejendom med bl.a. ikke mindre end tre frisører, tre pizzeriaer og to mobiltelefonforretninger til en gade, hvor der slet ikke drives liberalt erhverv, udover hvad man nu må forvente af narkohandlere og glædespiger. Heldigvis er der ikke mange meter op til Vesterbrogade, hvor man kan få alt, hvad hjertet (herunder kranspulsåren) kan begære. Bl.a. ligger der en Den sorte gryde lige om hjørnet.

Ellers er jeg begyndt at køre lidt frem og tilbage til metropolen Esbjerg grundet et behageligt bekendtskab på de kanter. Der har været jernbanedrift i Danmark siden H.C. Andersens tid, men på trods af dette, er det åbenbart kommet som et chok for alle, at jernbaneskinner kræver vedligeholdelse. Mens DSB forgæves forsøger at holde dampen oppe, har togpassagerne derfor rigelig tid til at fordybe sig i læsestof. Her vil jeg gerne fremhæve Tor Nørretranders' Det generøse mennesker. Bogen handler om, hvorfor mennesker gør, som de gør, og at næsten alle handlinger kan koges ned til et ønske om at gøre sig til over for andre. Jeg synes nok, at Nørretranders til tider er noget spekulativ og drager nogle forhastede konklusioner, men på trods af dette er bogen noget af det mest tankevækkende, jeg længe har læst, og den har fået mig til at se mange ting i et nyt perspektiv. Den kan varmt anbefales. Det er populærvidenskab i den letbenede ende, så den er hurtigt læst.

Hvis man bliver kaffetørstig, når man sidder i stillekupéen i IC3-toget (det eneste sted i toget, der ikke er et inferno af skrigende spædbørn, syngende skoleelever og folk, der spiller spil på deres mobiltelefoner MED LYD PÅ, goddammit!), så kan man gå lige udenfor i mellemgangen, hvor togstewardessen holder til, hvis altså ikke hun er ude og pushe. Her kan man købe en kop sur kaffe fra termokande til 15 kr. Eller man kan bevæge sig knap en meter længere og købe en kop friskbrygget kaffe fra en automat til 6 kr. Jeg spekulerer stadig over rationalet bag denne prissætning.

Nå, men jeg vil vende tilbage til Amager, hvor jeg vil gøre et kort ophold for derefter at sætte kursen videre mod min seng. DSB og togets personale håber, at De ikke har haft en behagelig rejse og ønsker dem en god nat. Godnat.