Når alt kommer til alt, og børn kommer til verden, og maden kommer op igen, og jeg kommer, og bussen ikke gør det, er mænd jo mænd, kvinder er kvinder, hunde er dumme (og har døde ører), jeg er mig, andre er det ikke, men hvem er egentlig ham der

Dick Spacy?

- og hvorfor ikke?

Sidste død- og afspændendende afsnit: Dick går på frierfødder (desværre ikke sine egne), og festen går i (op)vasken, mens resten går R G'rueligt galt

Navnet er Dick. Mit navn altså. Hårdt såret og med blod, materie og organslam fossende i lårtykke stråler fra flere meterdybe kødsår i mit rigt behårede bryst kastede jeg mig ind ad døren til mit kontor. Jeg havde først været i kamp mod en emsig skoleledelse, der ville censurere mig og mit liv fra et skoleblad, og siden havde jeg stået i en kantinekø, hvor jeg også kom grueligt galt af sted.

Grunden til, at jeg overhovedet havde nærmet mig den skrækkelige skole i Nordsjælland, var, at jeg havde en formodning om, at der skulle ske en forbrydelse der. Jeg havde ladet mig fortælle, at hele 3.g-årgangens sidste time snart skulle komme! Og lad os i den forbindelse mindes Thorkild Ruby ...

For at indhente oplysninger opsøgte jeg min gamle ven, DødsBo. Han bød mig indenfor i sin lejlighed men bad mig om at stille træskoene på trappen. Han fortalte mig, at TV3 netop havde startet et nyt under(bæltestedet)holdningsprogram med Birthe Var Kjær, som hed "Stendød", hvor kendte og ukendte kradser af og bliver begravet for åben skærm. Konceptet var ganske vist dødfødt, men det ville TV3's årvågne seerskare jo aldrig opdage. Jeg blev kisteglad over, at han kunne bidrage med så fyldige (svulmende) oplysninger, og jeg skyndte mig at melde mig som publikum til programmet.

En uge efter oprandt dagen, hvor showet skulle optages, og jeg tog ud til TV3's studier. Her var en værre trafik, og jeg måtte konstant springe for livet for ikke at blive påkørt at en masse reklameblokke, der fes frem og tilbage over skærmen med stormfuldt høje hastigheder "Farten dræber", råbte jeg, og så kom politiet og arresterede den. Aftenens gæst i programmet havde en drøm om at blive et hvidt lig ved en romantisk begravelse. Hun viste billeder af hedengangne familiemedlemmer og fortalte vidt og bredt om spændende af-, synde- og dødsfald i sin vennekreds. Efter ottende reklameblok var tidspunktet nået, hvor bisættelsen skulle finde sted. Det var smukt, og folk kneb en tåre. Og så kom det vigtigste: hvem skulle gribe bårebuketten - hvem skulle være den næste til at krepere. Buketten blev slynget op i luften, og alle kastede sig efter den. Men da jeg så, hvem der greb den, blev jeg ligbleg. Det var ...

Efter udsendelsen tog jeg ligtoget, der afgik ved døden, hjem til de evige jagtmarker. Min salig far ville rotere i sin grav som en anden grillkylling, hvis han vidste, hvordan jeg havde fejlet i denne sag. 3.g'erne var væk og ville aldrig komme tilbage til skolen, hvor de i mange fornøjelige timer havde tilegnet sig så meget lærdom om dette og hint. I stedet brugte de deres kostbare ungdom på tant og fjas og studenterfester og øl og ikke et glas var tørt ... og så var der sex bagefter. Ak, ja!