Right on targIT
fredag 16. december 2005 kl. 17:09

Et juleeventyr om Sony

Engang for lang tid siden var der et japansk firma, der hed Sony. Sony var et selskab, der både udbød hardware og indhold, det første i form af lyd- og videoudstyr, det andet i form af firmaets pladeselskab(-er) og filmselskab(-er). Der var både almindelige tv, videoer og stereoanlæg, men firmaets Playstation var populært på mangen et barneværelse til børn i alle aldre. Sonys plade- og filmselskaber havde mange gode film og kunstnere i stalden, og alle var glade for Sony.

Nu var det sådan, at Sony gerne ville tjene endnu flere penge, og en af grundene til, at firmaets pladeselskab ikke tjente så meget, som det gerne ville, var, at der blev kopieret for meget af selskabets musik. Dette ville pladeselskabet gerne forhindre. Firmaet fik en vældig god ide.

Så senere kunne man på en blog læse, at Sony havde installeret rootkitsoftware på deres musik-cd'ere. Dette havde Sony gjort for at forhindre brugeren i at kopiere musikken til andre medier, for det brød Sony sig ikke om. Nu var det bare sådan, at rootkitsoftwaren dybest set opførte sig som en virus, som brugeren oveni købet havde meget svært ved at fjerne. Der var stor skandale, og mange forbrugere blev sure på Sony.

Kendere i branchen formodede, at Sony var et rationelt besluttende firma. Så man havde valgt at bruge rootkittet, selv om man i Sony kunne forudse, at der kunne blive problemer med det, hvis offentligheden fandt ud af, hvad det hele gik ud på.

Nu skal jeg huske at indskyde at det var velkendt, at der pågik en heftig kamp indenfor Sony om, hvem der skulle bestemme. Det typiske var, at indholdsdelen bestemte, at Sonys hardware skulle indeholde diverse kopisikringsanordninger. F.eks. kunne Sonys MP3-afspillere i lang tid ikke spille netop MP3, da dette jo var et usikret format. I stedet satsede Sony på ATRAC, som de fleste i dag lykkeligt har glemt alt om. Først for temmeligt nyligt var Sony begyndt at lave MP3-afspillere, der kunne spille MP3, men da var det ligesom for sent. Så pladeselskabsdelen af Sony ødelagde Sonys MP3-afspillerforretning.

Heldigvis var der nogle kloge forbrugere, som valgte at stemme med deres fødder. Forbrugerne valgte at boycotte Sonys pladeselskabers produkter i meget lang tid, men fortsatte med at købe Sonys hardware. Thi på denne måde kunne forbrugerne sende et signal til Sony om, at Sony havde ladet pladeselskabsdelen bestemme alt for meget, og at Sony skulle lade være med det..

På den måde sørgede forbrugerne for, at Sony ikke brugte ond DRM eller lignende beskyttelse af firmaets indhold, mens Sony fortsatte med at lave god hardware, som kan spille de formater, som brugeren har behov for.

Se, det var et juleeventyr.

Kommentarer

  1. af Jesper Stocholm - torsdag 22. december 2005 kl. 10:09

    Desværre har dette juleeventyr jo en snert af tragedie. Mark [0] startede hele moletjavsen men basal root-kit search, der afslørede noget snavs på hans PC (og at dømme efter bloggen, så har han aaaaaalt for meget tid at bruge på sådan noget fittelihut). Sony lægger sig desværre op af den regel, der efterhånden synes at vise sig, nemlig at store firmaer går efter devisen "Går den, så går det, og det er mest nørder, der bliver sure". Dette synes at kunne ses både ved Microsoft, Apple, Google (Don't be evil blaaaah) og andre.

    Forhåbentligt bliver det bedre i det nye år ... :o)

    [0] http://www.sysinternals.com/blog/2005/10/sony-rootkits-and-digital-rights.html

  2. af Christian Schmidt - torsdag 22. december 2005 kl. 22:32

    Jeg ved ikke, om dit (Prebens) indlæg skal læses sådan, at du ikke har den store tiltro til, at forbrugerne stemmer med fødderne, eller om du opfatter det som et åbent spørgsmål. Hvis det første er tilfældet, er jeg tilbøjelig til at give dig ret i det konkrete tilfælde.

    Inden for musik er det jo ikke pladeselskabet men kunstneren, der er mærkevaren. Man skal nærstudere skiven lidt for overhovedet at finde ud af, hvad pladeselskabet er. Derudover har hvert enkelt pladeselskab jo monopol på hver udgivelse, dvs. at hvis man vil have den nye med Kashmir, så har man ikke noget valg mht. pladeselskab.

    I andre varegrupper synes jeg derimod, man har set eksempler på, at forbrugerne stemmer med fødderne. Fx faldt Arlas mælkesalg betragteligt (vistnok 10-20% - og var det kun det økologiske?), da mejeriets guerillametoder blev bragt frem i dagens lys. Det lyder måske ikke af meget for en it-mand, der er vant til at regne i størrelsesordner frem for procenter, men det er alligevel noget, der kan mærkes på bundlinjen.

    Så jeg tror faktisk, at den politiske forbruger eksisterer, i hvert fald på områder, hvor ofret ved at fravælge en vare ikke er for store (i kroner, tid, bøvl, afsavn). Man skal bare ikke tro, at hele befolkningen fra den ene dag til den anden pludselig forsager alle Sonys gerninger og alt dens væsen.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg.

Ugenr.dk · BMI.fit · Coder’s Toolbox