Når vi nu alligevel sidder og venter på at sne inde, bringer vi nok et afsnit i fortællingen om hin fagre ungersvend

Dick Spacy™

Fjerde afsnit: Dick snedriver vintergæk med en sommernar og piller vingerne af en fugl

En ny istid var brudt ud. Jeg sad tænderklaprende på mit kontor og spiste min morgenmad, der bestod af Frost Flakes (isflager), og det var bare great. Jeg kastede et blik ud af vinduet (der desværre ramte en forbipasserende) og så, at en koldblodig ugerningsmand, der stod og ventede på bussen og havde gjort det de sidste to dage, påsatte en koldbrand. Rystet over dette syn skyndte jeg mig ned på gaden, men da jeg efter et kvarter med stort møge og besvær havde fået gravet mig gennem snemasserne og ud på vejen, var skurken over alle isbjerge. Men der var mere i gærde. I en lejlighed på den anden side af gaden så jeg en to meter høj pingvin skubbe et tv ud af vinduet. Det var en u-hyg-ge-lig morgen. Jeg vidste, at der var noget, jeg måtte gøre ...

Da jeg lidt efter kom ud fra toilettet, hvor jeg havde lagt en iskage og var blevet kold i røven, tog jeg hen på mit lokale st-st-stamværtshus for at tænke over tingene. Her var der i dagens anledning arrangeret isbrydning. Da jeg kom ind fra kulden, blev jeg antastet af en ældre fedladen herre i en festforestilling af en hjemmestrikket sweaters, og han var ude på vold. Borg hed han. Han ville tage min temperatur, for han interesserede sig for den slags, men jeg klemte ballerne sammen og tog den tilbage igen. Han fortalte, at han vidste, hvorfor der var så koldt i øjeblikket. Jeg lyttede interesseret og forlod stedet kort efter for at gå ud og vente på bussen.

Fjorten dage efter nåede jeg frem til Rungsted Gymnasium. Udenfor mødte jeg en mand med et kommunikationsproblem. Jeg ville spørge ham om noget, men jeg nåede kun at sige to ord, før han afbrød mig med at langt og savlende "schhhhhhhh" - se det var aldrig gået i Singapore. Denne trussel mod min person ville jeg ikke finde mig i, så jeg gav ham en lige højre on the rocks - et såkaldt isslag - og han gik ud som et lys under en skæppe. Jeg gik indenfor på skolen og gennemsøgte systematisk lokalerne, og inden længe fandt jeg årsagen til isvinteren. Et vindue stod åben, så al den kolde luft, der plejer at være på skolen, var strømmet ud og havde forårsaget polarklima i det meste af landet. Jeg lukkede vinduet, og straks efter begyndte sneen at smelte; vintergækker og krokus blomstrede frem; skyerne gik fra Solen; fuglene kvidrede; verden var ung og ny og lys. Det var blevet forår ... (snøft, sand poesi)

drik ...