Mens vi sidder i kalenderlysets skær og venter på Julemanden, bringer vi endnu et afsnit af føljetonen om Clinten og Luke Skywalkers overmand (?) i sejhed

Dick Spacy

Tredje afsnit: I tidens toneklang

Oooh yeaaaaaah! Dette afsnit er i takt med tiden. Det er ungt. Det er hipt. Det er smart. Jeg var trukket i et blændende smart ternet jakkesæt og befandt mig nu på et fasionabelt diskotek i det indre København, hvor jeg følte mig gennemskuet. Jeg havde et øje på hver finger, hvilket gjorde, at jeg jævnligt blev beskyldt for at plagiere en amerikansk film om en fyr, der hed Edward. Men min agtpågivenhed bar frugt. Desværre var der ikke tid til at spise nu, så jeg skyndte mig hen mod baren, hvor to unge fyre netop havde begået den frygtelige forbrydelse: de havde slået tiden ihjel. Og tid er penge. Denne misgerning truede hele verdensøkonomien. Hvis ikke menneskeheden skulle på bankerot, måtte det tunge artelleri køres frem nu. Jeg følte mig opgaven moden. Klokken var 01.32.

Klokken var 01.32, da jeg en times tid senere havde kæmpet mig igennem menneskemasserne og nået baren, hvor de to misdædere kort forinden havde stået. Men nu var de væk - flygtet i ly af natten. Jeg vidste, hvad klokken var slået. Nu skulle jeg på forbryderjagt. Natten var endnu ung.

Jeg tog bussen klokken 01.32 fra Nørreport, der mærkværdigt nok afgik til tiden. Min taktik(tak) var at lave lidt research, og til det formål besøgte jeg en urmager, der var bornholmer. Han forærede mig nogle tidsskrifter og en urrem i et tidløst design, og fortalte, at Tele Danmark blev kimet ned af unge blondiner, der mente, at de nu var kvalificerede til at overtage jobbet som frøken Klokken (men det var de ikke. Godnat og sov længe). Jeg var ved at blive træt ovenpå nattens strabadser, så jeg tog hjem og gik i seng.

Jeg blev vækket af mit vækkeur klokken 01.32 og stod op. Kort efter ringede det på døren. Det var posten, der skulle aflevere en pakke. Jeg spurgte ham, hvad det var for et tidspunkt at levere pakker på, men han undskyldte sig med, at blot var et stakkels timelønnet postbud. Hmm, sagde jeg og kvitterede for pakken. Hmm, mmmm. Jeg åbnede straks pakken og opdagede til min store skræk, at det var en tidsindstillet bombe. Bomben var indstillet til 01.32. Gisp, tænkte jeg. Bom, sagde bomben. Og så var jeg ikke mere.

Tyve år senere sad en reinkarnation af mig selv på mit kontor. Klokken var stadig 01.32. Pludselig kom Tiden ind ad døren. Jeg spurgte den, hvad den havde lavet i alle de år. Den fortalte, at den havde stået og ventet på en bus, der går lige uden for Rungsted Gymnasium. Så er det da klart, at det tog sin tid, svarede jeg og bad Tiden gå. Det gjorde den. Sagen opklaret. Klokken var nu 01.33.