lørdag 23. august 2003 kl. 15:04

Flytterod

Jeg er nu flyttet ind sammen med Katarina og Claus i Claus' lejlighed på 5. sal på Amager Det er fedt.

"Flyttet ind" måske er lidt meget sagt, idet mine ting stadig står i flyttekasser, der står ud over det hele, men den det gjorde de på den anden side også næsten hele det års tid, jeg boede i Søborg. Pga. noget hurlumhej med den tidligere ejer har vi endnu ikke adgang til loftrummet i den nye lejlighed, men når det går i orden, kan jeg forhåbentlig stille nogle af kasserne derop.

Jeg er godt i gang med Projekt Digitalisering af Nostalgisk Bras (PDNB). Øvelsen består i at skille mig af med alle de papirer og mærkelige dimser, jeg slæber rundt med alene af nostalgiske årsager. Den nostalgiske værdi kan som regel opbevares lige så let på et fotografi eller en indscanning, så nu er jeg ved at fotografere mig gennem ringbind og papirstakke, hvorefter jeg smider det fotograferede ud.

Da jeg i sin tid flyttede til Søborg meldte jeg flytning til Folkeregistret via Netborger, hvilket forløb let og smertefrit. Det viste sig dog, at man ikke kan melde flytning via Netborger, når man flytter til Københavns Kommune (men det er der vel heller ikke så mange, der gør). Dette blev jeg dog først gjort opmærksom på, da jeg havde udfyldt alle felterne. I stedet for at kvittere med "tak for din flyttemelding, gamle dreng", så blev jeg mødt med teksten "du kan nu udskrive din flyttemelding og sende den til folkeregistret i din kommune". De kunne ikke engang oplyse mig adressen på dette. Den fandt jeg så via Krak og cyklede forbi med min tilmelding. Her havde de minsandten skrevet på døren: "husk at du kan melde flytning via www.kk.dk". Men det er løgn, løgn, LØGN! - medmindre man flytter internt i Københavns Kommune. Jeg var i øvrigt lige ved at få kaffen galt i halsen, da jeg slog op, at kommuneskatten i København var 11,8 procentpoint højere end i Gladsaxe, hvor jeg boede før. Det hjalp dog lidt på hosten, da jeg kom i tanke om, at man jo så i modsætning til Gladsaxe ikke betaler amtsskat, når man bor i Københavns Kommune.

Nå, til gengæld kunne jeg med glæde konstatere, at man nu kan melde vedvarende adresseændring til postvæsnet via nettet, hvilket jeg så gjorde. På deres website blev det godt nok svagt antydet, at de kunne et eller andet med at hente adresser fra Folkeregistret, men det var ikke særlig klart formuleret, så for god ordens skyld indtastede jeg manuelt min nye adresse.

Kort før min flytning havde jeg bestilt noget hardware (til de tynde klienter, Klaus og jeg har bestilt) fra England til min nye adresse, men jeg havde ikke lige fået mit navneskilt på døren, så noget gik galt. Postvæsnets Track & Trace-system mener godt nok, at pakken er udleveret, men den er i hvert fald ikke udleveret til mig. Efter at have forklaret problemstillingen over for en hel del forskellige postansatte, fik jeg fat i en, der mente, at pakken var blevet sendt tilbage til afsenderen. Der er den imidlertid ikke dukket op endnu, så hvor i post-space den befinder sig er indtil videre uopklaret. E.T. phone home, tak.

Af flytterelatede opgaver udestår stadig at få gjort Tiscali opmærksom på, at jeg ikke bor i Søborg længere, og derefter ikke længere skal have leveret ADSL der. De er imidlertid overordentligt tykpandede, så hidtil har de gladeligt ignoreret mine henvendelser over den seneste halvanden måned ang. opsigelse af mit abonnement. Men de giver vel lyd fra sig, når de opdager, at de ikke længere kan hæve penge på min konto via Betalingsservice.

