Right on targIT
torsdag 9. juli 2009 kl. 12:55

Amerikanske firmaer og EU-kommissionen

Det er sjovt, som amerikanske firmaer konsekvent undervurderer EU-kommissionen, dens agt og dens magt.

Det bedste eksempel er vel Microsoft, hvis skærmydsler med Kommissionen er en længere historie, og hvis seneste træk var, at det ville være nok at fjerne IE (og andre browsere) fra Windows i Europa for at undgå Kommissionens bøder.

Intel fik ørerne i maskinen og har klart undervurderet problemet. Intels svar på en bøde på 8 mia. kroner lader antyde, at de ikke har forstået, hvad Kommissionen har set sig gal på, og at deres opførsel ikke synes at ville ændre sig. Intel kan spørge MS, hvad der sker, hvis de ignorerer Kommissionen. Det er muligt, at markedsituationen ikke ændrer sig væsenligt som følge af Kommissionens bøder, men som med MS er det ikke noget, Kommissionen synes at tillægge større værdi. Kommissionen håber velsagtens, at alene truslen om bøder og langtrukne juridiske tvister kan få firmaerne til at opføre sig ordentligt.

Google har også været under undersøgelse hvad angår privatlivsbeskyttelse, mens Facebook synes at have læst teksten på væggen. Apple er i de nordiske forbrugerombudsmænds søgelys, mens Kommissionen interesseret kigger på. Qualcomm undersøges for markedspositionsmisbrug.

Listen er pænt lang, og andre firmaer kan nok også tilføjes (og også masser af ikke-amerikanske). I alle tilfælde ser det ud til, at firmaerne har en fornemmelse af, at de kan smyge sig udenom, hvis de skælder nok ud i pressen, anker tilstrækkeligt mange gange, mm. Denne taktik virkede måske nok under Bush-regeringen, men er ikke noget Kommissionen synes at påvirkes af - ligesom også Obama-regeringen synes også at gå mere til makronerne hvad angår den slags markedsopførsel.

Min påstand er, at de amerikanske firmaer ikke har forstået, hvilken magt Kommissionen har eller hvor langt den er parat til at gå, hvor lidt den påvirkes af den offentlige mening og at de manøvrer, firmaerne foreløbigt har valgt, ikke vil være succesfulde.

I mellemtiden kan Kommissionen fortsætte med at rage store bødebeløb ind.

Kommentarer

  1. af Preben - torsdag 17. december 2009 kl. 13:18

    Tillad mig at klappe mig selv på hovedet efter Oracles indrømmelser på databaseområdet og Microsofts hvad angår frit browservalg.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg.