SV: SV: SV: SV: Få Outlook Express til at opføre sig ordentligt
Links
Internetstandarden RFC 2822 hvori "Re: " anbefales
Hej,
Du er (sandsynligvis) blevet henvist til denne side, fordi dit e-mail-program er konfigureret forkert.
Når du besvarer en mail, så indsætter dit mail-program automatisk teksten "SV: " først i emnefeltet (subject-feltet) i stedet for det standardiserede "Re: ". Men da "SV: " kun forstås af danske versioner af Microsoft Outlook og Microsoft Outlook Express, skaber det problemer, når du mailer med nogen, der bruger et andet mail-program.
Forklaring
Antag at du sender en e-mail med emnet "Fredag aften" til en ven. Din ven besvarer din mail; du besvarer hans svar; han besvarer dit osv. Hvis begge jeres mail-programmer "taler samme sprog", vil emnefeltet i alle svarene være "Re: Fredag aften" (eller "SV: Fredag aften" hvis I begge bruger en af ovennævnte dansk udgaver).
Hvis din vens mailprogram derimod ikke forstår "SV: ", så vil emenefeltet efter et par svar komme til at se ud i retning af "SV: SV: SV: SV: Fredag aften") - ikke særligt overskueligt, vel?
Løsning
Heldigvis indeholder nyere versioner af Outlook og Outlook Express (ja, det er to forskellige programmer, hvis navn ligner hinanden) mulighed for at ændre dette.
Den nemme måde er at downloade og installere denne .reg-fil.
Hvis dette ikke virker, eller hvis du er utryg ved at afvikle denne slags filer (det er der god grund til at være i disse virus/spam/spyware-tider), så følg i stedet følgende vejledning.
I menuen Funktioner vælger du punktet Indstillinger. Her er det et faneblad ved navn Send eller Postformat (er forskelligt versionerne imellem), og på dette finder du en knappen Internationale indstillinger. Her skal du så sætte flueben ved Brug altid engelske brevhoveder og trykke OK to gange.
Så let var det :-)
Tip til brugere af Mozilla Thunderbird
Hvis du i stedet for Outlook bruger Mozilla Thunderbird, kan du konfigurere Thunderbird til at genkende "SV" i de mails, du modtager fra Outlook-brugere med defekt opsætning, og behandle det som var det et "Re". I version 1.5 gøres dette under Tools, Options, Advanced, General, Config Editor. Højreklik i det store felt og vælg New, New String. Du bliver spurgt om et navn og skal her indtaste "mailnews.localizedRe" (uden gåseøjnene). Dernæst skal du indtaste en værdi, som skal være "SV,Vedr." (uden gåseøjnene og uden mellemrum).
Herefter vil Thunderbird genkende "SV" og "Vedr." (sidstnævnte er en lignende uartighed, der stammer fra mailprogrammet i Lotus Notes) i alle nyankomne mails.