CII-direktivet godkendt (til dels): nogle betragtninger

Forleden dag godkendte EUs erhvervsministre det direktivforslag om computerimplementerede opfindelser (ofte kaldet softwarepatenter), som EU-kommissionen havde lagt frem. Læsere af denne blog forudsættes bekendt med hele sagens forløb, så her bare nogle betragtninger oven på dette forløb:

For det første er der tale om et område, som er ufatteligt svært at forstå - selv for folk i branchen. At tro (eller håbe på), at politikere som generalister skal forstå området, er naivt. Derfor må disse stole på andre - men hvem skal disse andre være? Der har været tale om en situation, hvor folk på bjerget har haft en mening, mens en del græsrødder (eller open source-fanatikere, som Computerworld kaldte dem i deres avis af 11. marts 2005) har haft den modsatte mening.

Der har derfor eksisteret en situation, hvor sagkundskaben (de fleste interesseorganisationer, erhvervsorganisationer og embedsmænd (fra Erhvervsministeriet og Patent- og Varemærkestyrelser)) mv. har advokeret for direktivet, mens græsrødderne, typisk i form af små softwareudviklingsfirmaer, PROSA, bevægelser med rod i Open Source-miljøet og enkeltpersoner har været imod - og har stillet spørgsmål ved sagkundskabens argumenter og uvildighed. Alt sammen svært for en politiker at navigere i.

Diskussionen har endvidere været fokuseret meget snævert på softwarepatenter i sig selv, mens en tilsvarende teknologi implementeret i en bil, oliefyr eller andetsteds ikke har været interessant, hvilket i mine øjne unødigt gjorde debatten alt for snæver. Til gengæld har der været masser af eksempler på dårlige patenter, som aldrig skulle have været udstedt, ligesom modstandernes argumenter om, at det økonomisk ikke giver mening at patentere, ikke er adresseret. Begge sider har været dygtige til at male fanden på væggen, hvis de ikke fik ret (små softwareudviklere må lukke vs. store firmaer vil ikke udvikle i Danmark/EU). Tilbage står indtrykket af, at modstandersiden ofte har gået efter manden og ikke bolden, mens tilhængersiden til gengæld ikke har gidet svare på modstandersidens sprg. og argumenter (fordi de havde ret eller fordi de var for dumme at høre på?)

I samme dur kan man bemærke, at den nuværende situation ej heller er blevet debateret meget. Som det er nu, tillades softwarepatenter i vidt omfang allerede, og det foreliggende direktiv er derfor langt hen af vejen efter min opfattelse en kodificering af den nuværende praksis. Måske skulle man starte her i stedet for hårdnakket at hævde, at software i dagens Danmark ikke kan patenteres - for det kan den. Fra modstandersiden at citere PTL §1, stk. 3 viser kun, at man ikke har forstået loven.

Software kan i dagens Danmark patenteres, hvis det har en teknisk effekt - mao. skal den patenterede software have en virkning på noget andet end sig selv. Der skal f.eks. ske en hastighedsforøgelse, besparelse af hukommelse eller brug af færre ressourcer, f.eks. benzin i en bil. Den tekniske effekt er vigtig at have med for at undgå, at rent abstrakte ideer patenteres. Men, definitionen er ikke særlig præcis, og dette er ikke noget, der er blevet behandlet. Det ville have klædt Kommissionen meget mere præcist at forklare, hvad en teknisk effekt er. Som det er nu, bliver det vel sagtens EPOs appelret, som vil præcisere den - og ikke politikerne. Men det kan jo også være, at det ligger bedre dér, end blandt politikerne :-)

Og apropos EPO, så er der her tale om en situation, hvor man har en patentorganisation, EPO, som ikke som sådan har noget med EU at gøre, mens man til gengæld har EU, som beslutter, hvad et softwarepatent skal være for dets medlemsstater. Interessant situation.

Udover en ordentlig mængde politik, der gik i sagen (oppositionens kritik af Bendt Bedtsens indsats, da mødet var på dagsordenen samt valgkamp) og skiftende tilhængere (Soc.Dem og DF skiftede standpunkt undervejs) samt muligheden for at fange statsministeren i at være "bestukket" af Microsoft samt ikke at kunne huske, hvad han i mødes med Bill Gates snakkede om, så er der nu også gået teknikaliteter i sagen. Om punktet retmæssigt blev behandlet som B-punkt, eller om det skulle have været et A-punkt, kan man få lang tid til at gå med at snakke om.

Tilbage står, at det er meget nemt for modstanderne af direktivet at råbe om urent trav mm., men selv blandt tilhængerne af direktivet er der ikke være meget at råbe hurra for. Situationen er mildest sagt speget, og direktivets videre skæbne fortsat uvis, da Parlamentet er imod. Både tilhængere og modstandere er nu så forbitrede og nedgravede i deres positioner, at det vil blive svært at komme videre fremover. Dette kan nemt blive sagen, hvis Parlamentet siger nej til direktivet.

Det havde nok været bedre for alle - både modstandere og tilhængere af direktivet i dets nuværende form - hvis man havde startet sparket sagen til hjørnespark, havde gydet olie på sagen og startet forfra. Sagen har været diskuteret siden 2002, så et halvt eller helt år mere ville nok ikke have gjort den store forskel.

Langvarig sag - kompliceret område. Hvis man har lyst at kommentere, vil jeg med ovenstående indlæg in mente bede om, at man går efter bolden og ej manden.

Med ønsket om en glædelig påske.