Right on targIT
mandag 8. oktober 2012 kl. 11:05

Varemærket Apple

I den forløbne uge kom Interbrands liste over de mest værdifulde varemærker. Jeg skal skynde mig at sige, at jeg sætter lighedstegn mellem brand og væremærke - det er der måske nogle, der vil være uenige i.

Det er svært at måle et varemærkes værdi, men Interbrand fortæller på samme hjemmeside, at tre faktorer indgår i målingen:
1. The financial performance of the branded products or services
2. The role of brand in the purchase decision process
3. The strength of the brand

Jeg vil specielt fremhæve faktor nummer 2: der måles på, hvor meget varemærket betyder for en kundes valg af et produkt. Det læser jeg til at betyde, hvor meget ekstra en person vil være parat til at betale for at få et produkt fra varemærket over en generisk produkt fra en generisk producent.

Som i de sidste mange år er Coca Cola nummer 1 på listen med en vækst på 8%. Nummer to er Apple, som er gået fra en 9. plads sidste år til nu nr. 2. Væksten har været på 129%, og Apple er nu mindre end godt 1 mia. USD efter Coca Cola.

Man lægger i øvrigt mærke til, hvor mange IT-firmaer, der er med på listen - specielt i top 10. Både IBM, Google, Microsoft, Intel og Samsung er (udover Apple) med i top 10, så 6 ud af top-10-firmaerne er IT-virksomheder - eller 4, hvis vi kigger på de 5 højst placerede. Det siger noget om, hvor stor en rolle IT spiller i folks bevidsthed og hvor meget varemærket betyder i sådan en købsproces.

Tilbage til Apple. Med den produktportefølje og de kendte fremtidsplaner, som Apple har, tør jeg godt spå, at dette år er sidste år, hvor Coca Cola ligger nummer 1 på listen. Apple vil næste år være nr. 1, og med ovenstående faktorer in mente, så er Apple jo om nogen firmaet, hvor varemærket spiller en enorm rolle for en kundes valg af produkt. Der findes givetvist Coca Cola fanbois, men jeg hører ikke så meget om dem (måske læser jeg de forkerte medier). Apple vil givetvist også være det første firma, der rammer 100 mia. USD i varemærkeværdi - Coca Cola har i mange år ligget fast omkring 75 mia. USD.

Det eneste, der kan ødelægge denne forudsigelse, er hvis Apple gør grimt i nælderne. Det er der intet, der tyder på - Steve Jobs død har ikke ramt firmaet negativt, antenna-gate er glemt, og mon den dårlige Apple-kortapp huskes i lang tid? Jeg kan ikke se noget, der vil få indflydelse på Apples fremtidige fænomenale vækst på varemærkeområdet.

Tillykke til Apple - deres markedsføring af deres varemærke er ekstremt godt arbejde.

Kommentarer

Kommentarfunktionen er ikke aktiv for dette indlæg.