Right on targIT
onsdag 15. januar 2003 kl. 23:18

Nicholas hvem?


Husker De Nicholas Negroponte?

Tilbage i de gode gamle punktum-com-dage, hvor allehånde skøre ideer desværre fik penge og ressourcer kastet efter sig, hvor 16-årige selvlærte mennesker var mere værd end gamle erfarne ræve, hørte man meget til en fyr, der hed Nicholas Negroponte. Han havde tilbage i 1995 taget forskud på den fremtid, der lå forude, ved at skrive bogen "Being Digital", en bog, som forklarede, hvad der ville ske, når alt blev digitalt (i modsætning til analogt), og bits kunne beskrive bits.

Negroponte var - og er - også lederen af MITs Media Lab, som jo var det, der i i-netkredse gjorde resten af MIT berømt. Han kom med interessante ideer, som han kunne sætte folk på sit institut til at rode med. I blandt disse var også mere vilde forslag som at have sin pda eller computer i sin sko(!).

Selv havende studeret på en konkurrerende del af MIT, nemlig stedet bag legendariske ethernet, RSA, dele af Unix og hjemsted for w3c, MITs Laboratory for Computer Science, kunne man godt gå og ryste lidt på hovedet af denne person. Det blev ikke bedre af, at lederen af LCS, Michael Dertouzous (som nu er død) og Negroponte ikke var gode venner overhovedet, selv om de begge var grækere. Der var med andre ord en lidt spændt atmosfære de to institutter imellem.

Her i den seneste tid har man ikke hørt meget fra Negroponte. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at punktum-com-dagene er forbi, og at det er tid til de lidt mere jordnære forslag og ideer. Om ikke andet skal man jo overbevise nogle pengemænd om, at ens vilde ide holder, og det var nemmere i gamle dage. Ak ja, som en person kan blive et ikon for en tidsalder.

Læseren kan sidde og tænke lidt på, hvornår hun sidst har hørt om Negroponte (det er længe siden, ikke?) og tænke lidt mere over, hvorfor mon det er sådan.

Kommentarer

  1. af Forfatteren - fredag 11. april 2003 kl. 15:13

    En Wired-artikel om MITs Media Lab:

    http://www.wired.com/wired/archive/11.05/mitlab_pr.html

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg.