Følg med i den gribende fortsættelse af historien om de svages beskytter

Dick Spacy

Andet afsnit: Dick holder dampen oppe ...

Godaften, mit navn er Dick Spacy. Privatdetektiv. Jeg er på banen igen med spændende fortællinger om mine oplevelser. Til de af læserne, der ikke fulgte første del af mit farefulde færd i en omdiskuteret publikation sidste år, kan jeg kun sige: brisselragout og gazpachosuppe. Til jer andre: der er sket en masse, siden vi sidst taltes ved. Jeg er efter tre nærdødsoplevelser blevet genforenet med min tvillingebror, hvis eksistens jeg ikke var klar over, før min mor døde. Det viste sig i øvrigt bagefter, at min mor slet ikke var død, men levede i skjul i USA med et barn af et tidligere ægteskab med min onkel, som jeg troede var kidnappet som spæd af en israelsk fundementalist...

Det var meget sent om aftenen, og jeg var netop kommet ind med fire-toget (planmæssig ankomst). Jeg var aldeles kortklippet (!) da min zoneterapeut havde påbudt mig at kun at bruge blå klippekort. Der var en del toge på perronen. Pludselig hørte jeg et skud i tågen. Jeg løb i den retning, skuddet var kommet fra, og der fandt jeg offeret. Jeg var chokeret. Hvilket afsporet menneske kunne dog finde på at skyde en genvej? Jeg kiggede efter spor og fandt et nydeligt eksemplar, der løb væk fra banegården i retning nord. "Det er godt nok farligt, det her", tænkte jeg, for det var det. Jeg behøvede lidt stimulans og tog en bane - Kystbanen - nordpå mod de fashionable kvarterer, der findes deroppe. Det skulle nok få sat fut i min efterforskning.

Med få timers forsinkelse ankom jeg til en lille stationsby, hvor jeg stod af "ræset". I toget var tiden min egen, men heroppe mellem ludere og lommetyve måtte jeg passe bedre på den. Jeg tog hen til min sædvanlige stikker, som var tidligere banemand ved DSB, og han stak et horn i siden på mig. Han lod først som om, han havde hukommelsestab og sagde ikke spor, men da jeg spurgte, om han kunne huske Benjamin, blev han straks aldeles meddelsom om sine kontakter ved Statsbanerne. Jeg lagde klippekortene på bordet, og han fortalte mig, at jeg skulle prøve at finde Den Store Bastian.

Da jeg igen sad i toget på vej hjem, lagde jeg en plan - togplanen - i skraldespanden. Jeg tænkte (!) at jeg nok gjorde bedst i at gå under jorden et stykke tid, så jeg stod af ved Nørreport. Men der var et eller andet, der virkede forkert. Jeg var ikke helt sikker på, hvad det var, men da et gennemkørende korstog tordnede forbi, var jeg sikker i min sag. Jeg havde opdaget, at 3 meter bag mig var Den Store Bastian i gang med at foretage en jernbaneoverskæring med en vinkelsliber. Han havde endnu ikke set mig. "Freeze!" råbte jeg og trak mit månedskort. Men det var løbet ud. Fordømt! Nu var jeg på den ...