Ingen DRM på musik, men selvfølgelig på film

Jeg har tidligere her på stedet skrevet om DRM og den meget hurtige udvikling i sagerne, som skete lige før påske. Efter at rygter mv. havde huseret i branchen et stykke tid, meddelte EMI, at langt størstedelen af firmaets musik skulle være tilgængeligt i ganske almindeligt MP3-format, uden nogen form for DRM installeret. Der skulle benyttes vandmærker til at spore musik, som blev udvekslet via p2p eller på andre måder spredt i stort antal.

Begrundelsen for dette meget markante skift i opfattelsen af DRM var, at brugerne af musikken havde problemer med at få det til at virke, at man som bruger ikke kunne skifte musikafspiller uden at løbe ind i problemer med interoperabiliteten og at brugerne købte mindre musik af den grund.

Siden da kan man dårligt åbne et it-nyhedsbrev uden at få at vide, at dette eller hint firma også tilbyder DRM-frit musik. Som det ser ud nu, vil næsten alt udbudt musik om et halvt år være DRM-frit.

Godt så.

Denne udvikling er man ikke glad for i filmbranchen. Efter at have set skriften på væggen hvad angår p2p-spredning af musik sørgede man her for at sikre sine film. Denne sikring er efterhånden ikke meget værd (først med DVD-Jons hacking af DVD-beskyttelsen og senest hackingen af BlueRay og HDVD-formaterne).

Efter at have set det seneste skridt fra musikselskaberne, har man i filmbranchen nu fået meget travlt med at sikre sig, at DRM i film er interoperabelt og desuden tillader en vis kopiering for at imødegå hacking og spredning af film. Fidusen er, at hvis det er nemmere at være lovlydig samtidigt med, at man kan bruge filmene, som man nu har behov for, er der ingen grund til at begynde at bruge ulovlige kopier.

Forvent en filmbranche, der er væsentligt mere opmærksom på brugernes behov og ønsker end musikbranchen nogensinde har været det. Om filmbranchen så kan nå det er en helt anden sag. Men skræmte af erfaringerne fra musikbranchen er de.