Right on targIT
mandag 26. september 2011 kl. 14:19

Android tilgodeser kun et firma

Android stormer frem med over en halv million aktiverede telefoner pr dag. Det er imponerende. Det er specielt imponerende i lyset af, at der ikke rigtigt er nogle, der tjener på Android - andre end Google selv.

Google giver et gratis styresystem væk, som til gengæld driver en masse trafik til Googles tjenester - mail, søgning, docs, hele møllen. Enhver mobiltelefonfabrikant kan putte Android i en telefon og begynde at sælge uden at betale en krone. Næsten da. De skal først lige betale en pris for de immaterialrettigheder, som ligger i moderne telefoner - her kan Google ikke rigtigt hjælpe - endnu i hvert fald.

Asymco havde for ca. et år siden en artikel, som han kaldte Androids jagt på de største tabere. Grafen viste, at de fleste Androidproducenter ikke tjente (mange) penge.

Det er nok blevet bedre i mellemtiden, selv om LG, Sony-Ericsson og Motorola stadigt døjer med skuffende indtjening. Konkurrencen er hård, og det er svært at differentiere sine produkter på hardware, da softwaren er den samme. Man kan selvfølgeligt ændre lidt på softwaren, men det koster jo også tid og ressourcer.

På sin vis er Android blevet offer for sin egen succes: Der er alt for mange telefoner med Android, og for den enkelte producent er det svært at binde kunderne til sig: i morgen kan de finde en billigere telefon fra en konkurrent, som kan det samme (eller mere). Data ligger typisk i skyen og gør det nemt at skifte til en ny telefon.

Med Googles køb af Motorola Mobility er der endnu mindre grund til at være med. Kan andre producenter stole på, at Google ikke vil forfordele Motorola? Det er næppe tilfældigt, at Nokias aktier steg 10% den dag Motorola-aftalen blev offentliggjort - markedet forventede, at skuffede Androidmobiltelfonproducenter ville kaste sig over Microsofts WP7 og dermed styrke Nokias økosystem.

Indtil videre har der ikke rigtigt været nogle alternativer: iOS er kun til Apple, mens Symbian ikke er godt nok, mens Blackberry kørte på sin egen lukkede platform.
Nu er Microsoft (og Nokia) begyndt at satse på Windows Phone 7, men dets markedsandel er stadig meget lav. Samsung er begyndt at bruge mere energi på sit eget styresystem Bada. Så efterhånden kommer der alternativer til Android.

I mellemtiden skovler Google penge ind - kunderne strømmer stadigt til. Det skal blive spændende at se, om Google kan fortsætte med at tilbyde et konkurrencedygtigt operativsystem til sine kunder - for kunderne tjener ikke det store på det. Google må skynde sig at finde noget mere værdi for sine licenstagere, for ellers begynder de at kigge efter andre løsninger.

Kommentarer

Kommentarfunktionen er ikke aktiv for dette indlæg.