X-Files

I kølvandet af 11. september 2001 er der opstået en række konspirationsteorier, der sætter spørgsmålstegn ved, om den amerikanske præsident har haft forhåndskendskab til eller ligefrem aktiv har medvirket til angrebene på bl.a. World Trade Center. Det virker måske fantasifuldt, men der findes i hvert fald ét veldokumenteret fortilfælde, hvor det amerikanske forsvarsministerium har planlagt – men ikke fuldbyrdet – et fingeret angreb på USA, der skulle fungere som anledning til at gå i krig mod Cuba.

Ligeledes verserer der sejlivede teorier, der sætter spørgsmålstegn ved, om månelandingen i 1969 overhovedet fandt sted. Igen virker det fantasifuldt, men på den anden side er det vel ikke utænkeligt, at man under den kolde krig skulle finde på at optage en ekstra "månelanding" i et filmstudie – blot for en sikkerheds skyld.

Som sådan virker begge teorier interessante, og det kunne være interessant at få belyst, om der mon var noget om snakken. Problemet er bare, at diskussion af den slags er dømt til at ende galt. På den ene side står de paranoide, der hader den amerikanske regering og al dens magt og alt dens væsen. På den anden side står de autoritetstro, der blindt stoler på den officielle forklaring og ligefrem finder det useriøst at stille spørgsmålstegn ved eventuelle uregelmæssigheder. Vi andre lidt mere nuancerede mennesker konkluderer, at vi ikke har forudsætninger for at konkludere noget med ret stor sikkerhed. Og pressen, der jo burde gå ud og grave i sandheden, nøjes som regel med at skrive én samlet artikel, der konstaterer, at emnet er omgivet af konspirationsteorier, og som så dementerer de mest langt ude.

Problemet med mange konspirationsteoretikere er, at de overfortolker og konkluderer ud over enhver rimelighed. Hvis en mindre sandsynlig begivenhed indtræffer, bliver det ført frem som det pureste bevis på urent trav. Og hvis der konstateres en uregelmæssighed i den officielle forklaring, bliver det straks brugt til at digte de mest fantasifulde forklaringer.

Resultatet er, at hvis man stiller sig skeptisk over for den autoriserede forklaring, så bliver man sat i bås med de rablende konspirationsteoretikere og dermed betragtet som småskør. Det kunne paradoksalt nok antyde, at hvis regeringen rent faktisk havde lavet noget snavs, så ville det bedste slør være at lække historien til de småparanoide, der så vil krydre historien med deres egen fri fantasi, hvorefter ingen fornuftige mennesker vil høre tale om den slags vrøvl.

Hvis man skal til bunds i en konspirationsteori, skal man ud og indhente bevismateriale, tale med vidner og eksperter og i det hele taget lave detektivarbejde. Man kan ikke sidde hjemme i gummicellen sidde og tænke sig frem til, om det var regeringen, CIA, jøderne eller nogle helt fjerde, der stod bag 11. september-angrebene. Medmindre man ligefrem kan få nedsat en undersøgelseskommission, så må det være pressens opgave at grave i sagerne og se, om der ligger noget gemt. Og målet må være ikke at gætte sig frem til den helt store konspiration men i stedet slå ned på enkeltpunkter, hvor der beviseligt er noget, der ikke stemmer, og så konfrontere myndighederne med dette.

Læseren formodes nu at være interesseret i, hvor rablende bims forfatteren er. Tvivler han virkelig på, at månelandingen i 1969 fandt sted, eller at 9/11-angrebene kom bag på den amerikanske regering? Næh, ikke specielt. Men især omkring 9/11 er der nogle ting, der umiddelbart virker temmelig mystiske. Det behøver ikke at bevise noget, og der kan meget vel være en god forklaring, men jeg savner en kritisk gennemgang af nogle af disse punkter fra en troværdig kilde, der ikke begrænser sig til lænestolsjournalistik eller tankespind, men som har været ude i marken og undersøgt sagen.

The truth is out there.