torsdag 13. marts 2003 kl. 22:48

Klar til optagelse

I dag var jeg ude i Nordisk Films studier i Risby ved Albertslund for at optræde som statist i advokatserien Forsvar, som får premiere på TV 2 til efteråret.

Jeg skulle spille nævning i en retssag, hvor en ung mand var tiltalt for mord. Nævningenes skuespilmæssige bedrift bestod i at udtrykke forfærdelse, da nogle uhyrligheder kom frem under afhøringen. Så det gjorde vi så efter bedste evne. Over for os glade amatører spillede kapaciteter som Paprika Steen, Lars Brygmann, Birthe Neumann og Nis Bank-Mikkelsen samt måske en stjerne på vej, Jon Lange.

Jeg har flere gange været publikum til optagelser af forskellige underholdningsprogrammer, og her har man indimellem måttet optage det samme to-tre gange, før det var i kassen. Men jeg havde ikke lige gjort mig klart, at man ved drama (som regel) optager den samme scene fra mange vinkler og så klipper det sammen til sidst. Det betyder bl.a., at når kameraerne peger i én retning, så kan statisterne bag kameraet forlade studiet, og skuespillerne bag kameraet kan sidde med benene oppe og pille næse, mens de læser deres replikker op. Desuden kan man stille en masse lamper, skærme og reflektorer op rundt omkring (ofte meget tæt på de filmede personer). Ved spillefilm er det normale iflg. en af folkene på produktionen at filme med ét kamera ad gangen, mens man ved tv-drama af økonomiske årsager som regel optager med to kameraer.

Vi så således de samme tre scener blive spillet et utal af gange. Resultatet af den otte timer lange arbejdsdag bliver vel omkring 5 minutter, når det bliver klippet sammen.

Mellem optagelserne blev der pumpet kunstig røg ind. Det skulle dels medvirke til, at der så støvet ud i retssalen, og dels skulle det gøre det kunstige sollys mere synligt i luften. Til tider virkede der decideret tåget i studiet, men det skulle angiveligt se godt ud på film.

Hver gang kameraerne blev flyttet, blev der målt en masse med målebånd fra kameraet hen til skuespillernes ansigter, formodentlig for at kunne fokusere helt præcist. Her flyttede man også rundt på møbler og statister, så det så bedst ud fra den aktuelle kameraposition. Man lægger sikkert ikke mærke til denne rykken rundt på skærmen, medmindre man kigger efter det (gulvet var ternet, så måske kan det lade sig gøre).

Under optagelserne skulle man være hysterisk stille, selv i den anden ende af studiet langt væk fra der, hvor der blev filmet. Alt andet end helt lavmælt hvisken var forbudt, og det blev faktisk respekteret af alle. Mikrofonerne er åbenbart mere følsomme, end man umiddelbart skulle tro.

Det har været meget interessant at se, hvordan man arbejder under sådan en optagelse. Der var mange ting, jeg ikke var klar over i forvejen. Men der er frygteligt meget ventetid, hvor man bare sidder og kigger, så jeg kommer nu nok ikke til at gøre statistoptræden til en karrierevej.

Kommentarer

  1. af Thorbjørn Kühl - torsdag 23. oktober 2003 kl. 17:03

    Heh! Jeg har lige været ude og få mine femten sekunders fame ligeledes i "Forsvar" Det er rigtigt at der er megen rykken rundt gøren ved, men da ikke nær så meget som film...

    Jeg synes det er et sjovt arbejde, og det er da temmelig nemt, man skal bare lige huske at tage et blad med så man kan fordrive tiden, i så fald er det et kanon job.

  2. af Christian - fredag 24. oktober 2003 kl. 12:46

    Tja, lidt læsestof ville nok have gjort underværker.

    For nylig blev jeg faktisk ringet op af af Nordisk Film, der ville høre, om jeg havde lyst til at optræde igen. Jeg takkede dog pænt nej tak. Christian <http://peytz.dk/cp.php> påpegede bagefter, at jeg da skulle have forsøgt at krejle mig frem til en større rolle med replikker. Hvis det var faldet mig ind under telefonsamtalen, havde jeg måske nok forsøgt, men nu lader jeg det bare ligge.

    Det er i øvrigt på onsdag, min debut udi tv-drama bliver vist.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg.