Right on targIT
lørdag 4. september 2004 kl. 22:32

Microsoft spille på Linux' hjemmebane?

Der er så vidt jeg kan se sket en interessant ændring i konkurrenceforholdet mellem Windows og Linux.

Windows har alle dage været kendt for sine features. Udtrykket "It's not a bug, it's a feature" forklarer meget godt, at man i udviklingen af Windows ikke satte sikkerheden højest, men derimod en masse lækre, skøre eller iriterende detaljer, som gennemsnitsbrugeren typisk formåede at sætte pris på. Hvis valget stod mellem om noget gjorde det nemmere for brugeren mod at det var sikrere at bruge, blev sikkerheden nedprioriteret.

Heroverfor stod Linux, som qua sine rødder i Unix og et mere nørdet image blev udviklet med sikkerhed tænkt ind i designet fra bunden af. Af samme grund havde (og har) Linux ikke så mange skøre features, som en tilsvarende Win-box vil have. Linux er af samme grund blevet ansat for mere sikkert. Open source-folkene har argumenteret for, at dette skyldes bedre kode, mens MS-folkene har sagt, at det simpelt hen skyldes den væsentligt mindre udbredelse, som ikke MS-produkter har. Mon ikke begge parter har ret; sandheden ligger nok et sted midt imellem.

Grundet de to udviklingsmiljøers forskelle i fokus, har MS også været mere aktive med at udvikle nye ting. Onde tunger vil påstå, at det er for at udvide deres monopol til andre områder, men det har været utænkeligt at forestille sig, at Linux ville udvikle en Tablet-PC eller .net . Linux har langt hen af vejen været reaktiv og først gjort noget, når Microsoft havde været proaktive indenfor et område. Microsoft var mao. typisk de første til at inkludere noget nyt i deres produkter, hvorefter Linux også fik det tilføjet. Når det så er sagt, er der talrige eksempler på, at MS har lånt og ladet sig inspirere kraftigt af deres konkurrenter og at Linux selvfølgelig ikke alene implementerer, hvad andre har fundet på. Men giver det mening at forestille sig, at Linux var først med en Tablet-PC? Og giver det mening for Linux at kunne hælde milliarder af dollars i forskning og udvikling?

Men med annonceringen af, at Longhorn vil indeholde færre nye features og med det efterhånden nogle år gamle sikkerhedsinitiative Trustworthy Computing in mente kan man ane, at Microsoft nu efterhånden skifter til den udviklingsopskrift, som Linux typisk har brugt: først og fremmest skal sikkerheden være i orden, og hvis der skal vælges mellem sikkerhed og nye features, viger sidstnævnte. Dette har indtil Longhorn-annonceringen mest haft indtryk af at være noget man har sagt, men nu skræller man bevidst features af Longhorn, så nu sker det også i praksis.

Konklusionen må være, at MS begynder at udvikle efter en Linux-inspireret opskrift: sikkerhed fremfor alt. Hermed bevæger MS sig ind i et nyt område, hvor Linux klart er på hjemmebane. Dette antyder også, at den svigtende sikkerhed i MS-produkter for alvor er begyndt at blive opfattet som et problem for MS.

Kommentarer

  1. af Tobias - torsdag 9. september 2004 kl. 17:27

    Det ikke noget nyt at Microsoft *siger* at de prioriterer sikkerhed højt. Når Longhorn bliver releaset kan vi se om de rent faktisk har implementeret bedre sikkerhed.

  2. af Forfatteren - onsdag 6. oktober 2004 kl. 12:48


    Endnu et eksempel på, at Microsoft spiller på Linux' hjemmebane: MS overvejer at splitte Longhorn ud, sådan at dele af operativsystemet, der aldrig bruges, ikke installeres.

    Eksemplet givet er sårbar JPEG-funktionalitet i Windows Server 2003, hvor funktionaliteten næppe skal bruges.

    Info bl.a. fra http://www.computerworld.dk/default.asp?Mode=2&ArticleID=25447

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg.