Fastfood i starten af Amager
Nærværende oversigt er begået frit ud fra hukommelsen på foranledning af en mail fra Troels, der forhørte sig om fastfoodsteder i nærheden af IT-Universitetet, der ligger et par gader fra min bopæl.
Vidste du ...
- at der ligger fire fakta-forretninger på Amagerbrogade?
- at der har kørt sporvogne på Amagerbrogade?
OBS: Denne side er ikke opdateret i flere år. Beskrivelserne er derfor ikke længere pålidelige.
I Hollænderdybet ligger en kinagrill, Cheungs, som er landskendt for sin optræden i baggrunden af en tv-reklame for TDC Mobil. Filmen "En som Hodder" har også en scene, der er filmet foran den. De laver god, billig kinamad og traditionelle, danske retter, selvom stedet virker lidt bodegaagtigt.
Lige ved siden af min hoveddør (Amager Boulevard 134) ligger Pizzeria Massimo, der er en ægte italiensk pizzeria (de viser Rai Uno på fjernsynet). De laver rigtig gode pizzaer - prøv fx en af dem med ruccola. Til den mindre sult har de også nogle lækre pizzasandwich. Pas dog på deres hvidløgsolie - den kan være ret krasbørstig.
Hvis du er til traditionel kebab, er Pizzeria Latini (på den anden side af min hoveddør) et godt bud. Bed om en nr. 38 med chili. Den er et måltid i sig selv.
Næsten lige ved siden af ligger Domino's, der laver udmærket pizzaer men til nogle hampre priser.
I starten af Amagerbrogade næsten nede ved Christmas Møllers Plads ligger et udmærket bagel- og sandwichsted ved navn Bagel House. De giver studierabat.
Ved siden af denne ligger et italiensk pizzeria, der udover pizza har en masse forskellige italienske retter, fx lasagne, canneloni osv.
Overfor på den anden side af Amagerbrogade ligger en helt nyåbnet spansk og mexicansk restaurant ved navn El Pollo Loco (jeg har ladet mig fortælle, at "pollo" udtales "pojo"). Udover klassikere som tacos, buritos, chimichanga osv. har de også nogle lækre grillspyd.
I krydset mellem Amagerbrogade og Holmbladsgade ligger på højre side af Amagerbrogade over for 7-Eleven en café, som laver gode burgere.
Lidt ude af Holmbladsgade ligger et indisk pizzeria, der udover pizzaer har forskellige andre spændende ting på tavlen.
Lidt længere ude ad Amagerbrogade ligger på højre side, hvor de har forskellige græske retter. Jeg kan ikke huske navnet, men facaden er hvid med blå bogstaver.
Et stykke længere ude ad Amagerbrogade ligger en Den Sorte Gryde, så hvis man er til kæmpestore burgere eller traditionel mad i vulgære mængder, er det et godt bud. Maden er dog ikke altid lige spændende.
Der ligger også en McDonald's og en Kentucky Fried Chicken derudeaf, hvis man er til den slags.