Right on targIT
fredag 2. oktober 2009 kl. 13:52

Ophavsret for begyndere (og Politiken)

Ovenpå Politikens forlig med People's Press, forlaget, som udgiver bogen "Jæger – i krig med eliten” (bogens indhold burde være de fleste bekendt), har Politiken hævdet, at der ikke var tale om ophavsretsbrud, og People's Press har støttet Politiken. Det er såre forståeligt, og sikkert en del af aftalen, de to parter har indgået.

Men det ændrer ikke ved, at der VAR tale om et ophavsretsbrud. People's Press ville ikke have bogen gengivet i sin helhed i Politiken, men Politiken gjorde det alligevel. Det er - for nu at bruge et ifpi-ord - pirateri. Der er kopieret uden ophavsretshavers tilladelse, en ret, som ophavsretsloven giver denne. Det er uden betydning, at bogen muligvis har bred samfundsbetydning - Scientology nyder jo også ophavsretsbeskyttelse, hvis nogle af deres papirer lækkes, selv om det også er af interesse for samfundet. Sagen er helt klar: Politiken piratkopierede.

At så People's Press bagefter qua et for dem forhåbentligt givtigt forlig vælger ikke at forfølge sagen og kræve erstatning, er en helt anden sag. Det ændrer ingenlunde ved, at der blev piratkopieret - sagen er efterfølgende bare klaret i mindelighed.

Det ville klæde Politiken at indrømme sin fejl og sige, at forliget indeholder en kompensation for den piratkopiering, bladet udførte. At forklejne sagen giver bare andre pirater en undskyldning for at kopiere, som Dansk Forfatterforening og Forlæggerforeningen netop gør opmærksom på.

Kommentarer

Kommentarfunktionen er ikke aktiv for dette indlæg.