Christians udmærkede weblog - indlæg fra 2004

Dagens tip

Hvis du har tendens til at bide negle, kan jeg anbefale flydende håndsæbe fra Palmolive. Efter at have vasket hænder i dem, har man i hvert fald ikke lyst til at tage hænderne op i nærheden af næsen. Retfærdigvis skal det siges, at jeg ikke har prøvet dem alle, men i hvert fald stinker både Milk & Honey og Fruit essentials med æblehørm aldeles forfærdeligt.

Bort, ud og væk herfra

Det kan godt være svært at komme i gang med at smide ting væk. Det ville jo være ærgerligt at have smidt det kære gamle 5¼"-diskettedrev væk, hvis man nu lige står og skal lave bootdisketter til kammeratens gamle 8086'er i overmorgen. Men når først man har fået kasseret sig lidt varm, så går det nemmere. Og man opdager, at man ikke er et mindre helt menneske uden disse kassevis af klenodier, som man aldrig kigger på, men som man helt sikkert vil værdsætte en dag - tværtimod.

De ting, der vækker de største minder, får æren af at blive fotograferet, inden de ryger ud. En harddisk fylder trods alt ikke så meget, når man skal flytte.

På opfordring fra mindst én læser bringer jeg hermed listen over kasserede ting. Alle tingene er blevet skilt ud, men de har ikke alle forladt lejligheden, så interesserede kan stadig nå at melde sig som arvtagere.

  1. Min skakcomputer, som ikke har været brugt i frygtelig mange år
  2. Min tamagotchi, der blev udklækket juleaften for længe siden og led en krank skæbne 7½ dag senere, da den bibbede på opmærksomhed, hvilket jeg var pænt ligeglad med nytårsdag kl. 09
  3. En håndfuld defekte kuglepenne og andet skrammel fra min kasse med skrivesager
  4. En stor stak go-cards og andre postkort, som der sikkert har været en god grund til at samle på
  5. Prøvetrykket af mit speciale fra DTU (jeg har en fin indbundet udgave af samme samt selvfølgelig en elektronisk)
  6. Mine Sennheiser hovedtelefoner, der egentlig var ganske udmærkede, før skumgummiet i hørebøfferne smuldrede væk og blev nødtørftigt erstattet af toiletpapir
  7. Mit gamle kamera, der trodsede frostvejr, sand, Red Bull, og hvad det nu var, som smadrede displayet, men omsider led sit endeligt, da Claus tabte det på gulvet
  8. En reklamekasket fra QXL, jeg aldrig har brugt, og hvis oprindelse fortaber sig i historien (min hovedfacon gør, at jeg ligner et fjols, når jeg har kasket på, så det forsøger jeg så vidt muligt at undgå)
  9. Et skrivebordsunderlag, der engang var af klar plast og som man stadig med lidt god vilje kan se igennem
  10. En kemibog og en formelsamling i fysik fra gymnasiet
  11. Mit Kraks Kort fra 1981 (jeg fik en opdateret udgave til min fødselsdag sidste år, men jeg gemte den gamle - vistnok ud fra en for længst opgivet plan om at se, hvordan København havde udviklet sig i de forgangne 22 år)
  12. Mine meget funky meeen måske lige vel stramtsiddende glimmerbukser
  13. En stak Matador-agtige pengesedler (de stammer vist ikke fra et spil) i blandede beløbsstørrelser fra 5 til 100.000

Listen vil blive opdateret løbende.

O.k., jeg gik kold halvvejs. Jeg prøver igen til næste år.

Antigaveræs

Noget af det værste ved jul og fødselsdage er, at man af sin omgangskreds bliver aftvunget gaveønsker. For nogen er gavegiveriet velment, for andre er det en pligt, men uanset hvad, slipper man ikke uden om at få noget.

Jeg har en fornuftig indtægt og har råd til selv at købe det jordiske gods, jeg lige står og mangler - i hvert fald af de ting, som ligger inden for budgettet for selv den mest generøse julegave. Hvis jeg står og savner en bestemt ting, ser jeg ingen grund til at skrive den på min bestillingsliste og først inkassere den ved næste gavehøjtid.

Jeg har flere gange frabedt mig gaver, men næ nej, det kan man ikke sådan bare. Skrækscenariet er at få mærkelige ting, typisk købt hos isenkræmmere og boghandlere, som bare kommer til at stå og samle støv. Jeg kan selvfølgelig bare skille mig af med tingene, men det generer mig, at folk i den grad smider penge ud af vinduet på ting, som jeg ikke nærer noget særligt ønske om at eje. Det samme gør sig gældende den modsatte vej, når jeg selv af pligt går ud og køber gaver.

Som et kompromis har jeg derfor strakt mig til at ønske mig ting, der kan forbruges eller som det går an at samle på, fx teaterbilleter, spiritus, tøj, sokker, cd'er og ting i den dur. Og jeg har også åbnet en kattelem for ting, som giveren vitterligt tror, jeg vil blive glad for.

Som nævnt i et tidligere indlæg, er jeg ret opsat på at skille mig af med en masse af de ting og sager, som jeg aldrig bruger, men som jeg troligt bærer rundt i flyttekasser, hver gang jeg flytter. Det inkluderer ting, som jeg har fået i gave, og som jeg aldrig bruger, men som jeg ikke nænner at smide ud ud fra en eller anden misforstået loyalitet over for den glade giver.

Derfor har jeg nu forsøgt at vende julens materialistiske fokus til noget positivt. Jeg vil fra 1. december og indtil jul lave min egen antipakkekalender. Det består i, at jeg hver dag vil skille mig af med en ting. Tingene skal ikke nødvendigvis smides ud men gerne foræres væk til nogen, der vil have større glæde af den, herunder tøjgenbrugsforretninger. Hvis noget kunne sælges, ville det da også kun være en ekstra bonus.

1. december blev det en skakcomputer, der måtte lade livet. I morgen bliver det nok noget tøj. Og så bliver det måske atter jul i den gamle ... øh, lejlighed.

Jeg glæder mig i denne tid

Der er her i weekenden blevet hængt granguirlander og julehjerter op over Amagerbrogade. Temmelig perverst, hvis du spørger mig.

Jeg havde godt nok bemærket, at julegalskaben havde ligget og ulmet i reklameblokkene på tv, hvor udgiverne af Søndags BT, Familiejournalen og tilsvarende kulturperler forsøgte at få landets indehavere af for meget fritid til at smide strikketøjet, rejse sig fra kakkelbordet og gå bersærk. Nu skal der dæleme bages klejner og hænges tingeltangel op. Sikke travlt vi får. Det er trods alt kun jul en fjerdedel af året. Men vi når det nok, skønt dagene er korte.

Men én ting er, hvad folk foretager sig af besynderlige ting i deres eget hjem. Noget andet er, hvad vi andre rettænkende borgere skal belemres med, blot fordi vi færdes på offentlig vej.

Jeg gad godt vide hvilken forskruet hjerne, der har udtænkt, at Amagerbrogade skal julepyntes 52 dage før jul. Har du måske nogensinde set et kalenderlys med 52 streger? En adventskrans med 7 lys? En julekalender med 52 låger? Nej, vel?

Jeg har hørt rygter om, at det gavner salget at indvarsle julen tidligt. Men ud fra den argumentation burde man vel så lade lortet hænge oppe året rundt. Og hvis man så samtidig tvinger et par pebernødder og en lille nisse ned i halsen på de forbipasserende, så er der stensikker profit. Varer kan man få i tusindvis, tænk Dem bare, under indkøbspris, pris, pris, pris, pris, pris, pris, ja, tænk engang, det er bare for crazy.

Jeg har taget kontakt til den lokale handelsstandsforening, der må antages at være ansvarlig for vanviddet, og udbedt mig en forklaring.

Opdatering: Jeg har i dag modtaget en mail fra handelsstandsforeningen, der forklarer, at lyset i julepynten ifølge en gammel tradition tændes ved det årlige juleoptog, der i år falder 20. november. Installatøren skal angiveligt bruge 14 dage på at gøre det hele klart, og derfor er ophængningen i gang allerede. Hvis det ellers er rigtigt (han lyder lidt sløv, ham installatøren), så er det vel en meget god grund til at være tidligt ude, så jeg stikker piben ind og må lære at leve med det.

Ugens bøger

TDC har printet tusindvis af sider ud fra internettet og bundet dem ind i to bøger, en hvid og en gul, og smidt dem på trappeopgangen foran døren til lejligheden. Dem skræver vi nu hen over på anden uge, når vi skal ind og ud.

Det er da meget venligt af dem at tænke på os, selvom vores eneste engagement hos konglomeratet er vores kabel-tv-abonnement. Men vi har ikke rigtig noget at bruge denne overflod af papir til. Man kan ikke engang skriver noter på bagsiden. Det virker lidt som spild af ressourcer at husstandsomdele disse gedigne værker hvert eneste år.

Også selvom man rent faktisk skulle være afskåret fra internettet og 118-tjenesten og omverden i øvrigt, er telefonbogen af tvivlsom værdi. Uvist af hvilken årsag indeholder De Hvide Sider ikke numre på mobiltelefoner men alene fastnetnumre. Denne sondring virker temmelig arbitrær, idet folks abonnementsforhold vel næppe er afgørende for, om man ønsker at ringe til dem (medmindre de har købt sig et 90-nummer eller bor på Skt. Helena). Og selvom TDC ihærdigt forsøger at ignorere, at man godt kan leve uden en fastnettelefon, så er der faktisk folk, der alene har en mobiltelefon.

Jeg ved ikke, om man kan frabede sig telefonbøgerne. Vi har et "Reklamer, nej tak"-skilt på døren, hvilket respekteres af såvel postvæsnet som reklamebudene, og endda lokalsprøjten og Søndagsavisen og tilsvarende ligegyldigheder er vi normalt forskånet for på den konto. Men telefonbøgerne skal vi åbenbart trækkes med.

Bevares, det er da ikke det store problem at smide dem ned i papircontaineren. Det virker bare sådan lidt fjollet.

Gastronomisk sammenstød

Jeg kommer en del hos min lokale kebabmand, og jeg kan næsten i søvne gå ned og hente en nr. 38 med chili. Dette søvngængeri betød dog i går, at jeg nær blev tacklet af den nye avishylde, der pludselig og uden varsel var blevet monteret i forretningen. En smule åndsnærvær er åbenbart nødvendigt - selv ved fastfoodindkøb.

Rystende

Her lidt over midnat er der startet noget vejarbejde nede på gaden, der bogstaveligt talt får møblerne til at stå og ryste heroppe på femte sal. Selv ude i køkkenet, der vender ud mod gården, står porcelænet og klirrer i skabene.

Man får næsten associationer til de hedengangne storebæltsfærger. Der mangler bare nogle larmende børn og nogle hunde.

Der hang godt nok en seddel i opgangen om, at der skulle være noget natarbejde på Amagerbrogade. Men at de ligefrem ville vælte huset, fremgik ikke.

Du danske sommer

I onsdags løj meteorologerne, da de lovede regn og torden. Siden da må de have pudset krystalkuglen ...

Rejseparlør

For uindviede kan de københavnske trafikanter virke som en flok aggressive egoister, der er meget lidt tilgivende over for andres fejl. Indtil for nylig hørte jeg til dem, der nærmest blev pinligt berørt, når jeg så, hvordan folk teede sig i trafikken. Jeg genvandt dog troen på det civiliserede menneske, da jeg indså, at jeg tog fejl. Årsagen til misforståelsen var, at jeg ikke forstod gadens sprog, der på overfladen kan virke hårdt men som i virkeligheden er en måde at bekende sin respekt for sine medmennesker på. Nu er jeg ved at lære det.

Som en service for andre, der skulle lide af samme misopfattelse, bringer jeg her en lille parlør.

Langt signal med bilhornet
(benyttes hvis en medtrafikant laver en uheldig manøvre) "Hov, der kom du vist til at kvaje dig. Jeg ved godt, at det var i ond tro og udelukkende for at genere mig. Men pyt med det - jeg kvajer mig godt nok aldrig, men ellers kan den slags ske for selv den bedste."
Hånd med pegefingeren løftet rakt frem mod medtrafikant
(benyttes som svar på førnævnte) "Ja, der fik jeg vist fejlbedømt situationen. Men jeg er glad for, at du tager det så pænt, så modtag hermed min uforbeholdne undskyldning."
Gentagne signaler med bilhornet
(benyttes hvis en medtrafikant holder unødigt stille) "Der er fri bane, så du kan roligt køre frem. Jeg kan se, at du kun venter på mit signal, så jeg dytter lige lidt ekstra, så jeg er sikker på, at du hører det. Hvis jeg holder her tre sekunder længere, vil min aftensmad blive kold, og universet vil implodere, så det er ret afgørende for mig, at du kører nu."
Ekstra langt signal med bilhornet
(benyttes hvis en køreskoleelev ikke udviser samme færdigheder som en taxachauffør) "Hej, min ven. Du skal da lige have et venskabeligt dyt. Jeg har også selv været ny i trafikken engang, og jeg ved, hvor meget den slags venlige gestusser hjælper på selvtilliden."
Hårde klap bag på bilen
(benyttes af cyklister, hvis en bilist holder på tværs cykelstien) "Ja, det er godt nok meget trafik i dag, så det må være svært for dig at komme ud - dog ikke noget i sammenligning med, hvilke ofre jeg må bringe for at køre uden om dig i en lille bue. Men hvis jeg nu klapper dig lidt, så går det nok hurtigere for os begge."

Jeg håber, at ovenstående kaster lys over omgangstonen i trafikken, så læseren formår at kommunikere med sine medtrafikanter i en ånd af gensidig respekt og forståelse.

The Tower of Babel

I spent some time this weekend trying to make a small Python script that transmits data to a PHP script running on a web server using XML-RPC (XML-RPC is a protocol similar to the more well-known SOAP).

It turned out to be not so simple due to incompatibilities between the XML-RPC client and server libraries. So instead of just using the libraries as described in their documentation, I spent my time filing bugs, reading RFCs and making patches instead.

The XML-RPC specification isn't very precise or elaborate (not surprisingy, since it is written by the same author as six of the nine incompatible RSS specifications). This is unfortunate, because implementors are forced to obey the letter of the specification rather than what is assumed to be the spirit. Also, the standard doesn't mention other standards of relevance to the implementation, in this case RFC 3023, so implementors may fail to address an important issue in their code.

Standards are vital for interoperability in a connected world. While humans can communicate without much standardisation of vocabulary or language (consider travelling in a country where you don't speak the local language that the locals don't speak any language you know - somehow you still manage to get food every day), computers need a fairly strict set of rules for communicating. Without good standards, different implementations become incompatible or at least unnecessarily complicated, because they need to guess what the other party in a communication means. And that is a threat to accessability, diversity and competition.

A good standard is unamigous and easy to understand for people who wish to implement it. If you are not used to reading standards, you may not get much benefit from reading an RFC or a W3C standard. In this case, a good tutorial or a description in informal terms may be more helpful. But optimally, an implementor should be able to get the relevant points just by reading the standard itself. Also a standard should not have degrees of freedom that does not add any flexibility. For instance, a lot of standards specify that some texts are case-insensitive or that white-space may be added in a lot of places. These liberties do not add any flexibility but only complicate the implementation.

Just as vital for interoperability as standards are good implementations. One of the most important general design principles is be strict when sending and tolerant when receiving. All software has bugs (some [1], [2] more than other), and people often don't upgrade just because a new version with few (or at least other) bugs is available. So good software should be forgiving about faulty input.

Being forgiving yields another problem, though, especially if one implementation has a large market share (like almost anything from Redmond). Consider the number of web sites optimized for Internet Explorer. In this connection, "optimized for" often really means "happens to work in". Internet Explorer is very tolerant of errors in the HTML and will render anything that vaguely resembles HTML. So that a page is displayed as intended in Internet Explorer is not a good indicator that it will look the same in other browsers. Other browsers are tolerant of errors as well, but as long as there are no standards specifying exactly how they should treat a tag soup, the result is not well-defined, and their interpretation of the code may differ.

So in order not to be a part of the problem but rather a part of the solution, a tolerant implementation should, if possible, provide an indication that it has detected something that is in violation of some standard. A good example is the iCab browser for the Mac that has an indicator of HTML quality in the browser window's status bar. Not only does this inform the author that something is wrong, but it also makes errors more visible to everybody else, and that might encourage HTML authors to fix their code so that they don't appear ignorant.

A random implementation may be able to detect some errors, but usually there are a lot of edge cases that it does not encounter under normal operation. Instead a regular test suite or validator is needed to do an extensive automated test. The W3C HTML validator is a well-known such tool. It has one problem, though. It does not rank errors. This is not a problem if the goal is to eliminate all errors. But this may not always be an option, depending on the project timeframe or the skills of the HTML author (remember that writing HTML is not only a job for professionals, but for almost anybody who knows how to set the clock on their VCR). A web page can be displayed as expected in almost all browsers and still yield a lot of errors in the W3C validator. So the validator should rank them after importance to encourage users to at least fix the errors that are most likely to cause problems. Today, even some professionals discard the W3C validator as being too pedantic. Also, a validator should provide hints on how to fix the problem.

So what we need to get as good interoperability as possible is

There is still much to do.

Mens vi venter på ordensmagten

I skrivende stund sidder jeg i telefonkø hos politiet for at melde, at jeg i fredags i relativt sober tilstand mistede min tegnebog.

I ventetiden, der indtil nu vist har passeret et kvarter 25 minutter, har jeg bl.a. fundet tid til at studere hele politivedtægten for København, som jeg faldt over, da jeg var inde på ordensmagtens website for at finde deres telefonnummer (opdatering: Politivedtægter blev afskaffet i 2005, så førnævnte link fører ikke til politiets hjemmeside, men det gjorde det, da nærværende blogindlæg oprindeligt blev skrevet). Af denne fremgår bl.a., at man har pligt til at stille sig i kø i den rækkefølge, man ankommer til et busstoppested (§ 7, stk. 2), og at man ikke må grave store huller ved stranden, der kan være til fare for andre (§ 19, stk. 3). Man må heller ikke ryste duge og banke tæpper ud over gaden (§ 25), dog må man gerne vande sin altankasse, hvis ellers man sørger for, at det ikke sker til ulempe for forbipasserende (§ 25, stk. 2). Det er godt med ordnede forhold.

Af samme websted fremgår i øvrigt, at anmeldelser modtages personligt, telefonisk eller skriftligt, dog ikke via e-mail. Om dette skyldes, at politietaten ikke råder over en datamat, som de kan bruge til at udskrive den modtagne elektroniske post, så de efterfølgende kan bokse en rapport på deres rejseskrivemaskiner, eller om det snarere er en generel angst for nymodens teknologi herunder tekster, der ikke er skrevet med fjerpen eller hugget i stentavler, (puha, indskudt sætning slutter her) skal jeg ikke kunne sige. Jeg ved snart ikke, hvad der er mest sandsynligt, eller hvad der er mest skræmmende at tænke på. Det kan man jo så spekulere lidt over, mens man bruger sin arbejdsdag på at sidde i telefonkø.

Nå, nu kom jeg igennem. Hurra.

Opdatering: Få timer efter min samtale med polisen, modtog jeg et behageligt (og kortvarigt) telefonopkald. Det var fra en fyr, der arbejdede i Bruuns Bazaar i Kronprinsensgade, som havde fundet min pung, da han fejede gaden foran butikken. Så her sidst på dagen var jeg lige forbi og aflevere en lille findeløn. Mit Dankort, et klippekort og lidt småpenge manglede, men kørekort og sygesikringskort var der stadig. Så må jeg godt nok fortsat lide den tort at skulle rende rundt med et af de klodsede, gammeldags kørekort. Men det er da værd at tage med.

Politiet har sidenhen fået ny hjemmeside. Linksene i dette indlæg er tilrettet. På den nye hjemmeside kan man nu foretage anmeldelser via nettet. Mucho avanceret.

Hallo hallo

Mens andre raske drenge drømte om hurtige biler og damer med store bryster, var det i mine barndomsår en stor drøm at få mit eget voice response-system (ja, jeg var et besynderligt barn). Det ønske er omsider blevet virkelighed.

Jeg opdagede for nylig til min overraskelse, at IP-telefoni er blevet et reelt og ret billigt alternativ for private til traditionel fastnettelefoni. Man kunne mene, at jeg er for ung til fastnettelefoni, men når det nu kun koster 10 kr. i abonnement om måneden, og man samtidig kan få opfyldt en drengedrøm, så er det da værd at tage med.

IP-telefoni er et vidt begreb. Sidste år lancerede Skype (det rimer sjovt nok på hype) under et veltilrettelagt mediestunt et computerprogram, der tillader folk at tale med hinanden gratis over internettet vha. deres computere. Dette er også IP-telefoni. Man skal dog have sin computer tændt for at foretage og modtage opkald, og man kun kommunikere med andre Skype-brugere, hvilket gør Skype til en kuriositet snarere end til et reelt alternativ til traditionel telefoni.

Derimod er IP-telefoni hos fx Musimi, der er min nye operatør, den ægte vare. Her ringer du vha. dine almindelige telefoner, og du beholder dit eksisterende telefonnummer. Du køber blot en lille boks, som du sætter mellem din ADSL-router og dine telefoner.

Det kan dog være mere kompliceret end som så. Under visse omstændigheder, fx hvis man har et privat-ADSL-abonnement hos TDC (!), kan man ikke have ADSL-abonnement uden også at have en almindelig telefonlinje, og så går fidusen lissom tabt. Afhængigt af hvordan dine telefonstik rundt omkring i din bolig er forbundet, kan det være nødvendigt at foretage et indgreb i installationen.

I stedet for at købe en sådan boks har jeg købt et indstikskort til min Linux-server, der alligevel altid står tændt og holder temperaturen oppe i server-/viktualierummet. Vha. dette kort kan jeg tilslutte mine telefoner til computeren.

Jeg har så installeret Asterisk, der er en open source telefoncentral. Her kan jeg lave mit eget voice response-system med indbygget telefonsvarer (hvor man får de indtalte beskeder tilsendt med e-mail som vedhæftede filer), pausemusik og alskens andet lir (jeg kan rigtig drive folk til vanvid). Der findes sågar et API til at kode sine egne applikationer. Herlighedsværdien er enorm.

Systemet kører nu i live-beta-test på telefon 36 948 548. Ugenr.dk, der er mit lille hyggeprojekt, som forventes at kunne finansiere min alderdom, oplyser nu beredvilligt det aktuelle ugenummer, hvis man trykker 5. Flere spændende tjenester er på vej. Internettet kan godt gå hjem og lægge sig.

Ud af skabet

Så er sommerjakken taget af bøjlen for første gang i 2004, og vi har holdt årets første proteinpulverpause i solen på kontorets tagterrasse (hvor vi diskuterede, hvad der ville være det mest spektakulære terrormål i København).

Fedtet rabat

Salatmayonnaise. 50%. 10 kg. Pris ved køb af 1 sp. pr. sp. 98,20 (122,75). Pris ved køb af 55 sp. pr. sp. 98,00 (122,50)Sad lige og bladrede i Metros online tilbudskatalog og faldt over et tilbud på mayonnaise ud over det sædvanlige. Normalprisen for en 10-liters spand er kr. 98,20 ekskl. moms. Men hør så her: hvis man køber 55 spande, dvs. godt og vel et halvt ton mayonnaise, så får man det til sølle kr. 98,00 pr. spand, dvs. en rabat på svimlende 2 ‰. Og så har man tilmed mayonnaise til flere uger.

Pøbelvælde

Så har vi balladen igen: En pøbel og en flok populistiske politikere, der vil lave love rettet mod mennesker, hvis meninger de ikke bryder sig om. Denne gang er det Pædofilgruppen og dens hjemmeside, der bringer sindene i kog.

DR Nyheder Online tør ikke være mere præcise mht. URL'en på denne famøse hjemmeside, end at webadressen ender på .org (mkay). Øvrige netmedier bringer heller ingen links. Det skyldes nok mest, at de gamle medier endnu ikke har fattet det der med links (det er ikke ualmindeligt).

Seneste udvikling i sagen skyldes en underskriftsindsamling forestået af foreningen Stop Pædofili Nu. De samler på deres hjemmeside underskrifter (formular i PDF-format) for at forbyde Pædofilgruppen og dennes hjemmeside. Det overraskende er her, at jeg - trods ihærdige forsøg - ikke har kunnet finde noget link på Stop Pædofili Nus hjemmeside, der henviser til den foreningen eller den hjemmeside, de vil have forbudt.

Er det et udtryk for, at man fra Stop Pædofili Nus side ikke ønsker, at folk sætter sig ind i sagen, før de deltager i underskriftsindsamlingen, for selvfølgelig vil de skrive under, for pædofili er jo noget værre noget? Tror de endda, at offentligheden ikke kan håndtere de uhyrligheder, som bemeldte hjemmeside måtte indeholde?

Jeg er meget betænkelig ved folk, der tror man kan komme alverdens dårligdom til livs ved at censurere de mennesker, de er uenige med. Dels er det i mine øjne naivt at tro, at et forbud har nogen betydelig effekt, og dels udviser det meget ringe forståelse for, hvordan demokrati og ytringsfrihed virker. Jeg bryder mig heller ikke om foreninger, der spiller på folks rygmarvsreaktioner og samler underskrifter ind mod noget, uden at sige ret mange ord om, hvad det er, de beder folk skrive under på.

Få en gratis bajer og Ekstra-Bladet fra i går: For de fatsvage, der ikke forstår at læse indenad, skal jeg skære ud i pap, at jeg ikke er pædofil. Jeg har ikke nærstuderet Pædofilgruppens hjemmeside eller taget stilling til deres synspunkter, men jeg deler i hvert fald ikke deres holdninger til at liberalisere lovgivningen mht. pædofili. Når det er sagt, vil jeg så også forsøge at lægge en dæmper på lynch-trangen ved at sige, at en pædofil ikke nødvendigvis gør andre mennesker ondt. Man kan godt være pædofil, uden at være praktiserende. Om man kan lide det eller ej, så er der folk, der nærer den slags lyster, og selvfølgelig skal de have lov at fortælle om deres følelser og oplevelser og meninger til ligesindede og omverden i øvrigt - hvem tænker ikke slette tanker i ny og næ? De skal selvfølgelig også have lov til at arbejde for at ændre loven - det kommer de nok alligevel ikke så langt med. Hvad de til gengæld ikke må, er at lade deres lyster tage overhånd og begå overgreb mod børn - men den slags er vist strafbart i forvejen.

PS: Ovenstående tilbud om gratis øl og formiddagsblad var kun et blikfang. Her er ingen gratis øl. Jeg erkender, at det var tarveligt og arrogant af mig. Fy, slemme mig. I kan jo prøve at forbyde mig og min hjemmeside.

Hvor' du fra?

Jokeren er meget i æteren for tiden med nummeret Havnen, der handler om fortræffelighederne ved Christianshavn. Nu bor jeg på den nærliggende og mindst lige så fortræffelige Kongeøen, så når jeg synger med, lyder den lidt anderledes:

Hvor' du fra?
Hvor' du fra?
Jeg' fra Amager

Og hvad så, siger du så. Ja, hvad siger du til mig, siger jeg til dig? Jo, det pudsige ved den sætning er, at den - udtalt på kongeømål - har ikke mindre end fem stavelser i træk, der rimer. Fascinerende, hva'? Det tror jeg da nok liiige det er, tror jeg.

I den forbindelse kan jeg tilføje, at jeg under den nylige æøå-dk-domæne-euforie - i desperation over, at mine bestillinger på hhv. sæd.dk og æd.dk blev overhalet i køen - erhvervede mig lorteøen.dk. Forslag til anvendelsesmuligheder modtages gerne.

Respekt, mand!

For et halvt års tid siden rapporterede jeg om mine kvaler med at få Tiscali til at fatte, at jeg havde opsagt mit ADSL-abonnement hos dem. Et par dage efter kom der lidt skred i sagen, og jeg lavede en tilføjelse til mit indlæg, hvor jeg udtrykte optimisme mht. sagens forhåbentlig snarlige afslutning.

Det viste sig dog at være naivt at tro, at sagen var noget nær en afslutning. Efter lang tid modtog jeg en opgørelse over, hvor meget af mit forudbetalte abonnement, jeg skulle have tilbage. Denne opgørelse var dog baseret på datoer, der hverken stemte overens med datoerne på mine fakturaer eller datoen for min opsigelse. Jeg protesterede via mail. Deres reaktion var at sende et brev, hvori de nu fremførte, at mit abonnement slet ikke var et privatabonnement, og at jeg derfor havde tre måneders opsigelsesfrist i stedet for én, så jeg faktisk havde opsagt mit abonnement alt for sent. Jeg ved ikke, hvordan min abonnementstype skulle være skiftet, men der står i hvert fald "privat" på min ordrebekræftelse.

Muligvis i et forsøg på at overrumple mig overførte de så et beløb til min bankkonto, der oversteg, hvad jeg mener at have til gode. Jeg har i den anledning i min storhed valgt at lade nåde gå for ret og har sat sagen i bero.

Nå, men det var slet ikke for at disse Tiscali, at jeg for i det digitale blækhus. Tværtimod ville jeg rose min nye ADSL-udbyder, Cybercity, som har overrasket mig positivt.

Cybercity har nu for tredje gang inden for det seneste trekvarte år sat hastigheden på vores ADSL op uden beregning, hvilket jo er sympatisk nok. Vi ville dog gerne have lidt mere båndbredde upstream, så der kommer lidt mere fart på, når vi fx læser vores hjemmemail via IMAP, når vi sidder på arbejde. Så jeg skrev en mail til dem om ændring af vores abonnement. Efter en time fik jeg mail om, at min bestilling var registreret, og at ændringen ville træde i kraft i løbet af fire timer. Sådan!

For noget tid siden var der gået lidt kludder i det, da vi skulle have flyttet ADSL'en fra Claus' til min Betalingsservice, så vi havde fået et rykkerbrev. Men også her skulle der kun en enkelt mail til, før rykkergebyret var annulleret.

Tiscali er såmænd ikke ene om at tro, at hvis blot man ignorerer kundens henvendelser, så er den sag nok ude af verden, og man hører ikke fra ham igen. Det har jeg oplevet adskillige gange, selv hos store firmaer med hele afdelinger for kundeservice (eller mangel på samme). Men det er da rart indimellem at få bekræftet, at ikke alle firmaer behandler sine kunder med total mangel på respekt.

Redakteurens hjertesuk

Jeg opdagede tilfældigvis, at nærværende site er opført på Troels' liste over links, han besøger hver uge. Udover at være beæret over dette, giver det også anledning til dårlig samvittighed, idet sitet ikke er blevet opdateret siden dinosaurerne (det tager nu engang lidt tid at komme sig oven på sådan et meteornedslag). Det søger jeg hermed at råde bod på ved dette meta-indlæg.

Jeg føler et vist pres, når jeg gennem længere tid har forsømt at skrive her. Jo længere tid der går, jo større opfatter jeg kravet til værkshøjde til det indlæg, der bryder radiotavsheden.

Dette selvpåtvungne præstationsdiktatur skal nu høre op. Fremover vil jeg ikke tøve med at skrive, selvom det eneste, jeg har på hjerte efter at have tiet i flere år, er et enkelt frækt ord.

Så "pik"!

< nyere indlæg | ældre indlæg >