Weblog · Programmering · Links ·
torsdag 5. juni 2008 kl. 22:13

En rød klud

Villy Søvndal slår i sin grundlovstale fast, at "for [ham] – personligt – signalerer tørklædet ikke ligestilling. Tværtimod." Dermed tilslutter han sig rækken af mere eller mindre velmenende politikere og kvindesagsforkæmpere, der i den seneste tid har stået i kø ved mikrofonen for at udtale sig om, hvad muslimske kvinder signalerer ved at bære tørklæde.

Nu vil jeg ikke forklejne disse menneskers dybe indsigt i muslimske kvinders bevæggrunde, men jeg vil vove den påstand, at de skyder holdninger i foden på en stor del af de kvinder, de taler om. Der findes givetvis undertrykte kvinder, der lever op til fordommen. Men der er vist ikke belæg for at sige, at tørklædebærende kvinder i almindelighed er undertrykte. Eller for den sags skyld er tilhængere af Sharia, offentlig stening, omstyrtelse af demokratiet, eller hvad de ellers beskyldes for, når bølgerne går højt.

Hvis man endelig vil bekæmpe undertrykkelse af kvinder, virker det ikke som den snedigste strategi at pege fingre ad de undertrykte. Derimod kan man frygte, at det kan få uheldige konsekvenser for integrationen, når man stiller sig op og mistænkeliggør en så stor minoritet. Især når kritikken ikke blot kommer fra de erklærede antimuslimer men fra dannede mennesker i begge ender af det politiske spekter. Forestil dig at skulle stå model til den slags.

Man kunne let få den mistanke, at det i virkeligheden slet ikke var de tørklædebærende kvinders velbefindende, der lå "tørklædeskeptikerne" på sinde, men noget helt andet. Men det skal jeg nok undlade at kloge mig på.

Kommentarer

  1. af Benjamin Juul Møller - fredag 6. juni 2008 kl. 08:31

    Enig!! min kompliment til din blog om tørklæder.
    Det er sjældent man støder på en blog der nævner de kvinder der af egen fri vilje går med tørklæde og som ikke peger fingre af dem!

    Hilsen Benjamin

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg.

Ugenr.dk · BMI.fit · Coder’s Toolbox