Right on targIT
mandag 23. maj 2005 kl. 13:48

ComOn og elselskabernes bredbåndsplaner

Sjældent har man set en mere ensporet pressedækning af et IT-område end ComOns dækning af elselskabernes planer om at lægge bredbånd ud til forbrugerne, når der samtidigt graves kabler ned.

En liste over de seneste mange artikler kan ses ved alle ComOns artikler, og det står hurtigt klart, at langt hovedparten af dem er negative. Bevares, der er skam også positive imellem, men... dem er der nu langt imellem. Microsoft har snart bedre presse end elselskaberne.

De fleste af skrevet af redaktøren, Andreas Krog, og denne skrev for et stykke tid siden (URL?) en leder, hvori han delagtiggjorde verden i Comons skepsis ved disse aktiviteter. Så vidt så godt.

Man kan dog undre sig over denne ihærdighed. Normalt er både ComputerWorld og ComOn nogenlunde enige i, hvad der er værd at skrive om, om ikke andet så kopierer det ene site snart det andet. Men ikke her, her skriver ComOn meget mere end Computerworld.

Man har her indtryk af, at Andreas Krog har fundet en sag, som ComOn kan profilere sig på, og dette udnyttes i vidt omfang. Men man har også indryk af, at ComOn har stærke meninger om, hvorvidt det er klogt at investere disse mange penge i bredbånd, og at dette giver sig udtryk i emnerne i artiklerne. Andreas Krog og vi andre kan jo spørge sig selv, hvorfor alle disse dårlige nyheder om ideen tilflyder ComOn og ikke andre medier (se f.eks. http://www.comon.dk/index.php/news/show/id=22232)?

Det levner i hvert fald hos denne skribent et udtryk af, at ComOn og Andreas Krog har lagt al form for pressekritik fra sig, og bare skriver derudaf af en tangent om området.

Kommentarer

  1. af Blogindehaveren - mandag 23. maj 2005 kl. 14:15


    Kom i tanke om, at ComputerWorld på samme måde skriver side op og ned om domænesvindelen. Her er en rigtig god CW-sag, så på samme måde skal der råskrives. Og vinklen er igen ret entydig: sløvhed og inkompetence gør, at dette problem ikke for længst er blevet løst (omend man ikke har peget på en god, ordentlig løsning).

  2. af Andreas Krog, ComON - søndag 26. juni 2005 kl. 21:47

    Hej Preben

    Rart at se at der er nogen, der følger med i hvad man laver. Grunden til mine mange artikler om elselskaberne er, at jeg her har fundet en interessant sag, som jeg ved hjælp af research bliver ved med at finde nye aspekter af.

    Hvorfor andre medier ikke skriver om sagen er deres sag, men jeg har da lagt mærke til at både JP og Berlingske Tidende skriver om det.

    Jeg forstår dog ikke hvad du har imod artiklerne. Det må vel være i alles interesse, også elselskaberne, at man ikke poster milliarder ud på bredbånd og så regningen ender på elkundernes bord i sidste ende, som det var tilfældet med SEAS' tomatgartneri-investeringer i starten af 90'erne.

  3. af Preben Kristensen - mandag 27. juni 2005 kl. 14:30


    Hej Andreas, og tak for dine kommentarer.

    Min kritik går mere på den ensidighed, som jeg mener ComOn udviser i sagen. Jeg mener en del af denne ensidighed er funderet i, at ComOn her synes at have en god sag.

    Når det så er sagt, så er jeg ikke enig i, at sagen er så sort/hvid, som du gør den. Det er velkendt, at TDCs konkurrenter har svært ved at tjene penge, så længe TDC ejer det rå kobber. Regulatoriske og tekniske tiltag (f.eks. FWA) har ikke formået at fjerne den enorme fordel, som TDC nyder i kraft af sit kobbernet, og jeg vil derfor mene, at det kunne være lige så interessant for ComON at skrive om alle de milliarder af kroner, som samfundet giver til TDCs aktionærer, fordi konkurrencen ikke fungerer på telenettet i Danmark.

    Og af samme grund er jeg ikke sikker på, at det er så hovedløst at få noget konkurrence til TDCs telenet. Her giver det da langt hen af vejen mening, at selskaber, der i forvejen graver ledninger ned udnytter, at hullet er gravet og lægger et kabel mere ned.

    Jeg kunne bedre forstå din kritik, hvis elselskaberne ville til at være internet- og indholdsudbydere. Så lang tid, de holder sig til et ret begrænset område som udbydere af et alternativ telenet, vil jeg mene, at det ikke er meget mere dumt end så mange andre måder, offentligt ejede selskaber i Danmark bruger penge på.

    Men din artikelserie er ganske interessant. Jeg synes dog, du skal overveje, hvorfor TDC råber så meget op her. Det er jo ikke ukendt for firmaet selv, at nogle af de penge, som det har optjent på en virksomhed som monopol som teleselskab i lang tid i Danmark bruges til andre ting (kabeltv, investeringer i udlandet (TDC havde et kontor i Hong Kong tilbage sidst i halvfemserne)), mm.

    Jeg har derfor svært ved at se TDCs utilfredshed med dette og hvorfor sagen fremstilles så entydigt i dit medium.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg.