Right on targIT
onsdag 29. november 2006 kl. 16:22

Allofmp3.com lidt mere ulovlig

USA og Rusland har nu indgået en tosidig aftale, som forpligter Rusland til at håndhæve immaterialrettigheder. I aftalen nævnes specifikt allofmp3.com. Til gengæld vil USA anbefale, at WTO optager Rusland blandt sine medlemmer.

Hermed kan man så vente på, at det russiske parlament, Dumaen, vedtager en lov, som også nævner elektronisk udbredelse af musik som et område, hvor kunstnere skal kompenseres. Herefter vil allofmp3.com være ulovligt, den dag, loven træder i kraft.

Indtil da kan både danske og russiske IFPI hævde, at allofmp3.com er ulovlig; men ret har de ikke. Men de kommer da tættere på. I mellemtiden kan man så håbe at IFPI vil holde op med diktere internetudbydere, hvilke sider de må vise deres brugere.

Allofmp3.com-fogeddommen havde bl.a. som præmis, at det ikke var muligt at lukke allofmp3.com i Rusland. Dette argument må siges at have vist sig at være tyndt, men det vidste hverken IFPI eller fogedretten, da dommen blev afsagt.

Kommentarer

Kommentarfunktionen er ikke aktiv for dette indlæg.