torsdag 15. maj 2003 kl. 00:15

Tillykke, gamle dreng

DR beretter, at tekst-tv på fredag har 20-års jubilæum i Danmark. Det er ingen hemmelighed, at tekst-tv står mit hjerte nært, og det er en stor glæde at opleve en gammel ven fylde rundt.

I min tid på totempælen har jeg arbejdet en del med tekst-tv, bl.a. med at vise tekst-tv på nettet og mobiltelefonen, med at lave diverse automatisk genererede sider og med at lave en WYSIWYG-agtig editor, som annoncørerne bruger til at opdatere deres sider med, og i den (endnu mere) kuriøse afdeling med at lave et system, der gør det muligt for en ikke-tekniker med minimalt arbejde at konvertere selvsamme tekst-tv-sider til strukturerede data til brug på rejser.tv2.dk (og for at tage det åbenlyse spørgsmål i opløbet: nej, det er ikke umiddelbart muligt at få de strukturerede data direkte fra annoncørerne).

<teknik-bavl målgruppe="nørder">
For de teknisk inklinerede læsere kan jeg fortælle, at tekst-tv-"sproget" er ganske charmerende (læsere der ikke mener, at et kodesprog kan besidde den slags egenskaber, bedes fortsætte til næste afsnit). En side består af 23 linjer a 40 tegn, og der er reserveret én byte (7 bit) pr. plads inkl. koder, dvs. i alt 920 bytes. Fx fylder farvekoden for rød tekst én byte, dvs. at hvis man skriver med hvid tekst og ønsker at skifte farve til rød, så skal der være en rød farvekode imellem, hvilket optager en tom plads på skærmen. Man kan således ikke skrive et hvidt og et rødt bogstav umiddelbart ved siden af hinanden.

At skifte til hvid tekst på blå baggrund kræver, at man først [1] skifter til blå tekst, så [2] sender en kode, der sætter baggrundsfarven til tekstfarven, og så til sidst [3] skifter til hvid tekst. Det betyder, at der altid er mindst to tomme felter ([2] og [3]) i et farvet felt, før teksten begynder.

Disse koder er beskrevet i tekst-tv-specifikationens (kræver gratis registrering) afsnit 12.1 og 12.2. De fleste tv-apparater understøtter kun level 1.5 (enkelte endda kun level 1), så det er det, man bruger i praksis.
</teknik-bavl>

Den primitive teknik og konkurrencen fra især internettet til trods, så har tekst-tv i dag millioner af brugere, og for TV 2 udgør tekst-tv en betydelig indtægtskilde.

Minsandten om NetFactory så ikke skriver, at det franske Minitel-system fejrer 30-års fødselsdag. Igen et system, der virker oldnordisk sammenlignet med internettet, men ej heller her trykker alderen. Der er stadig masser af brugere, og der er også stadig penge i det.

Både tekst-tv og Minitel - og for eksempel også telefax og SMS-beskeder - kan virke som forældede teknologier, der har overlevet sig selv, og som for længst burde være erstattet af noget nyere og smartere. Men sagen er jo, at det virker, og det bliver brugt, og at de teknologier, som har forsøgt at tage over, måske ikke har været dem overlegne på alle punkter. Det er da ganske tankevækkende.

Misforstå mig ikke, jeg siger ikke, at nye teknologier ikke har sin berettigelse. Man skal bare ikke tro, at ny teknologi altid er et ubetinget fremskridt.

Kommentarer

  1. af Uffe - torsdag 15. maj 2003 kl. 09:20

    Interessant læsning, men.. måske husker jeg forkert, men jeg mindes da tit at have set bogstaver i forskellige farver lige ved siden af hinanden? På den anden side, hvis du siger det er totalt umuligt må jeg jo bare være stiv :)

  2. af Christian - torsdag 15. maj 2003 kl. 09:53

    Der er godt nok en kode, der betyder "gentag det sidst viste tegn indtil jeg siger til, mens jeg bruger de næste pladser til koder", men det er vist kun relevanst, når man laver grafik. Så umiddelbart hælder jeg mest til forklaringen om, at du skulle være stiv :-)

    Jeg har opdateret indlægget med et link til specifikationen af tekst-tv-sproget.

    (og jo, jeg bør se at få lavet noget e-mail-notifikation her i kommentarsystemet)

  3. af Martin Mouritzen - torsdag 15. maj 2003 kl. 11:08

    Hvornår får vi så de NYE versioner af teksttv at se?

    Jeg menes at have læst en specifikation af teksttv hvor der både indgår billeder, video og lyd.

    Okay, selvfølgelig er det lidt trist hvis Teksttv bliver == Internettet, men f.eks. når man sidder og kigger på beskrivelsen af en film, kunne det være cool lige at se de første 2 minutter eller lign.

  4. af Uffe - torsdag 15. maj 2003 kl. 11:23

    Hmm, selvfølgelig kunne det være spændende at se ttv-mediet udvikle sig. Men egentlig synes jeg ikke det er første prioritet.
    Jeg synes nemlig stadig at der er store mangler hos redaktørerne/indholdsleverandørerne. Eksempelvis sker det alt for tit at man ser en film-omtale som fortæller absolut intet om filmens plot, men bare ligegyldige beskrivelser som faktisk er ubrugelige.

    Når de har lært at give os det vi vil have at vide, så kan vi begynde at snakke om at udvikle mediet :)

  5. af Christian - torsdag 15. maj 2003 kl. 11:26

    Der har sådan set længe eksisteret mere avancerede udgaver af tekst-tv (level 2.5 og 3.5, der omtales i specifikationen), men de er ikke understøttet af ret mange tv, så de er ikke så interessante i praksis (jeg har ingen idé om, hvor stor udbredelsen rent faktisk er).

    Faktisk kan det undre, at producenterne af tv-apparater ikke gør mere ud af tekst-tv-understøttelsen. Det er meget få tv, der har hukommelse for mere end en håndfuld sider, selvom det ikke kræver mere end et par MB RAM at cache alle siderne (et skærmbillede fylder knap 1 KB, og eksempelvis har TV 2s tekst-tv ca. 1400 sider inkl. bladresider). 2 MB RAM kan ikke koste mange håndører.

    Der kommer næppe nye versioner af tekst-tv, før digitalt tv engang bliver rullet ud og vi alligevel allesammen skal have nye tv-apparater eller i det mindste set-top-bokse, der konverterer det digitale antennesignal (inkl. næste generation af tekst-tv) til noget, et traditionelt, analogt tv kan forstå.

    Fra politisk sider er der (heldigvis) tilbageholdenhed med at bruge milliardbeløb på at udrulle et digitalt tv-net, som der ikke rigtig er nogen efterspørgsel efter, så der kommer nok til at gå nogle år endnu.

    Jeg kender ikke noget til de konkrete standarder for næste generation af tekst-tv. Men mon ikke man kan forvente noget, der i et eller andet omfang ligner de informationstjenester, der i dag findes på TDC Kabel-tv's Selector-boks, satellitmodtagere m.fl.

  6. af Ricco - fredag 16. maj 2003 kl. 23:50

    Tak for interessant læsning, men lige et lille spørgsmål: Du skriver at hver pixel består af een byte á syv bits. Nu har jeg altid lært, at en byte er otte bits. Er det en fejl, eller hvad bruges den sidste bit til?

  7. af Christian - lørdag 17. maj 2003 kl. 14:12

    En byte består ikke nødvendigvis 8 bit. I ældre edb-systemer er det vist meget almindeligt, at en byte kun består af 7 bit. Det betyder så, at en byte kun kan repræsentere værdier mellem 0 og 127, modsat en "normal" byte (mere præcist kaldet en oktet), der kan repræsentere værdier mellem 0 og 255. Der er altså ikke tale om, at der er en ottende bit, som ikke bruges.

  8. af Ricco - lørdag 17. maj 2003 kl. 16:16

    Næææh da, så lærte jeg også noget der :)

  9. af Tobias Andreasen - onsdag 23. juli 2003 kl. 12:11

    Hvordan kan det være at der er så meget forskel på hastiheden af TTV,
    eksempelvis er TVdanmarks TTV betydelig mere langsomt end Tv2. Har det noget
    med versionerne at gøre?

  10. af Christian - onsdag 23. juli 2003 kl. 15:50

    Jeg ved ikke rigtig noget om det, men her er mit gæt: Jeg tror ikke, det har at gøre med hvilken version af standarden, der benyttes, men derimod med økonomien i forbindelse med udsendelsen, og/eller med at TvDanmark simpelthen har flere sidenumre i brug.

    Ved satellit-tv betaler man (så vidt jeg ved) på en eller andet måde for den båndbredde, der bruges. Jo mere båndbredde der skal bruges til tekst-tv, jo dyrere bliver det for tv-stationen. Jeg kunne forestille mig, at der ligeledes er penge at spare, hvis man sender i mono i stedet for stereo, eller hvis man sender med lavere billed- og lydkvalitet.

    Hvis du modtager TvDanmark via satellit, er det muligvis det, der er årsagen til, at det går langsomt (TvDanmark 1 er en ren satellitkanal, mens 2'eren også udsendes jordbaseret i visse dele af landet).

    Dengang Zulu blev søsat, var det oppe og vende, at Zulus tekst-tv af økonomiske årsager ville blive langsommere end TV 2s. Jeg foreslog, at man gjorde Zulus tekst-tv til en barberet men til gengæld hurtigere version kun indeholdende de mest populære sider (nyheder+sport+vejr) fra TV 2s tekst-tv. Den idé vandt dog ikke gehør, så Zulus tekst-tv er i dag stort set en kopi af TV 2s. Jeg ved ikke, om der i dag er hastighedsforskel mellem de to.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg.