Right on targIT
tirsdag 11. januar 2005 kl. 16:15

Bill Gates' FUD mod OS/CC: derfor

Jeg skal her ikke argumentere imod Bill Gates' seneste retirade mod Open Source (eller Creative Commons, som det faktisk er, det går ud over); den slags udtalelser bør faktisk bare ignoreres, måske bortset fra en stærkere følelse af, at Microsoft endnu ikke har forstået dette fænomen. I stedet vil jeg prøve at pege på nogle grunde til, at disse ting bliver sagt.

Hr. Bill Gates er en temmelig klog mand (lige som hr. Ballmer er). Det er derfor desto mere interessant at se på, hvad disse to herrer siger om OS/CC og det miljø, som dyrker den slags og så tænke lidt over, hvorfor de nu alligevel sviner miljøet til, til trods for at de burde vide bedre. Man havde lidt fået indtryk af, at de værste tilsviningskampagner var veget for lidt mere sobre "Get the Facts"-reklamekampagner. Men der synes nu at være sket et tilbagefald.

Man aner frygten hos Microsofts chefer for det dersens OS/CC, som Microsoft (stadig væk) ikke helt forstår. Hvor farligt vil det være for Microsoft, at forretningsmodeller, hvor folk arbejder gratis for noget, synes at blive mere og mere udbredt? Offentlige myndigheder - både herhjemme og i udlandet (München, Frankrig, Brasilien for bare at nævne et par få) undersøger om OS er noget for dem, mens tredjeverdenslande skal tilbydes billigere Windows-software for ikke at skifte til OS. Det er alt sammen meget irriterende og forvirrende.

En anden grund som jeg vil fremhæve for hr. Gates' udtalelser er, at ved at stille sig an som en stærk opponent mod pirater (eller det nye modeord: kommunister), så kan Microsoft vise flaget som en god samarbejdspartner indenfor multimedia, som firmaet med sin satsning på software til stuen ønsker at udvide samarbejdet med. MS har i årevis lavet DRM'ede formater til multimedier, men stadigvæk er indholdsleverandørerne forsigtige med at udgive deres indhold på de nye formater.

Min teori er, at Microsoft ikke har formået at svine OS til, men i stedet har forregnet sig ved at tro, at OS kunne tales i jorden igen. Ved i stedet at svine CC, håber Microsoft, at indholdsleverandørerne kan vindes over på Microsofts side. Desuden kan man ved at fokusere på CC stadig væk få et stød ind mod OS, uden dog direkte at nævne OS.

Endelig vil jeg til sidste sige, at til trods for, at der i computermedier er blevet skrevet talrige artikler, som alle mere eller mindre gør sig lystige over Gates' udtalelser, så skal man huske på, at Gates med disse udtalelser ikke sigter mod computerbranchen. I stedet skal udtalelsen ses som et signal til medieverden og til den menige bruger, som fra tid til anden beklageligvist lægger lidt for meget i, hvad hr. Gates mener. Men det gør danske ministre jo også fra tid til anden - både forhenværende og nuværende.

Kommentarer

Kommentarfunktionen er ikke aktiv for dette indlæg.