Hvis sol og måne står i de rigtige verdenshjørner, skulle der gerne komme en TDC-tekniker på besøg på onsdag, så vi kan få ADSL i den nye lejlighed her kun halvanden måned efter bestillingen hos CyberCity (leveringstiden står vist ikke helt mål med parolen "Med ADSL sætter du turbo på internettet"). Der har været ADSL i lejligheden før, så hvorfor et teknikerbesøg er nødvendigt, ved jeg ikke, men det har vel noget med pilekviste og slagtning af haner ved daggry at gøre. Jeg har i øvrigt ikke hørt om ret mange ADSL-installationer, der har virket i første forsøg, så jeg krydser fingre. Kommentarer angående succesraten for den slags modtages gerne i kommentar-systemet.

Nu mangler jeg (udover det med flyttekasserne) bare lige at få solgt min gamle lejlighed. Der har været et hold, der har afgivet bud, og vi har vist næsten krejlet os frem til en pris, så forhåbentlig kan vi underskrive en købsaftale i nærmeste fremtid.

Det skal nok ordne sig alt sammen ...

Opdatering: Pakken blev leveret mandag morgen (uden forklaring eller noget). Udmærket.

Opdatering II: Efter at have ringet til Tiscali for femte gang eller noget i den retning fik jeg omsider fat i en snarrådig medarbejder, der kunne sætte lidt gang i behandlingen af min ansøgning. Jeg har nu modtaget en bekræftelse af min opsigelse, hvilket da er et skridt i den rigtige retning.

Opdatering III: Det viste sig, at pakken rent faktisk var blevet sendt tilbage til England, og at forhandleren så havde sendt den tilbage igen.

Opdatering IV+V+VI: Med ubehagelige halvanden uges forsinkelse begyndte vort internet omsider at virke. Salget af min lejlighed er faldet på plads uden komplikationer. Og har jeg har nu modtaget min nye sygesikringskort, dvs. at jeg nu er fuldgyldig borger i Københavns Kommune. Hurra for det.

Kommentarer

  1. af Troels Arvin - søndag 24. august 2003 kl. 22:52

    Pas på med digitaliseret nostalgi - i hvertfald hvis du gemmer det på CD-ROM, jvf. http://www.cdfreaks.com/news/7751

    I øvrigt kunne jeg godt tænke mig at vide mere om hvad det er for noget med "tynde klienter". Skal I vejlede anoreksi-piger? (I så fald håber jeg, at I kan hitte på nogle mere velsmagende retter end dem på vores.tv.)

  2. af Christian - tirsdag 26. august 2003 kl. 10:01

    Ja, jeg må nok hellere genoptrykke min digitale mindeballast med jævne mellemrum, medmindre den skal lide samme kranke skæbne som mine øvrige falmende erindringer.

    Mht. tynde klienter har det ikke noget med piger at gøre. Næh, vores tynde klienter er tværtimod helt lydløse, så man kan få fred, når man sidder bag skærmen (hvad mere kan man ønske sig?). Det er et par VIA EPIA ME6000-bundkort, vi har købt - se http://www.viaarena.com/?PageID=187.

    Den dims, jeg havde bestilt fra England, var en adapter, så man kan tilslutte et Compact Flash-kort til en IDE-adapter og således bruge det som boot-medium i stedet for en harddisk.

    Jeg skal også have købt en ny maskine, der skal fungere som Linux-server for den tynde klient. Så beholder jeg min bedagede Celeron 300 Mhz til at køre Windows på. Den er planen, at den skal stå og snurre i lejlighedens server-/viktualierum. Klaus skal bruge vores.tv-maskinen som server (så kan han omsider få brugt noget af al sin RAM).

    Jeg tror ikke, det bliver helt simpelt at sætte op, men til gengæld er herlighedsværdien stor, når først det kommer op at spille :-)

  3. af Peter Brodersen - lørdag 20. september 2003 kl. 22:04

    Hep, tillykke med at lejligheden blev solgt! Så er der da den hovedpine mindre :)

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg.