Den uhomogeniserede historie om agent A-38, normalt kaldet

Dick Spacy

Første afsnit: Når måner bliver til grøn ost...

Goddag, mit navn er Spacy. Dick Spacy. Privatdetektiv. Det var sent om eftermiddagen, og jeg sad og kedede mig i mit tarvelige kontor på 12. etage. Pludselig bankede det på døren. Jeg fór sammen. Hvem kunne det være? Langsomt listede jeg hen for at åbne. Jeg rev døren op, men der var ingen udenfor. Jeg kiggede ned og så, at nogen havde stillet en milk shake foran min dør. Jeg var mindst ligeså rystet som den var. Hvilken psykopat kunne dog finde på en så bestialsk handling? Der var kun to muligheder: CIA eller MD Foods. Jeg tænkte mig om to gange, og da det ikke hjalp, slog jeg plat og krone. Jeg grinede smørret og var så klar til at gå i krig - mod MD Foods. Hævnen er sød ... ... mælk.

Mit første skridt var at indsamle lidt informationer om fjenden. Jeg satte mig ind i min specialudviklede 2CV turbo og kørte ud på landet. Herude mellem Kløver-marker, mælkebøtter og roque-får boede der på en gård, der hed Kærgården, en tidligere smørtyv, der efter at være blevet passiviseret med en mellemlagret Danbo, jeg havde fundet i mit køleskab flere år tilbage, blev aldeles meddelsom med sine kontakter blandt mælkemænd. Jeg lavede en liste over navnene med mine hæslige kragetæer og listefødder, men jeg kunne fornemme, at der manglede en bagmand. - Hvem er han? Sig navnet... Men jeg vidste allerede, hvem det var. Det var den berygtede og dødsensfarlige Lillebror.

På vejen tilbage til headquarters spekulerede jeg over, hvad mit næste træk skulle være. Bilradioen spillede det nyeste hit med Snacks, "Mælkemandens sang", hvilket hele tiden ledte mine tanker væk fra emnet. Men lige pludselig slog det mig. - Av, sagde jeg. Jeg havde fået en idé. Ikke en almindelig idé. Næh, det her var simpelthen idéen. - Bred ymer, tænkte jeg ved mig selv. Min idé gik ud på, at jeg ville infiltrere fjenden. Nu kunne jeg vælge at gøre en af to ting. Jeg valgte aldrig at blive fed og trykkede speederen i bund i 2CV'en. Med 50 kilometer i timen drønede jeg hen ad landevejen. Jeg drejede ind ad Mælkevejen, hvor MD's hovedkontor lå, og opdagede til min rædsel, at jeg var kørt lige ind i en reklame for always ultra. Hurtigt smed jeg 2CV'en i vejkanten, hvilket gjorde, at den ændrede konsistens til en betydelig bunke gammelt jern. Jeg flygtede op til hovedindgangen, hvor jeg løb ind i en gammel schweizer, der fortalte mig, at der var et ledigt job i kantinen. Jeg gik derhen og fandt kantinedamen, Karoline, der stod på hovedet i sit køkken. Jeg sagde, at jeg hed Brie-an. Vi aftalte, at jeg skulle begynde dagen efter, så jeg tog hjem for at lægge en plan, som jeg havde købt på apoteket.

Dagen efter mødte jeg klokken ni. Jeg foregav, at jeg skulle på toilettet, hvilket da også var delvist korrekt, da jeg altid havde været så fuld af l..., men jeg bed smerten i mig sammen med en Kinder Mælkesnitte og sneg mig langsomt hen mod direktørens kontor. Jeg fornemmede, at jeg var på vej ind mod sagens kærne(mælk). Jeg mærkede i min lomme. Jeg kunne mærke to hårde genstande. Den ene skyldtes Karolines store b... ageovn, den anden var mit hemmelige våben, der kunne gennemhulle enhver pletskaldet direktør så han ikke var at kende fra en Emmentaler. Med små skridt nærmede jeg mig kontoret. Det metertykke gulvtæppe begyndte at kilde mig under armene og gjorde min fremkomst aldeles besværlig. Jeg hørte en lyd. Jeg trak min camembert ... og klemte den langsomt ud mellem fingrene.