Right on targIT
mandag 14. august 2006 kl. 12:45

PCen fylder 25 - næppe noget guldbryllup

Som det vil være nogle bekendt, fyldte PCen i lørdags 25 år. Tillykke med det. Man kan mange andre steder læse mange og lange artikler om, hvad det har betydet for det ene og det andet.

Sjovt nok kom Microsoft forleden på banen med en udtalelse om, at PC-æraen var ved at være forbi. Det skyldes den øgede forekomst af andre slags "computere" (mobiltelefoner, spilkonsoller, digitale medieafspillere og slige sager). Artiklen nævner, at der bruges ca. 900 mio. computere i verdenen, og det er sjovt nok ca. det samme, som man forventer, der sælges af mobiltelefoner *pr. år*. Så flere og flere apparater derude kan nogenlunde det samme som en pc, men er ikke en sådan.

Endvidere skal man selvfølgelig huske internettet. Dette er den store fællesnævner for alle disse apparater, og det er i dag ikke længere så vigtigt, hvilken platform man bruger, så lang tid der findes en ordentlig browser. Selv om MS for seks-otte år siden udkonkurrerede Netscape og herefter sikrede sig browserherredømmet, så ser det alligevel ud til, at deres browsermonopol på PCen ikke kan bruges til noget alligevel. Det kan måske forklare deres manglende interesse i at udvikle MSIE mere.

Så her i 2006, hvor PCen må siges at være ganske udbredt og populær, kan man se tegn i sol og måne på, at festen er ved at være forbi. Det blev til et sølvbryllup, men guldbrylluppet er noget mere tvivlsomt.

Kommentarer

  1. af Jesper Stocholm - torsdag 17. august 2006 kl. 19:04

    Det rigtige spørgsmål er nok mere, hvad vi forstår ved en PC. Hvis en PC er sådan en djævel som de fleste har på- eller under vores bord, så har du nok ret. Men hvis en PC (begrebsmæssigt) kan betragtes som "en personlig beregningsenhed" uanset størrelse og udformning, så tror jeg, at du tager
    fejl.

    Microsoft startede engang med at sige, at der skulle være "a PC in every home". Det blev senere vendt til "a PC in every room" ... og om føje år er det nok igen ændret til "a PC in every garment".

    PS: Tak for sidst ... husk nu at give hr. "Movi" høvl hver dag på arbejdet.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg.