søndag 29. februar 2004 kl. 22:26

Respekt, mand!

For et halvt års tid siden rapporterede jeg om mine kvaler med at få Tiscali til at fatte, at jeg havde opsagt mit ADSL-abonnement hos dem. Et par dage efter kom der lidt skred i sagen, og jeg lavede en tilføjelse til mit indlæg, hvor jeg udtrykte optimisme mht. sagens forhåbentlig snarlige afslutning.

Det viste sig dog at være naivt at tro, at sagen var noget nær en afslutning. Efter lang tid modtog jeg en opgørelse over, hvor meget af mit forudbetalte abonnement, jeg skulle have tilbage. Denne opgørelse var dog baseret på datoer, der hverken stemte overens med datoerne på mine fakturaer eller datoen for min opsigelse. Jeg protesterede via mail. Deres reaktion var at sende et brev, hvori de nu fremførte, at mit abonnement slet ikke var et privatabonnement, og at jeg derfor havde tre måneders opsigelsesfrist i stedet for én, så jeg faktisk havde opsagt mit abonnement alt for sent. Jeg ved ikke, hvordan min abonnementstype skulle være skiftet, men der står i hvert fald "privat" på min ordrebekræftelse.

Muligvis i et forsøg på at overrumple mig overførte de så et beløb til min bankkonto, der oversteg, hvad jeg mener at have til gode. Jeg har i den anledning i min storhed valgt at lade nåde gå for ret og har sat sagen i bero.

Nå, men det var slet ikke for at disse Tiscali, at jeg for i det digitale blækhus. Tværtimod ville jeg rose min nye ADSL-udbyder, Cybercity, som har overrasket mig positivt.

Cybercity har nu for tredje gang inden for det seneste trekvarte år sat hastigheden på vores ADSL op uden beregning, hvilket jo er sympatisk nok. Vi ville dog gerne have lidt mere båndbredde upstream, så der kommer lidt mere fart på, når vi fx læser vores hjemmemail via IMAP, når vi sidder på arbejde. Så jeg skrev en mail til dem om ændring af vores abonnement. Efter en time fik jeg mail om, at min bestilling var registreret, og at ændringen ville træde i kraft i løbet af fire timer. Sådan!

For noget tid siden var der gået lidt kludder i det, da vi skulle have flyttet ADSL'en fra Claus' til min Betalingsservice, så vi havde fået et rykkerbrev. Men også her skulle der kun en enkelt mail til, før rykkergebyret var annulleret.

Tiscali er såmænd ikke ene om at tro, at hvis blot man ignorerer kundens henvendelser, så er den sag nok ude af verden, og man hører ikke fra ham igen. Det har jeg oplevet adskillige gange, selv hos store firmaer med hele afdelinger for kundeservice (eller mangel på samme). Men det er da rart indimellem at få bekræftet, at ikke alle firmaer behandler sine kunder med total mangel på respekt.

Kommentarer

  1. af Peter Brodersen - fredag 5. marts 2004 kl. 10:04

    Det er gået op for mig, at både Tiscali og CyberCity gør brug af Boost-konceptet, og bruger metoden uopfordret nu og da for lige at glæde de faste kunder.

    Forskellen er blot, at CyberCity uden videre boost'er kundernes forbindelse opad, hvorimod Tiscali uden videre boost'er kundernes regninger opad.

  2. af Christian - fredag 5. marts 2004 kl. 10:42

    Tiscali booster vist især kundernes blodtryk.

  3. af Torben Sangild - tirsdag 9. marts 2004 kl. 19:49

    Tiscali er de værste. Jeg har efterhånden hørt så mange absurde sagsforløb (og selv oplevet at forsøge at få installeret bredbånd i 5 måneder uden at Tiscali anerkendte at det altså ikke var installeret, og...nej, jeg orker næsten ikke at fortælle historien. Pointen er at de folk som sidder i kundeservice ved så lidt som overhovedet muligt, for at sikre at enhver kommunikation med virksomheden er umulig. Faxer og breve ryger i skraldespanden. Tiscali er kort sagt fuldstændig kolde i røven! Findes der ikke en Tiscali-hadeside? I så fald melder jeg mig gerne under fanerne.

  4. af Christian V. Schmidt - mandag 19. april 2004 kl. 14:47

    Jeg vil gerne være med til at lave en Tiscali hade side. Desværre har jeg allerede brugt alt for meget tid på Tiscali... Derfor vil jeg heller ikke gå i detaljer med absurditeterne.

    Først havde jeg i månedsvis brugt meget af min fritid på at programmere et system til håndtering af Tiscalis mange opsigelser (-dem som kommer fra kunder). Men ironisk nok blev jeg så selv opsagt af Tiscali i en sparrerunde. Til mit store held fik jeg lov til at lave systemet færdigt, inden jeg blev fritstillet. Morskaben begyndte først da Tiscali ville opgøre forbruget på mine medarbejderkonti.

    Tiscali startede med at hævde at de ville trække opkrævningen fra min næste lønudbetaling, så jeg tænkte noget i retning af ”yeah, you do that”. Allerede efter få måneder opdagede Tiscali dog at jeg jo ikke fik løn af dem længere.

    Kort fortalt præsterede Tiscali alene i denne sag:
    Opkrævning for ADSL-linie trods afvist bestilling samt liniens manglende eksistens.
    Fejl ved opgørelse af forbrug og medarbejderrabat.
    Ignoreret henvendelse herom.
    2 gange rykkergebyr for fejlfakturering
    Trussel om inkasso.

    Ca ½ år efter jeg havde sendt den sidste brev i sagen blev jeg så ringet op af en forvirret regnskabs-medarbejder som lige ville have afsluttet sagen :-/

    Og så skulle det vel være i orden?

    -Nej. Kort efter modtog jeg en E-mail faktura for Tiscali mobile, som jeg på ingen måde havde noget at gøre med.

    Senere endnu fandt Tiscali så ud af at fakturere for mit tidligere medarbejder-webhotel. Grunden til at jeg ikke havde opsagt det ved mit ophør var, at Tiscali ikke havde flyttet tidligere nævnte system til behandling af deres opsigelser fra det. Vi aftalte derfor kreditering og afvikling af det kundeforhold d. 06-10-2002. Desværre har jeg siden da alligevel været plaget af inkasso-trusler fra Tiscali, henvendelser fra forskellige inkasso bureauer, pr brev, telefon og på min adresse. – Dette for før nævnte web-hotel og andre ukendte produkter.

    Heldigvis har jeg ikke modtaget noget den sidste måneds tid, hvor jeg til gengæld havde lidt forbindelses problemer. Sjovt nok tabte Tiscalis support ca lige så stor del E-mail som min linie tabte pakker.

    Nok om det.

    Grunden til at jeg fandt ind her på sitet, er at jeg lige ville se om mit navn var taget i brug på www. -Ikke nok med at det var det; min navne bror er også lidt af en nørt kan jeg se. Faktisk bliver det lidt uhyggeligt når jeg ser at vi også har nogle af de samme bekendte; mine fhv. kolleger, Martin Kofoed og Peter Brodersen. Det er ren twilight zone det her. Mon ejeren af sitet her et min gode modpart?

  5. af Christian - mandag 19. april 2004 kl. 18:34

    Vær hilset, kære navnebroder/alter ego!

    Iflg. http://dst.dk/Statistik/Navne/HvorMange.aspx er vi 140 i kongeriget, der er velsignet med navnet Christian Schmidt. En eksklusiv kreds, der bl.a. også tæller vor miljøminister.

    Da jeg boede på kollegium i Lyngby, havde jeg sjovt nok en navnebror, der boede længere nede ad den vej, som kollegiet lå på (kollegiet lå på et hjørne, og jeg havde dog selv postadresse på en anden vej).

    Foranlediget af snakken om én-funktions-sites i kommentarerne til et andet indlæg i nærværende weblog <http://aggemam.dk/index.php?id=312#kommentarer>, får denne kontakt med min ukendte tvillingebror (eller hvordan det nu er) mig til at overveje at lave en portal for folk, der hedder Christian Schmidt. Her kunne fx være et byttemarked for navneskilte (sådan et man hænger på sin hoveddør) eller tøj, man har syet navnemærker i. Jeg øjner et stort potentiale.

  6. af Henrik.Jacobsen - mandag 20. februar 2006 kl. 10:44

    ja jeg har også haft tiscali og oplevede at blive sendt til inkasso 4 gange for den samme regning som var betalt til tiden (det eneste der var galt det var at jeg ville have større båndbredde og så tog jeg ind til tiscali og betalte kontant men alle de renter de har taget for forsent betalt fik jeg aldrig igen selvom jeg henvendte mig
    så ja det var et lorte firma nu er jeg kommet under tele2 de er også nogle fjolser jeg har bedt om at få større båndbredde 4 gange men der er ikke sket noget.

  7. af Asbjørn Jensen - mandag 8. januar 2007 kl. 13:08

    Gammel Tiscali kunde både på mobil telefon og Internet.
    Regnskabsrod hos Tiscali dobbel og triple faktureringer, forkert afrunding, forkert periodisering. Klager behandles stort set ikke. Sendes til inkasso iht instruks fra Tiscali; og inkasso firmaet gives derfor påtaler af Rigspolitichefen for overtrædelse af inkassolovgivningen; inkassoadvokaten gives derfor påtale af Advokatnævnet for overtrædelse af inkassolovgivningen.
    Alt sammen uden nogen som helst reaktion fra firmaerne.

    Tele2 har overtaget Tiscali; jeg har gennem mere end 1 år forsøgt at få dem til at behandle og afslutte mine klager og inkassosager. Det er ren "goddag mand økseskaft" hver tele2 medarbejder har sin holdning og intet sker. De har trukket mig rundt omkring deres inkassofirma og deres inkassoadvokat har efter nogen korrespondance konkluderet "det har vi ikke noget med at gøre" så tilbage til tele2 igen.
    Jeg må jo nok sende det over Rigspolitichefen, Advokatnævnet igen og nu også Teleankenævnet det er en sej kamp ( 5 ringbind)

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg.