Right on targIT
torsdag 22. august 2013 kl. 10:11

Smartwatch-racet

Det er sjovt at se annonceringerne fra allehånde hardwarefabrikanter om smartwatches. Endnu har ingen set et smartwatch fra de store fabrikanter - kun mindre nichefirmaer har ure på markedet. Men, det forhindrer ikke alle de store i at annoncere, at lige om lidt kommer deres bud på sådant et ur.

Der er for tiden rigtigt meget hype om smartwatches - pressen skriver om dem, og det gør medierne jo kun, fordi der er noget at skrive om (jf. ovenfor) og nogen, der gider læse derom - mao. os almindelige læsere af IT-medierne.

Det er selvfølgelig hypemesteren over dem alle, der har bragt gryden i kog: Apple. Apple har ikke sagt meget om sagen, men ... der er stridigheder om iWatch-varemærket, Apple hyrer efter sigende flere ingeniører til deres smartwatch og var der ikke noget med, at Steve Jobs arbejdede på at få gjort iWatch helt rigtig kort før sin død?

Efteråret må bringe klarhed over området - enten kommer der nogle ure eller også vil hypen falde sammen som en souffle. Jeg mindes hvordan hypen kørte op over NFC i iPhone 5, indtil det viste sig ikke at være tilfældet (måske kommer den i iPhone 5S?). Kommer der nogle ure bliver det interessant at se, hvad sådanne ure kan og om forbrugerne vil købe dem - hype kan ikke sælge et ubrugeligt produkt ud over en smal first mover-gruppe, men man så med iPad, at en ny produktgruppe kan bringes på markedet - og med stor succes.

PS: Historien om, at Steve Jobs arbejdede på et Smartwatch er min helt egen - det er fup. Men han KUNNE godt have gjort det....

Kommentarer

  1. af Tobias - torsdag 5. september 2013 kl. 10:46

    Jeg har endnu ikke set en feature i smartwatches som jeg savner. Jeg savner ikke at mit ur forstyrret mig med facebook opdateringer. Skærmen er for lille til man kan bruge den til noget fornuftigt.
    Batteriet levetid i mit ur måles i år, ikke dage eller uger. Jeg er allerede træt af at skulle oplade min telefon hver dag og har virkelig ikke brug for også skulle oplade mit ur.

    Men jeg kan selvfølgelig blive klogere og hvem ved måske kan jeg ikke leve uden smartwatch om 3 år...

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg.