Telefoni i Canada

I Canada (og sikkert også USA) kan Vis nummer-displayet ikke alene vise nummeret men også navnet på den, der ringer. Ganske fiffigt.

En anden smart ting er, at hvis man har en telefon, der er udstyret med en speciel lampe, så vil denne kunne blinke, hvis der ligger en besked og venter på ens telefonsvarer (lidt à la på en mobiltlf).

I telefoni-mæssig sammenhæng er Canada og USA ét land. De har således samme internationale kode (+1), og opkald landene imellem regnes blot for et almindeligt long-distance opkald og ikke som et internationalt.

Lokalopkald er alle steder gratis (hvilket i mit tilfælde omfatter en by med en befolkning på 3 millioner, i USA kan det omfatte en hel stat). Man kan således snildt komme langt uden at betale trafikafgifter. Til gengæld er abonnementet lidt dyrere, i omegnen af 150 kr. om måneden. Som følge af de gratis lokalopkald er mange internetabonnementer tidsbegrænsede. _DSL-teknikker og lign. vinder dog kraftigt frem.

Som i Danmark er det en ren jungle at finde den billigste telefonudbyder, idet de alle tilbyder et hav af uigennemskuelige ordninger. Så vidt jeg kan forstå, har Bell Canada næsten de facto-monopol på selve abonnementet, der dog er ved at blive brudt rundt omkring. Personligt bruger jeg Sprint Canada som long-distance og international operatør, fordi de gav mig en drikkedunk og en introduktionsrabat på $10, fordi jeg var McGill student (i forbindelse med et større arrangement i december, hvor et antal firmaer var mødt op for at prøve at få fat i de studerendes forbrug. Særligt aktiv var Royal Bank, der tilbød et Visa-kort med billede af universitetet (sådanne personificerede kreditkort er vist ganske udbredt uden for .dk). Man kunne dårligt gå i skole uden at blive opfordret til at ansøge. Jeg blev også lokket i fælden, men jeg fik afslag (som udlænding er det ret svært at få et kreditkort). Jeg fik ikke engang den T-shirt, de brugte som lokkemiddel, fordi de var løbet tør den dag).

I Montreal står der telefonbokse i hobetal på næsten ethvert gadehjørne og i enhver cafe, bar osv. Jeg kan dårligt forestille mig, at det løber rundt, så der må være en anden forklaring (det ville ikke være ulig Quebec at have en lov om, at der skulle være så og så mange telefonbokse). Jeg har et par steder set, at andre firmaer end Bell Canada opstiller telefonbokse, hvilket kan virke irriterende, for der virker ens telefonkort ikke.

Alle går rundt og siger, at her er helt vildt mange, der har en mobiltelefon. Der til kan jeg kun sige: de aner ikke, hvad de snakker om!

Jeg har et par gange haft den tvivlsomme fornøjelse at tale med telefonsælgere, der ville have mig til at skifte telefonselskab, købe aviser mv. (sidstnævte forsøgte endda at få mig til at bestille et weekend-abonnement på en avis, trods det jeg flere gange fortalte, at jeg ville forlade landet om 4 uger). Disse sælgere er utroligt aggressive, og har sikkert allesammen været på det samme kursus. For det første bruger de ens navn i stort set hver sætning ("let me tell you something, Mr Schmidt"). Derudover appelerer de meget til ens følelser ("would you do that for me, Mr Schmidt?", "you have to be very carefull about that, Mr Schmidt"). Endnu har jeg ikke haft overblik nok over situationen til at bede dem pisse af!